Idan Artikel 15.03.2006

Sportspark får fitnesscenter

Gentofte Kommune åbner dørene for et nyt kommercielt fitnesscenter i den kommende Gentofte Sportspark. Henning Larsens Tegnestue står bag projektet.

Gentofte Kommunes netop overståede arkitektkonkurrence om en sportspark til over 200 millioner kroner åbner dørene for et nyt samarbejde mellem den kommunale sektor, foreningslivet og den kommercielle fitnessverden.

Det sker med etableringen af et fitnesscenter, som kommunen bygger og lejer ud til en kommerciel partner, der så skal få både almindelige borgere og idrætsaktive til at mødes.

Fat i nye målgrupper

 Helt tilbage fra idéfasen har der eksisteret planer om at tænke etableringen af det kommercielle fitnesscenter ind i komplekset, der bl.a. omfatter en ny ishal, et fodboldstadion og et sportel.

"Vi forventer, at det kommende fitnesscenter både samler de idrætsaktive og mange af de borgere, som normalt ikke har den store berøring med klubbaseret idræt," siger Gentofte Kommunes fritidschef, Niels Henriksen.

Han håber, at centeret bliver et naturligt samlingspunkt for kommunens borgere og de idrætsaktive, der har tilknytning til Gentofte Sportspark.

Fitnesscenteret løber over to etager og har direkte adgange til en udendørs aktivitetsløjpe. Det er projekteret til 1.500 kvadratmeter, hvilket gør det økonomisk attraktivt for en række af de eksisterende fitnesskæder at byde ind.

Henning Larsens Tegnestue står bag vinderforslaget til hele sportskomplekset.

Niels Henriksen er i øvrigt blandt oplægsholderne på Idans konference om fremtidens lokale idrætspolitik den 20.-21. april i Odense. Se mere her.