Vi kan ikke løse inaktivitetskrisen med fritidstilbud alene

Det moderne samfund er i høj grad blevet et hyperstillesiddende samfund, hvor fysisk aktivitet ofte er det vanskelige valg og ikke længere en nødvendighed.

For at rette op på befolkningens dalende niveau af fysisk aktivitet har politikerne vedtaget en folkesundhedslov, der skal styrke danskernes sundhed og mindske uligheden i sundhed; specifikt for fysisk aktivitet skal dette løses gennem gode rammer og vilkår for motion og bevægelse i dagligdagen.

I aftaleteksten fremgår, at kommunerne skal løfte opgaven i et tæt samarbejde med civilsamfundet, de almene boligorganisationer, lokale virksomheder med flere.

Der er dog en række iboende udfordringer i vores forvaltning af området, som risikerer at blive en hæmsko for de politisk velmenende intentioner om at gøre noget ved danskernes fysiske aktivitet.

Aktivitet er en ’kan-opgave’

På den ene side er opgaven med at aktivere danskerne gennem idrætsaktiviteter primært placeret under et kulturpolitisk domæne, hvor de enkelte idrætsorganisationer har stor grad af autonomi i opgaveløsningen.

Samtidig ses idræt og fysisk aktivitet, som en lokalpolitisk opgave hos landets kultur- og fritidsforvaltninger og har ikke status af kommunal kernevelfærd. Derfor ender idræt og fysisk aktivitet ofte med at være en ’kan-opgave’, som fylder mindre i kommunerne (og landspolitisk), og som altovervejende lægges i hænderne på et frivilligt foreningsliv, hvor der ofte er en opfattelse (med rette) af, at ’de frivillige ikke kan løse alle opgaver’.

Strukturelt hænger vi derfor fast i løsninger, som i mange tilfælde kan være med til at øge uligheden, hvor dem der kan og vil, samler sig om glæden ved at bevæge sig, og hvor dem der ikke passer ind i foreningslivet, har vanskeligt ved at finde vej til fællesskabet og en fysisk aktiv livsstil.

På den anden side findes en lang række sundhedsindsatser i de kommunale sundhedsafdelinger til særlige målgrupper, og hvor fysisk aktivitet indgår som en naturlig del.

Det gælder for eksempel patientuddannelse med træningsforløb, seniormotion og tilbud til borgere uden for arbejdsmarkedet. Der er samtidig en stigende grad af opmærksomhed i kommunerne på at sikre brobygning fra de kommunale sundhedsindsatser til fysisk aktivitetstilbud af mere blivende karakter blandt andet med bølgen af social prescribing.

Derfor mener vi, at det er tid til, at idræt og fysisk aktivitet skal anerkendes som kernevelfærd.

Vores fysiske omgivelser skal understøtte en fysisk aktiv livsstil, vi skal samtænke den kulturpolitiske fritidsidræt med et sundhedspolitisk blik for sundhedsfremme, forebyggelse, behandling og rehabilitering, samt sikre et socialpolitisk blik for den strukturelle sociale ulighed.

Skævhed i deltagelsen

Vigtigheden af, at noget skal gøres anderledes, understreges af den seneste undersøgelse af ’Danskernes motions- og sportsvaner’ fra 2024. Nok viste den, at knap 6 ud af 10 voksne danskere er en del af en motions- og sportskultur, men det efterlader en tredjedel, som ikke finder vej hertil, og tallene antyder en tydelig social slagside.

For eksempel er andelen, der dyrker sport og motion 48 procent blandt dem med grundskole som højest uddannelsesniveau, 59 procent blandt dem med en erhvervsfaglig uddannelse og 77 procent blandt dem med en lang videregående uddannelse.

Tal fra Region Midtjyllands sundhedsprofil fra 2021 viser desuden, at blot 4 ud af 10 personer levede op til WHO’s anbefalinger for fysisk aktivitet og omkring en femtedel af befolkningen var fysisk inaktive. Også her med en tydelig social ulighed. Oveni dette skal lægges, at fremtidens voksne, de danske børn, ligger i bund i europæisk sammenhæng, når det gælder aktiv leg uden for skole og organiseret fritidsaktivitet.

Sundhedsstrukturkommissionen har peget på, at strukturel forebyggelse er grundlaget for, at sundhedsreformen mærkbart kan løfte danskernes sundhed. Vidensråd for Forebyggelse har fulgt op med en rapport om netop strukturel forebyggelse – altså tiltag, der skaber samfundsmæssige rammer, der gør sunde valg lettere og mere attraktive.

For fysisk aktivitet er anbefalingerne blandt andet forbud mod mobiltelefoner i folkeskolen, øget fysisk aktivitet i skoletiden, tilskud til aktiv transport, lavere priser på offentlig transport, bedre infrastruktur til aktiv transport og rekreative områder samt tilskud til idræt i fritiden.

Hvis vi vil gøre noget ved inaktivitetskrisen, så er der behov for en bred vifte af indsatser orienteret mod rammer og vilkår, der både sikrer gode idrætstilbud til flere og samtidig en radikal ændring af vores fysiske aktivitet i hverdagen.

Kig udover fritidsaktiviteter

Det er vores påstand, at vi ikke kan løse inaktivitetskrisen alene ved at se på fritidsaktiviteter – og ikke kun aktiviteter, der foregår i organiserede rammer.

Vores transport til og fra arbejde, skole, uddannelse, dagtilbud med videre skal være mere aktiv, end det er tilfældet i dag. Kunne man for eksempel få kørselsgodtgørelse for at cykle på arbejde eller uddannelse?

Vores hovedaktiviteter i hverdagen skal også være mere aktive – det gælder børn og unges uformelle leg i fritiden, i uddannelse, skole og dagtilbud, men også sundhedsfremmende fysisk aktivitet på arbejdspladsen for voksne.

På stillesiddende arbejdspladser bør/skal fysisk aktivitet vinde indpas, og på arbejdspladser med fysisk slid og belastning skal arbejdet tilpasses det koncept, Nationalt Forskningscenter for Arbejdsmiljø kalder Guldlok-princippet – altså der, hvor belastningen ikke er for lille og ikke for stor, men lige tilpas for at virke sundhedsfremmende fremfor nedslidende.

De organiserede fritidsaktiviteter skal være tilgængelige for alle, særligt de mindst fysisk aktive. Men det handler også om at reducere fysisk inaktivitet i fritiden derhjemme. Så måske robotplæneklipperen skal skrottes og den gamle håndskubber findes frem igen? Helt generelt skal vi finde måder at gøre en fysisk aktiv hverdag mere attraktiv end vores hyperdigitaliserede og -stillesiddende samfund gør i dag.

Strukturelle løsninger er vejen frem

Når det kommer til fysisk aktivitet, er der ingen lette løsninger – det kræver noget mere af os alle sammen.

Derfor er der behov for at sikre strukturelle løsninger, der fjerner ansvaret for hele tiden at træffe de vanskelige beslutninger fra den enkelte og løfter det op som et fælles samfundsansvar.

Anbefalingerne fra Vidensråd for Forebyggelse er et godt sted at starte, og så bliver det afgørende, at den kommende folkesundhedslov skaber den nødvendige ramme for mere fysisk aktivitet for flere, så vi både lykkes med at løfte den generelle folkesundhed og reducerer social ulighed i sundhed.

Dette debatindlæg har været bragt i Idrætsmonitor