Målet med ny forsøgspulje bør være fællesskab frem for medlemskab

Dette debatindlæg er oprindeligt bragt i Altinget Idræt fredag 11. september 2026

Jeg har i tidligere debatindlæg og kommentarer været efter regeringens tilbøjelighed til at kaste statslige midler efter nye præstigeprojekter på et område, hvor vi faktisk ved rigtig meget om, hvad der virker, men ikke formår at samle kræfterne og økonomien til at sætte det i værk.

Derfor kunne man tro, at jeg ville tænke: ”Endnu en pulje”, da Undervisningsministeriet annoncerede en forsøgspulje, der skal styrke samarbejdet mellem fritidspædagogiske tilbud og fritids- og foreningslivet.

Men faktisk tænker jeg, at denne pulje er en god idé, hvis man sørger for at have fokus på, at målet er, at flere børn og unge benytter sig af fritidslivets tilbud og ikke, som der står i nyheden på ministeriets hjemmeside, at flere børn og unge bliver en del af foreningslivet.

Puljer er et politisk redskab til at sætte retning og skabe incitamenter til nye samarbejder. I dette tilfælde er retningen interessant. Midlerne skal bruges til at udvikle modeller for samarbejde mellem SFO'er, fritidsklubber, ungdomsklubber og foreningslivet med henblik på at få flere børn og unge ind i fritidsfællesskaber.

Det er en ambition, der er svær at være uenig i.

Men jeg kan være bekymret, når målet i flere beskrivelser af indsatsen synes at være, at flere børn og unge skal blive en del af foreningslivet. Foreningslivet er utvivlsomt en vigtig arena for fællesskab i Danmark, men det interessante ved den nye pulje er netop, at der bliver kastet lys på, hvordan fritids- og ungdomsklubberne kan spille en rolle i forhold til fritidslivet.

Fritidsklubbers personale byder ind med særlige kompetencer og tid

Der er nemlig noget særligt ved de fritidspædagogiske tilbud, som har været overset i debatten, men som nu synes at få vind i sejlene med det nye regeringsgrundlag.

SFO'er, fritidsklubber og ungdomsklubber råder over fagprofessionelle medarbejdere med pædagogiske kompetencer og tid til at skabe relationer. De kan arbejde systematisk med børn og unge, som har brug for ekstra støtte til at finde fodfæste i sociale fællesskaber.

Netop de kompetencer og mulighed for at give støtte efterspørger foreningerne ofte. Mange foreninger ønsker at rumme flere børn og unge med forskellige behov, men oplever samtidig, at det kan være vanskeligt at løfte opgaven alene med frivillige kræfter.

Derfor giver det god mening at undersøge, hvordan de fritidspædagogiske tilbud og foreningslivet kan supplere og styrke hinanden frem for udelukkende at se på, hvordan klubtilbuddene kan understøtte, at der kommer flere medlemmer i foreningerne.

Puljen åbner for spørgsmål som: Kan partnerskaber med lokale idrætsforeninger, kulturaktører eller andre fællesskaber skabe mere attraktivt indhold i klubberne? Kan de give flere børn og unge lyst til at bruge disse tilbud? Kan samarbejdet skabe en vej for dem, som aktuelt hverken benytter sig af fritids- og ungdomsklubtilbud eller går til noget i en forening? Hvis svaret er ja, vil det være en succes, uanset om der kommer flere medlemmer i foreningerne eller ej.

Fritidsklubber og ungdomsklubber rummer et vigtigt potentiale for at skabe betydningsfulde fællesskaber for mange børn og unge, men klubberne oplever præcis ligesom foreningerne dalende tilslutning i takt med, at børnene bliver ældre og mere selvstændige. De to aktører har altså parallelle udfordringer med især ungemålgruppen, som er værd at sætte spot på.

Viden er en vigtigere gevinst end flere aktiviteter

Danmark mangler grundlæggende ikke fritidstilbud. Vi mangler at implementere måder at understøtte vejen til de fællesskaber, der allerede findes. Netop derfor er det positivt, at den nye forsøgspulje ikke alene fokuserer på aktiviteter, men på samarbejder og brobygning.

Indsigter fra et omfattende litteraturstudie af forskning på området, som Idrættens Analyseinstitut i øjeblikket gennemfører for Grundfos Fonden, viser, at deltagelse i fritidslivet ikke nødvendigvis opstår, fordi et nyt aktivitetstilbud vinder frem. Det kræver ofte relationer, tillid og voksne, som hjælper børn og unge med at finde fodfæste i nye fællesskaber.

Derudover viser forskningen, at det er vigtigt, at aktiviteterne har en mere uformel karakter præget af leg og hygge frem for de præstationslogikker, som man ofte finder i det etablerede foreningsliv, og som mange af de eksisterende medlemmer i øvrigt er rigtig glade for.

Den vigtigste gevinst ved Undervisningsministeriets nye pulje bliver derfor ikke nødvendigvis de konkrete aktiviteter, der udvikles de kommende år. Den største gevinst kan meget vel blive den viden, der skabes om samarbejdet mellem fritidspædagogiske tilbud og foreningslivet, og om hvordan flere børn og unge kan opleve at høre til i et fællesskab.

Hvis udfaldet omvendt bliver, at flere aktiviteter i fritidsklubben kommer til at ligne de tilbud, man møder i foreningslivet, vil det være et selvmål.