Praktikant til kommunikation af idræt og folkeoplysning med base i Aarhus
Vil du prøve kræfter med kommunikation og journalistik? Og har du interesse for idræt og folkeoplysning? Så søger Idrættens Analyseinstitut, Videncenter for Folkeoplysning og Play the Game en praktikant til vores kommunikationsteam til efteråret 2026.
Idrættens Analyseinstitut (Idan), Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) og Play the Game er et samlet institut med cirka 30 medarbejdere, som arbejder med at skabe ny viden og indsigt i idræt og folkeoplysning gennem undersøgelser, analyser, arrangementer og artikler.
Som praktikant vil du indgå i vores kommunikationsteam, der består af tre medarbejdere ud over dig. Vi arbejder på tværs af instituttets tre områder og driver fire hjemmesider, hvor du vil blive en del af det daglige arbejde med at
- formidle resultater fra vores egne undersøgelser og analyser i form af artikler
- researche på og opdyrke historier fra andre aktører inden for idræt og folkeoplysning
- markedsføre og siden dække instituttets egne arrangementer journalistisk
- udvikle indhold – som f.eks. video og grafikker – til vores SoMe-kanaler
- producere og udsende nyhedsbreve via MailChimp
- producere indhold og temaer til vores hjemmesider og redigere dem i vores CMS-system Umbraco.
Det er vigtigt, at du har lyst til at arbejde med og udvikle dine journalistiske kompetencer, da en stor del af arbejdet handler om journalistisk formidling. Undervejs får du selvfølgelig løbende sparring og feedback.
Vi forventer, at du har analytisk sans og trives med flere sideløbende processer og deadlines. Du skal kunne arbejde selvstændigt, men også være god til at samarbejde, da mange af vores opgaver løses i fællesskab.
Du bliver en del af hverdagen på instituttet, der holder til på Vester Allé i hjertet af Aarhus. Her indgår du på lige fod med de øvrige ansatte i alle faglige og sociale sammenhænge, og du har også mulighed for at dele din oplevelse af at være praktikant med andre praktikanter i huset.
Praktikperioden løber over ét semester med start i august 2026, og forløbet er ulønnet. Vi lægger vægt på, at du får et lærerigt forløb, som kan gavne dig i dit videre uddannelsesforløb, og vi tager naturligvis hensyn til de regler, der er for praktik på din uddannelse.
Send din ansøgning og CV til job@idan.dk og skriv ’Praktikant kommunikation’ i emnefeltet senest tirsdag 7. april. Vi holder samtaler fredag 10. april.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte seniorkonsulent, kommunikation, Cecilie Bak på cecilie.bak@idan.dk.
Vil du høre mere om, hvordan hverdagen er på instituttet for en praktikant og de opgaver, man arbejder med, så se mere her.