FIFA's seneste krise viser, hvorfor idrætten har brug for uafhængigt tilsyn

Dette debatindlæg blev først bragt i Idrætsmonitor 21. august 2026

Med alt for korte mellemrum bliver international idræt ramt af kriser, fordi kræfter udefra afslører skandaler, som idrættens egne institutioner ikke har formået at opdage eller gribe ind over for.

I sommer skete det igen.

Journalisten Martyn Ziegler fra The Times afslørede FIFA-præsident Gianni Infantinos plan om at omstrukturere FIFA’s kommercielle aktiviteter og svække organisationens i forvejen vaklende demokrati. Derfra begyndte de tektoniske plader for alvor at forskyde sig.

UEFA truede med at boykotte FIFA’s turneringer. Også fodboldens konføderationer i Asien og Nordamerika protesterede over Infantinos enerådige ledelsesform. Og i FIFA’s hovedkvarter begyndte topfolk åbent at tage afstand fra præsidenten.

I en opsigtsvækkende udtalelse kaldte FIFA's daværende driftsdirektør, Kevin Lamour, forslaget for ”én persons projekt”. Han sagde samtidig, at medarbejderne var blevet ”ført bag lyset” og anklagede ledelsen for ”foragt og intimidering”.

Få dage senere trak Infantino planen tilbage. Kevin Lamour blev fyret, men oppositionen mod Infantino blandt FIFA’s medlemsforbund er vokset sig så stor, at hans position er alvorligt truet.

Det var ikke FIFA's valgte organer eller interne kontrolmekanismer, der advarede fodboldverdenen mod det forslag, som mange finder uspiseligt. Det var god, gammeldags journalistik.

At det er folk uden for idrætten, der rejser debatten, er der intet nyt i. Det usædvanlige i dette forløb er, at idrættens ledere har taget et politisk opgør for åbent tæppe.

Det er på mange måder forfriskende, at fodboldelskere over hele verden nu kan følge debatten om helt centrale spørgsmål. Og det kan virke opmuntrende, at Infantinos modstandere i FIFA fremsætter krav om mere gennemsigtighed og demokratisk inddragelse.

Alligevel må vi forundret spørge, hvorfor det ikke er sket for længe siden. I sine ti år som FIFA-præsident har Infantino gentagne gange tilsidesat alle regler for good governance og blæst på de reformer, der i sin tid bragte ham til magten.

Han har fyret formændene for de uafhængige komitéer, der skulle kontrollere hans embedsførelse og indsat nikkedukker. Han har ladet FIFA dække store private udgifter og rejst med privatfly betalt af lande, som ville opnå fordele hos FIFA. Og det lukkede forløb, som førte til valget af Saudi-Arabien som værtsland for VM i 2034, burde have udløst et par kritiske bemærkninger fra FIFA’s medlemsforbund.

Men næsten alle tav.

Tavshedens lov regerer i fodbold på samme måde som i al anden international idræt. Play the Game har gennem mere end 25 år dokumenteret korruption, dopingskandaler, overgreb, matchfixing og andre brud på idrættens integritet. Vi må konstatere, at reformer udelukkende sættes i værk efter massivt offentligt pres og indgriben udefra.

Det samme grundproblem går igen fra sag til sag

De få, der faktisk råber op, betaler en høj pris.

Det russiske ægtepar Yuliya og Vitaly Stepanov var sammen med den undersøgende journalist Hajo Seppelt med til at afsløre Ruslands statsstøttede dopingsystem. I dag lever de i eksil i USA under vanskelige økonomiske forhold.

I USA måtte unge, sårbare gymnaster gå til journalister og advokater for at få afsløret, hvordan gymnastiklægen Larry Nassar havde begået overgreb på hundredvis af gymnaster. Idrættens institutioner, der skulle beskytte dem, holdt hånden over overgrebsmanden.

Den jordanske whistleblower Abdullah Ibhais betalte en alt for høj pris for at tale åbent om behandlingen af migrantarbejdere forud for VM i Qatar. Det kostede ham flere år i fængsel og en langvarig adskillelse fra sin familie.

Sagerne er vidt forskellige, men de peger på det samme grundproblem: Når idrættens egne institutioner svigter, ender ofre for overgreb, whistleblowere, journalister, advokater, anklagere og politi med ansvaret for at få sandheden frem og stille de ansvarlige til regnskab.

FIFA's krise bør åbne en større diskussion

I den nuværende FIFA-sag har en stor del af opmærksomheden allerede rettet sig mod Infantinos fremtid og UEFA’s jagt efter en mulig efterfølger.

Men et personskifte løser ikke det grundlæggende problem.

