Idan Artikel 01.07.2006

SATS vender underskud til overskud

For første gang nogensinde har fitnesskæden SATS Danmark fået overskud.

For første gang nogensinde har fitnesskæden SATS Danmark fået overskud. Selvom der ifølge regnskabsåret 2005 kun er tale om et lille overskud på 275.000 kr. er det en betragtelig forbedring set i forhold til året før, hvor underskuddet var på hele 40 mio. kr. Selve omsætningen var i 2005 godt 128 mio. kroner svarende til en stigning på 7,3 procent i forhold til året før. Hvis man ser på koncernens aktiviteter i Sverige og Norge, halter den danske del af kæden dog stadig efter, både når det kommer til antallet af centre og medlemmer samt omsætningstallet.

Alligevel er der tilfredshed at spore hos den danske ledelse: "Vi er meget glade for resultatet. På trods af den skærpede konkurrencesituation på det danske marked har vi formået af komme ud med et positivt resultat. Den primære årsag har været personalet, som har udvist en stor ansvarlighed og et fantastisk engagement i dagligdagen," siger den administrerende direktør for SATS Danmark, Trey Greenwood. "Vi har både sparet på udgifterne samtidig med at vi har fået en del flere medlemmer, som har bidraget til en øget omsætning."

Mystery shoppers

En af hemmelighederne bag det gode resultat er, at kæden benytter sig af en række fastansatte testpiloter, som kører rundt i landet og prøver centrene af for at rette op på fejl og mangler. De såkaldte 'mystery shoppers' afrapporterer til direktionen om det enkelte centers serviceniveau og faciliteternes standard. Dette har vist sig at være en effektiv metode, siger Trey Greenwood: "Det er meget tydeligt, at de centre, som scorer højt i denne test også er dem, der kører bedst rent økonomisk."

Mens konkurrenten i fitness dk har fusioneret to gang og åbnet en række nye centre i løbet af 2005, havde SATS ikke overskud til at udvide deres aktiviteter: "Vi har ikke åbnet nogle nye centre i 2005, men har brugt tid på at undersøge, hvor de næste centre skal placeres. Vi har nu konkrete planer om nye centre indenfor få år i de tre byer vi allerede ligger i," siger han.