Skandaler i Japan afslører olympisk mobning

Japan her inden for det seneste år oplevet en hel serie af sportsskandaler, som på forskellige måder har afsløret, at der eksisterer et brutalt hierarki mellem træner og atlet i mange japanske træningsfaciliteter, også på det olympiske niveau.

Den mest omtalte sag handler om den mangeårige grand-old-man i japansk brydning, Kazuhito Sakae, som i foråret 2018 har måtte bukke for tv-kameraerne og undskylde sin mangeårige chikane af den firdobbelte olympiske mester Kaori Icho. Sakae var på tidspunktet for skandalen formand for træningskomiteen i det japanske brydeforbund og stod i spidsen for talentudviklingen inden for sporten. Siden har han mistet alle tillidsposter og trænerjob inden for sporten.

Det nye er ikke så meget, at der finder mobning, magtchikane, sexchikane og i mangfoldige tilfælde ligefrem fysisk afstraffelse sted inden for den japanske sportsverden. Det har alle med den mindste tilknytning vidst i årevis. Det nye er, at medierne bringer historierne frem som store skandaler, og at almindelige japanere, fra inkarnerede sportsfans til udøvernes forældre, ikke længere vil acceptere den traditionelle praksis.

”Det japanske samfund er generelt blevet meget mere sensitivt over for enhver form for chikane, fra sexchikane til magtchikane,” forklarer Hiroshi Takeuchi, en erfaren sportsjournalist fra det ledende nyhedsbureau Kyodo, som ved de olympiske lege arbejder som pressetalsmand for Japans Olympiske Komité.

”Tidligere var samfundet meget naivt i forhold til fysisk afstraffelse, særligt inden for sportsaktiviteter og i skolernes klasseværelser. Det var helt normalt, at trænerne greb til fysisk afstraffelse, hvis de oplevede, at atleterne eller sportsholdene var dovne eller manglede disciplin,” forklarer han.

”I dag ved vi, at fysisk afstraffelse ud fra vore dages standard er udtryk for magtchikane. Nogle trænere i Japan tror stadig på, at det er deres opgave at være barske over for atleterne, men et flertal af dem, særligt på det olympiske niveau, forstår nu, at det med henblik på at bringe atleternes sportsresultater op på et verdensklasseniveau er er en langt mere effektiv måde at opmuntre atleterne på, hvis man har dialog og samtale frem for at være barsk,” bedyrer Hiroshi Takeuchi.

Systematisk chikane

Ved den store brydeskandale i Japan sidste år blev det afsløret, at Kazuhito Sakae systematisk begyndte at chikanere Kaori Icho, primært mentalt, efter hun havde vundet to guldmedaljer i Athen i 2004 og i Beijing i 2008 og begyndte at tage selvstændige beslutninger om at flytte sin daglige træning fra hans center i Aichi-amtet til et andet anlæg i Tokyo. Det skulle hun ikke selv bestemme, mente han.

Han beordrede i forbindelse med verdensmesterskaberne i 2010 slet og ret Kaori Ichos personlige træner til at afslutte samarbejdet. Han prøvede at fyre træneren for ikke at følge ordrer, men fik i sidste ende ikke sin vilje, omend han med sit pres skabte usikkerhed og utryghed under træningen.

Han lod helt uforklarligt være med at udtage hende til De Asiatiske Lege i 2010. Inden de olympiske lege i Rio i 2016 brugte han sin indflydelse til at forhindre hende i at bruge sit foretrukne træningslokale i Tokyo. Og han gav tydeligt udtryk for sin vrede og antipati, når han mødte hende, ved uden blusel at råbe efter hende, at hun så forfærdelig ud, og at han ikke kunne holde synet af hende ud.

Dette er blot nogle konkrete eksempler på en langvarig og systematisk chikane i årene siden 2010, som i 2018 kom frem i offentligheden i forhold til Kaori Icho og i mindre grad en anden olympisk bryder, og som efter nogle hektiske uger i mediernes søgelys ikke kun tvang Kazuhito Sakae til at undskylde og trække sig fra samtlige poster i den nationale brydningsverden, men i anden omgang også kostede ham hans aktuelle job som træner for brydeholdet på Shigakkan-universitetet i Aichi-amtet.

Avisen Mainichi Shimbun kaldte forholdet mellem Sakae og Icho for et ”forældet forhold mellem en mester og hans discipel”. I hvor stor udstrækning der i den konkrete sag også har været tale om fysisk chikane, omtales ikke direkte i de pæne medier, men den bredere debat, som denne og andre skandaler inden for gymnastik, svømning, hurtigløb på skøjter samt sumobrydning har sat i gang, handler i høj grad om netop dette.