En ny FIFA-præsident vil træde ind i de samme magtstrukturer, de samme netværk af loyalitet og afhængighed, de samme incitamenter og de samme svage kontrolmekanismer. Hvis strukturerne består, vil risikoen for nye kriser også bestå.

Derfor bør FIFAs seneste krise åbne en langt større diskussion om, hvem der faktisk holder international idræt til ansvar.

Vejen frem går gennem ClearingSport

Play the Games bud på, hvordan idrætten kan holdes til ansvar, hedder ClearingSport: en uafhængig international enhed, der kan styrke kampen mod kriminalitet, korruption og andre brud på integriteten i international idræt og beskytte atleter og andre, der kommer i berøring med idrætten.

Forslaget bygger på omfattende research og konsultationer med mere end 200 eksperter inden for sportsverdenen, politi og retsvæsen, governance og integritet.

Formålet er enkelt: Der skal fastlægges fælles minimumskrav for, hvordan idrætten styres. Der skal etableres et uafhængigt globalt organ, der kan føre tilsyn med og håndhæve kravene. Efterforskning på tværs af lande og idrætsgrene skal styrkes. Og ikke mindst skal atleter, whistleblowere og andre udsatte have langt bedre beskyttelse samt bedre adgang til retfærdig behandling og konfliktløsning.

ClearingSport skal bygge videre på og styrke arbejdet hos politi, anklagemyndigheder, domstole, offentlige myndigheder, idrætsorganisationer og eksisterende integritetsenheder – ikke erstatte dem.

Idrættens magt er vokset. Kontrollen er ikke fulgt med

De enorme pengestrømme i international idræt tiltrækker ikke kun legitime investorer, men også organiserede kriminelle netværk og andre aktører, der er villige til at udnytte svag regulering, mangelfuld kontrol og interessekonflikter.

De fleste idrætsorganisationer begyndte som amatørbaserede medlemsforeninger. Siden har mange af dem udviklet sig til globale organisationer med milliardomsætninger, store turneringer, tv-rettigheder, sponsorater og enorme kommercielle markeder, mens deres kontrol- og ansvarssystemer ikke har fulgt med udviklingen.

De samme ledere kan være med til at skrive reglerne, sælge produktet, håndhæve reglerne, undersøge mulige overtrædelser og til sidst afgøre, om de selv har handlet korrekt.

Det er ikke regler og initiativer, der mangler i idrætten.

I løbet af de seneste 25 år har idrætsorganisationer, regeringer og internationale organisationer vedtaget hundredvis af love, kodekser og integritetsprogrammer. Mange af disse indsatser er værdifulde.

Men uden stærke og uafhængige institutioner til at håndhæve regler og politikker står idrætten tilbage med omfattende etiske regelsæt på papiret, og uden en pålidelig måde at holde magthaverne ansvarlige på.

Sporten har råd til et nyt organ

Det er ikke gratis at oprette en ny international enhed, men det er dyrere at lade være.

Der bliver hvert år spillet for hundredvis af milliarder dollar på illegale bettingmarkeder. Det anslås, at op mod 140 milliarder dollar årligt bliver hvidvasket gennem sportsbetting. Idrættens styrende organer anslås at have modtaget mere end én milliard dollar i bestikkelse i løbet af 2010’erne. Samtidig peger forskning på, at op mod 80 procent af idrætsudøvere har oplevet psykisk, fysisk eller seksuel vold.

Det er enorme økonomiske, samfundsmæssige og menneskelige omkostninger.

Derfor bør spørgsmålet ikke være, om verden har råd til et nyt internationalt organ. Spørgsmålet er, hvor længe vi har råd til at fortsætte med et system, der igen og igen viser sine begrænsninger.

Der mangler jo ikke penge i elite- og professionel idræt. Idrætsorganisationer, regeringer, sponsorer, tv-selskaber og andre kommercielle aktører, der har økonomiske eller politiske fordele ved sporten, bør alle bidrage.

Det er først og fremmest regeringernes og idrættens ansvar at etablere en ny international enhed, men ingen af dem må kontrollere den alene. Atleter og repræsentanter for civilsamfundet skal sidde med ved bordet sammen med specialister fra politi og retsvæsen samt menneskerettigheds- og antikorruptions-organisationer. Mandatet skal bygge på en bred international aftale mellem disse aktører.

Her har dansk idræt og danske politikere et medansvar. Danmark bør gå forrest og forsøge at samle alle relevante aktører om de næste skridt mod et uafhængigt internationalt tilsyn.

Vejen derhen bliver lang og besværlig. ClearingSport tilbyder ikke en færdigsyet målsnor, men et solidt afsæt, når startskuddet lyder. Vi venter spændt.