Idan Artikel 03.04.2020

Sportslig succes påvirker ikke medlemstallet i danske fodboldklubber

Det er en udbredt påstand, at når landsholdets stjerner vinder medaljer ved VM eller EM, får successen børn, unge og voksne til at strømme til foreningerne. Idan har testet dette spørgsmål i forhold til danske ligaklubber. Studiet finder ingen gunstige effekter af lokal succes, men negative effekter ved nedrykning.

Selvom det lokale superligahold i fodbold klarer sig godt, fører det ikke til, at flere børn, unge og voksne melder sig ind i fodboldklubben. Til gengæld kan klubben risikere at miste medlemmer, hvis ligaholdet rykker ned. Det viser en ny videnskabelig undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut (Idan) og Norges Teknisk-naturvitenskapelige universitet (NTNU).

I studiet, 'Does Local Sporting Success Affect Sport Participation? An Examination of Danish Professional Soccer’s Effect on Club Membership' tester Rasmus K. Storm fra Idan og Marthe Holum fra NTNU hvorvidt resultater fra danske professionelle fodboldklubber i superligaen og første division har nogen indvirkning på breddeidræt.

Trickle-down effekt er ikke undersøgt på lokale klubber

Undersøgelsen er interessant fordi, man i politiske sammenhænge ofte hører, at elite skaber bredde. Når danske atleter præsterer i det internationale blitzlys, inspirerer det andre til at gå igang med sporten selv, lyder argumentet. Sportslige rollemodeller påvirker f.eks. børn og unges lyst til at melde sig ind de danske idrætsforeninger for selv at prøve kræfter med deres heltes præstationer.

Imidlertid peger den foreliggende forskning på, at man ikke kan regne med nogen automatik på dette område. Selvom enkelte studier i særlige tilfælde identificerer såkaldte ’trickle down-effekter’ peger hovedvægten af evidens på, at internationale sportslige resultater som regel ikke kan siges at have en direkte effekt på breddedeltagelsen. For visse grupper kan påvirkningen af sportslig succes tilmed være negativ.

Hidtil har forskningen dog primært undersøgt den potentielle påvirkning, som landsholdssucces kan have på antallet af medlemmer i klubberne. Stort set ingen studier har kigget på effekten af lokal succes, selv om man godt kunne forestille sig, at lokale sportsstjerners tilstedeværelse i for eksempel byens fodboldklub kan tiltrække sig mere opmærksomhed, end når det danske landshold i håndbold vinder en medalje, f.eks. i en turnering langt fra Danmark. Ved det internationale mesterskab er opmærksomheden desuden kortvaring – omend intens – hvorimod den er mere permanent på lokalt plan.

Ingen positiv effekt på medlemstal

Studiet er baseret på to typer af data: Medlemstal på kommunalt niveau i områder med danske superliga- og 1. divisionsklubber i perioden 2007-2017 og data om klubbernes sportslige resultater i samme periode.

Studiet tester, om klubbernes turneringsresultateter påvirker medlemstallene i kommunerne under kontrol for en række andre forhold, der potentielt kan påvirke udviklingen i medlemstallet der, hvor klubberne har hjemsted.

Studiet finder generelt ingen effekter af sportslig succes og kan dermed ikke bekræfte, at der skulle eksistere lokale trickle down-effekter inden for fodbold.

Til gengæld identificerer studiet en negativ effekt på medlemstallene ved nedrykning. Det kan muligvis forklares med de problemer, en nedrykningstruet klub står overfor. Nedrykning er en form for krise, som den pågældende klub gennemlever, og det kan have den effekt, at klubben ikke fokuserer på at stimulere klubbens bredde og tiltrække nye medlemmer. Nedrykningen kan samtidig tænkes at have en effekt på det samlede antal fodboldmedlemmer i kommunen. 

Studiet er publiceret i det ansete tidsskrift European Sport Management Quaterly.

Læs lignende nyheder

Håndboldherrerne til EM
Idan Kommentar 15.02.2022
Debat: Forestillingen om, at elite skaber bredde, er en virus, der er svær at slå ned
Håndboldherrerne i 2012
Idan Artikel 14.01.2015
Elite skaber ikke bredde
Drenge jubler til fodbold
Idan Artikel 19.12.2023
Litteraturstudie skal skabe fælles forståelse for, hvad der skaber trivsel for børn og unge i foreningsidrætten