Postukrainsk stress-syndrom: har klubberne lært noget?

Det var langt fra et sprudlende kvindelandshold med klare internationale profiler, der afsluttede en hidtil uset storhedstid i dansk håndbold en noget bedrøvelig sommerstund forleden. Det var derimod et kvindelandshold kvalt i sin egen succes, som fejlede.

Mange vil nok pege på landsholdets ledere, DHF og ikke mindst spillerne, når ansvaret for skuffelsen skal placeres. Men disse parter bærer på ingen måde ansvaret alene.

Den primære årsag til nedturen skal nemlig findes et helt andet sted; og det er i klubbernes egne kortsigtede sportslige dispositioner, der nu slår tilbage som en boomerang. Nok er kvindeligaen verdens bedste, men de bedste hold har ikke mange danske spillere som bærende kræfter – og det har længe givet problemer for landstræner Jan Pytlick samt det korte mellemspil før ham, Brian Lyngholm. Fra 2000 er procentandelen af udenlandske spillere i de danske ligaklubber vokset fra omkring 13 procent til i dag at nærme sig 35 procent. En generation af unge talenter er blevet tabt i slipstrømmen på klubbernes udenlandske indkøb, hvilket nu har sendt et sportsligt flagskib til tælling. Ikke bare står Danmark uden for det gode selskab flere år frem, men også klubhåndboldens niveau - økonomisk og dermed også sportsligt - kan risikere at blive ramt, da klubøkonomien er tæt forbundet med landsholdets internationale succeser.

Elitehåndboldens tre søjler

Da det danske kvindelandshold i 1993 hjemtog sølvmedaljerne ved VM i Norge, satte det gang i en forrygende udvikling i dansk elitehåndbold hvilende på særligt tre forhold: medieeksponering, folkelig forankring og internationale resultater. De tre dimensioner, der er internt forbundne og ikke kan stå alene, danner elitens platform. Saver man blot det ene ben over, påvirkes de øvrige ditto, og det har faldende klub- og landsholdsniveau samt økonomisk deroute som sin konsekvens.

Med nederlaget til Ukraine er det derfor ikke svært at udråbe en krise. Ikke nok med, at Danmark går glip af VM og OL rent sportsligt, nederlaget fjerner med et slag det reklamevindue, der tidligere har været baggrunden for den store medieinteresse og eksponering, dansk håndbold har nydt godt af i mange år nu.

Herrerne viser vejen

Derfor er det utvetydigt en god nyhed, at det danske herrelandshold er begyndt at vise tænder og bide fra sig ved de store slutrunder. Gennem mange års forbilledligt talentarbejde har de mandlige ungdoms- og ynglingelandsholdspillere høstet internationale resultater, der peger frem mod fremtidige triumfer.

Da næsten to mio. seere fulgte de nervepirrende sekunder mod Polen ved Herre-A VM i Tyskland i januar, blev det slået fast med syvtommersøm, at succes og interesse hænger sammen. Det betyder, at krisen ikke er fatal, selvom det hidtidige kvindelige lokomotiv er standset på den forkerte station. Herrerne skal nok - om succesen fortsætter - sikre interessen for dansk tophåndbold, mens damerne rangerer om.

Fødekæden brister

Imidlertid er dansk herrehåndbold med sit indtog på den internationale scene i fare for at blive ramt af samme negative udviklingstendenser, som nu har sendt damerne i remise. Hidtil har de danske kvindelige topklubbers strategier været for kortsigtede og primært baserede på indkøb af internationale stjerner. Set fra klubbernes synspunkt virker det logisk nok. Kravene om umiddelbar sportslig succes fra sponsorer og fans samt klubledernes egne ambitioner har sat gang i et oprustningskapløb. 

Men ikke bare har dette betydet økonomiske lommesmerter flere steder, også de danske talenter er blevet skubbet længere ned blandt reserverne, når nye internationale stornavne er kommet til landet. Værst af alt er imidlertid, at fødekæden til landsholdet ruster. Uden danske spillere som bærende kræfter i verdens bedste liga, får spillerne aldrig den kamperfaring, som skal til for at overtage efter de stjerner, som er ved at brænde ud. Af angst for at dø, har kvindeklubberne med andre ord gravet deres egen grav.

Nye udlændinge i herrerækken

Hvor oprustningen med udenlandske stjerner har stået på længe i dansk kvindehåndbold begynder de første faresignaler nu også at vise sig i dansk herrehåndbold. FCK består eksempelvis med få undtagelser næsten udelukkende af svenskere, i Kolding har der ligeledes været tradition for svensk tilsnit, og i GOG er man nu begyndt at se til Tyskland efter erstatninger. Hertil kommer, at der i flere andre klubber hentes udlændinge ind for at styrke trupperne. 

Problemstillingen er ikke så klar i herreligaen som i dameligaen, der er verdens bedste og derfor mere direkte tiltrækker sig de største internationale stjerner. Men den danske herrerække har oplevet et betydeligt kvalitetsløft de senere år og har dermed været et springbræt for danske talenter til eksempelvis Tyskland og Spanien. Her henter danskerne international erfaring, som kommer landsholdets til gode og løfter den ene af de tre søjler i dansk elitehåndbold: de internationale resultater, som igen smitter af på medieeksponering og klubøkonomi. Endnu er problemet ikke stort, men hvis et stigende antal udenlandske spillere i fremtiden forhindrer danske talenter i at gøre sig lækre for de stærkere europæiske klubber, knækker kæden desværre til sidst på samme måde, som for vi nu har set for damerne. Det vil først ramme landsholdet og derefter klubberne. Dermed risikerer de danske herreligaklubber at lide samme skæbne, som damehåndbolden nu slås med.

Nye strategier

De danske herreklubber skal gøre sig dette klart. Ikke blot har de nu en forpligtigelse til at holde fanen højt i arbejdet for at sikre interessen, mens damerne kæmper sig tilbage, de må heller ikke ryste på hånden, når det gælder satsning på egne talenter. Selvom det kan virke tillokkende at købe ind fra udlandet, vil det være uhensigtsmæssigt at save den gren over, man selv sidder på. 

Lad os håbe, at lederne i dansk herrehåndbold har taget ved lære af den lektie, Danmark fik af Ukraine forleden eftermiddag.