Evaluering af støtte fra Nordea-fondens Ung puls-pulje
I en ny evaluering undersøger Idan, hvordan projekter, der har fået støtte fra Nordea-fondens Ung puls-pulje, skaber sociale fællesskaber for unge.
Idrættens Analyseinstitut har sat gang i en evaluering af Nordea-fondens Ung puls-pulje, som idrætsforeninger, selvejende institutioner eller kommuner, der samarbejder med en idrætsforening, har kunnet søge til projekter, der støtter op om fællesskabet og det sociale mødested, til unge før og efter træning.
Puljen lyder på 40 millioner kroner, og helt konkret gives der støtte til:
- Fællesskabende aktiviteter som f.eks. fællesspisning for unge eller arrangementer med brætspil.
- Ny indretning af inde- og uderum som f.eks. opgraderede omklædningsrum eller nyt køkken til fælles madlavning.
- Faciliteter og grej, der kan styrke fællesskabet blandt de unge før eller efter træning – f.eks. indkøb af bordfoldboldbord, brætspil eller bålsted.
Evalueringens indhold
Idans opgave bliver nu at evaluere, hvordan de forskellige projekter er med til at skabe gode fællesskaber for unge, og hvordan nye eller forbedrede rammer påvirker de unges måde at være sammen på.
Helt konkret skal evalueringen forsøge at besvare følgende spørgsmål:
- I hvilket omfang har projekterne bidraget til at styrke fællesskabet blandt de unge?
- Hvordan har aktiviteterne og de fysiske opgraderinger påvirket unges sociale adfærd og fællesskaber
- Hvilke faktorer har været afgørende for, om projektet er lykkedes eller har oplevet udfordringer?
- I hvilket omfang formår foreninger at sikre, at de unge medlemmer fortsætter med at deltage?
Idan gennemfører ved evalueringens start en baselinemåling via spørgeskema til samtlige støttemodtagere, som følges op på med et nyt spørgeskema ved projekternes afslutning. Fokus er på antal medlemmer og gennemførte aktiviteter, samt projektejernes vurdering af succeser og udfordringer, herunder deres refleksioner over væsentlige elementer i at styrke fællesskaber for unge.
Dertil udvælger Idan 10 projekter til dybdegående evaluering, hvor de unge, der er medlem af de udvalgte foreninger, modtager et spørgeskema før og efter projektet. Her bliver de spurgt ind til deres oplevelse af socialt fællesskab og tilknytning.
Evalueringen består også af en kvalitativ del, hvor Idan vil observere, hvordan rammerne bruges og lave fokusgruppeinterview, hvor de unge spørges ind til deres oplevelser og ønsker. Dem, der har fået støtte, bliver også interviewet om de erfaringer og udfordringer, de har omkring implementering af projekterne.
Evalueringen forventes afsluttet i første kvartal af 2028.