”Jeg tror, at magtchikane ulykkeligvis stadig eksisterer i mange sportsgrene i Japan, fra ungdomsårene til det olympiske niveau, selv om antallet af sager er faldet, sammenlignet med situationen for ti og halvtreds år siden”, vurderer Hiroshi Takeuchi.

Man holder sin mund

Det er tankevækkende, at Kaori Icho ved skandalens udbrud udsendte en erklæring om, at hun intet havde at gøre med de offentlige anklager mod hendes tidligere træner og mester. Det var tre andre olympiske deltagere, som uden hendes vidende havde sendt en officiel klage til de japanske myndigheder over den måde, hun var blevet behandlet på.

”Det har dybe rødder i japansk kultur, at man i den slags situationer holder sin mund. Folk er her ikke vant til at afsløre detaljer om dem selv eller offentligt dele personlige problemer,” har medieekspert og lektor Makoto Watanabe fra Hokkaido Bunkyo Universitet udtalt til Deutsche Welle. ”Samfundet ser ned på dem, som bryder denne uskrevne regel.”

Det samme mønster kan ses i en anden af de meget omtalte sportsskandaler i 2018. En olympisk gymnast, 18-årige Sae Miyakawa, havde selv ved en pressekonference bragt frem, at hun gennem karrieren havde fået mange fysiske tæv af sin træner, som skal have slået hende i ansigtet og revet hende i håret. Men da han efterfølgende blev suspenderet på livstid, var det hende magtpåliggende at understrege, at det ikke var hende, der havde lagt op til så streng en straf, og at hun ikke var enig i, at den skulle være så streng. Hun ville gerne have ham som træner frem mod 2020-legene i Tokyo, og hun beskyldte derimod andre topfolk i forbundet for magtchikane i deres bestræbelser på at presse hende til at lade sig træne af andre.

De traditionelle hierarkier i den japanske sportsverden er en afgørende faktor i, at disse tilfælde af chikane stadig finder sted, og at de færreste ønsker at være med til at lade det udvikle sig til større klagesager og offentlige skandaler. Sportsfolkene er ligesom andre steder i verden totalt afhængige af deres ledere og trænere, hvis de gerne vil udtages til de store konkurrencer i verden, og dette skaber grobund for omfattende chikane og magtmisbrug.

En anden faktor er, at uanset hvor professionelt det hele ser ud på overfladen under de store konkurrencer, så mangler mange af de mindre japanske amatøridrætsforbund i desperat grad både penge og mandskab i perioderne mellem konkurrencerne. Sponsorerne er interesseret i konkurrencernes rampelys og tv-kameraer – ikke i det daglige organisationsarbejde og den daglige træning.

Det giver i hverdagen stor magt til meget få mennesker, som holder maskineriet kørende. Ikke nødvendigvis gode administratorer og retfærdige ledere, men typisk pensionerede sportsfolk inden for samme sportsgren, som har vundet deres prestige gennem resultater på sportsscenen adskillige år tidligere som aktive og trænere. Disse små organisationer er ikke i stand til på nogen effektiv måde at håndhæve regler og etiske retningslinjer ude i træningslokalerne, især ikke i en situation, hvor deres begrænsede ressourcer entydigt er fokuseret på at forberede 2020-legene i Tokyo.

Japansk sport under langsom forandring

Medieinteressen afspejler, at tingene er under forandring i Japan, men det tager sin tid, forklarer Dan Orlowiz, som er sportsjournalist på avisen The Japan Times.

”For hvert gymnasie-baseballhold, som har en træner, der misbruger sin magt over spillerne, er der stadig en masse folk af den gamle skole uden for banen, som vil affeje det med, at det er med til at styrke de unge drenges karakter,” konstaterer han.

Men Japan er ikke desto mindre midt i en proces, hvor man prøver at udrydde de værste eksempler på mobning og magtchikane, og hvor Vesten på en gang er et forbillede og et skræmmebillede. Man ved godt, at for mange af den slags afsløringer vil forringe det ellers positive image, som den japanske sportsverden fra gammel tid har i udlandet.

“Der er flere og flere, som ved, at den slags misbrug fra træneres side ikke accepteres i samme grad i USA og andre steder, og der er også en generation af forældre, som selv har været igennem eftermiddagssport i mellemskole og gymnasium, og som ikke ønsker, at deres børn skal opleve det på samme måde.”

”Jeg tror også på, at efterhånden som flere japanske sportsfolk træner og udvikler deres kunnen i udlandet, bliver de i sig selv et bevis for, at den traditionelle japanske træningsstil ikke er den eneste måde at udvikle succesrige japanske atleter på,” vurderer Dan Orlowitz.