Idan Artikel 24.05.2016

Styrketræning hitter blandt børn og voksne

Danskernes valg af idrætsaktiviteter viser en mindre tilbagegang blandt traditionelle idrætsgrene, mens især styrketræning vokser.

Skrevet af: Redaktionen

Op mod hver tredje voksne dansker (30 pct.) angiver at dyrke styrketræning, og aktiviteten har dermed overhalet løb (29 pct.) som den største idrætsaktivitet blandt de voksne danskere. Efter styrketræning og løb følger vandreture, svømning og spinning.

Særligt blandt de yngre voksne er styrketræning stort. Over halvdelen af alle voksne i alderen 16-29 år angiver at styrketræne, men i alle aldersgrupper ligger styrketræning i top-3.

Generelt er der tilbagegang i langt de fleste idrætter, hvilket ud over den lidt lavere idrætsdeltagelse også skyldes en generel tilbagegang i antallet af idrætter, de voksne danskere dyrker i gennemsnit. Hvor folk i 2007 i gennemsnit dyrkede 3,3 aktiviteter og i 2011 2,8 aktiviteter, er tallet nu nede på 2,7 aktiviteter pr. aktiv voksen. Tilbagegangen er især gået ud over klassiske aktiviteter som fodbold og gymnastik.

Blandt de få aktiviteter med fremgang er, ud over styrketræning, yoga og mountainbike. En i denne undersøgelse ny aktivitet som crossfit (4 pct.) overhaler desuden aktiviteter som håndbold (2 pct.) og tennis (2 pct.) blandt de voksne.

Styrketræning i fremgang blandt børn

Også blandt børnene er der en generel tilbagegang for de fleste idrætter, hvilket i tråd med tendensen hos de voksne både skyldes den mindre tilbagegang i idrætsdeltagelsen, og at børn og unge dyrker færre idrætter. Det er tale om et fald fra 3,9 aktiviteter i 2007 over 3,2 aktiviteter i 2011 til 3,0 aktiviteter i 2016.

Klassiske idrætsgrene som fodbold (37 pct.), gymnastik (35 pct.) og svømning (24 pct.) er trods tilbagegang fortsat de største aktiviteter, ligesom ’street’-aktiviteter som løbehjul/skateboard/waveboard/rulleskøjter sammenlagt er store blandt børn og unge.

Styrketræning ligger som den ottendestørste aktivitet fortsat et stykke nede ad listen blandt børnenes foretrukne aktiviteter, men aktiviteten udmærker sig ved at være en af de eneste aktiviteter, der har haft fremgang siden 2011-undersøgelsen. Især teenagerne har taget styrketræning til sig, og blandt de 13-15-årige angiver hele 29 pct. at dyrke styrketræning. Også mindre nicher som kampsport, mountainbike og parkour er nogle af de få aktiviteter, som ikke oplever tilbagegang.

Top-10 over de største aktiviteter blandt voksne

  • Styrketræning (30 pct.)
  • Løb (29 pct.)
  • Vandreture (25 pct.)
  • Svømning (15 pct.)
  • Spinning (11 pct.)
  • Yoga (9 pct.)
  • Cykling (ikke transport) (8 pct.)
  • Gymnastik (8 pct.)
  • Fodbold (7 pct.)
  • Aerobic (7 pct.)

Top-10 over de største aktiviteter blandt børn

  • Fodbold (37 pct.)
  • Svømning (25 pct.)
  • Gymnastik (24 pct.)
  • Løbehjul/skate/wave/rulleskøjte (21 pct.)
  • Løb (18 pct.)
  • Trampolin (17 pct.)
  • Håndbold (13 pct.)
  • Styrketræning (12 pct.)
  • Dans (12 pct.)
  • Spejder (11 pct.)

Læs mere

Maja Pilgaard præsenterede de første overordnede tal fra ’Danskernes motions- og sportsvaner 2016’ på konferencen ’Idrættens største udfordringer V’ den 24. maj 2016. Download Maja Pilgaards præsentation.

Læs lignende nyheder

Mand på MTB
Idan Artikel 24.05.2016
Danskernes idrætsdeltagelse har toppet
Unge mænd hold pause på tribune med basketball
Idan Artikel 16.04.2024
Støtte fra Trygfonden gør det muligt at udvide undersøgelse af danskernes idrætsvaner med fokus på ikke-idrætsaktive
Kvinder i fitness
Idan Podcast 23.01.2023
Danskernes motions- og sportsvaner: Sociale relationer (5:5)
Teenagere dyrker motion
Idan Kommentar 07.12.2022
Idrætsdanmark skal være bedre gearet til unges eksperimenter
SKAKO Concrete i Faaborg er i gang med medarbejdermotion.
Idan Artikel 05.12.2022
Funktionærer får flere motionstilbud på arbejdspladsen end (u)faglærte
Piger løber på gaden
Idan Artikel 03.11.2022
Unge i idrætten: Idrætsdeltagelsen falder, tidsforbruget stiger, og der eksperimenteres med mange idrætsaktiviteter
Folk der løber i en park
Idan Artikel 25.10.2022
Baggrundsrapport om idrætsvaner giver ny indsigt i sammenhængen mellem trivsel og idrætsdeltagelse
Oplæg på Idan Forum
Idan Artikel 10.05.2022
Når forældre er aktive i en forening, stiger chancen for, at deres børn også er det

Download rapporten fra 2016

Mand på mountainbike. Foto: Claus Hilmar
Idan Udgivelse september 2016

Danskernes motions- og sportsvaner 2016