Hvor bliver den kritiske journalistik om VM 2026 af?

Dette debatindlæg er første gang bragt i Journalisten.dk 21. maj 2026

Om lidt vil danske mediehuse sende deres journalister, kommentatorer og eksperter til VM i fodbold 2026.

Der bliver næppe mangel på optakter, landsholdshistorier, taktiske analyser, og positive fanreportager, podcasts, liveblogs og begejstring, når bolden først ruller i USA, Mexico og Canada.

Det skal der heller ikke. Men hvor er den vedholdende, undersøgende og kritiske dækning af, hvad VM 2026 faktisk er for en begivenhed?

Det er, som om den kritiske danske presse endnu ikke rigtigt er mødt op.

Enkelte kritiske vinkler har da fået spalteplads i ny og næ. Men hvor er de store fortællinger om de mennesker, byer og lokalsamfund, der allerede nu mærker konsekvenserne?

Hvor er den journalistik, der behandler VM 2026 som det, det også er: et politisk, kommercielt og menneskeretligt gigantarrangement?

Kontrasten til VM i Qatar er slående.

Dengang var danske medier – med god grund – optaget af migrantarbejdere, dødsfald, arbejdsforhold, LGBTQ+-rettigheder og DBU’s og FIFA’s ansvar. Dækningen kom ikke altid tidligt nok, og den var heller ikke altid dyb nok. Men den var der. Den voksede. Den satte dagsordener.

Den gjorde det vanskeligt for DBU, sponsorer, politikere og FIFA at lade som om, VM blot var en fodboldturnering.

I dag virker danske mediers interesse mærkbart mindre. Og det er bekymrende.

Måske skyldes det, at historien om VM i Qatar var lettere at få øje på. Døde migrantarbejdere, det slaverilignende kafala-system, regimets undertrykkelse, og topmoderne VM-stadioner presset sammen i et lillebitte, stenrigt land var en klar og stærk fortælling. Den var konkret, moralsk umiddelbar og den kunne visualiseres.

VM 2026 er indholdsmæssigt mere komplekst. Det udspiller sig ikke i ét lille mellemøstligt værtsland, men på tværs af det nordamerikanske kontinent i lande, vi kender langt bedre.

Problemerne er spredte og ofte mindre synlige: visumregler, immigration, hjemløshed, byudvikling, vandrettigheder, klimaaftryk, politisk opportunisme, betting, prediction markets, pressevilkår og FIFA’s stadigt tættere forhold til magtfulde politiske ledere.

Men kompleksitet må ikke blive en undskyldning for tavshed.

Tværtimod burde et fodbold-VM igen – desværre – være en gave til kritisk journalistik. Det er en turnering, der samler nogle af de mest presserende spørgsmål i international sport: Hvem tjener på megaevents? Hvem betaler prisen? Hvem får adgang? Hvem bliver skubbet væk? Hvem beskytter FIFA? Og hvem tør stille spørgsmålene, mens festen nærmer sig?

I Vancouver frygter menneskerettigheds- og civilsamfundsorganisationer, at hjemløse og socialt udsatte i Downtown Eastside vil blive presset ud af de offentlige rum, når byen skal gøres klar til verdens største fodboldfest. I Mexico City, Monterrey og Guadalajara møder VM-projekter modstand fra lokalsamfund, der kæmper med vandmangel, gentrificering, privatisering og pres på sårbare økosystemer. I USA rejser Trumps anden præsidentperiode alvorlige spørgsmål om grænsekontrol, migration, pressefrihed og politiske protester under slutrunden.

Samtidig har FIFA under Gianni Infantino bevæget sig stadig tættere på den politiske magt. Det er en del af en bredere udvikling, hvor FIFA taler om fred, inklusion og menneskerettigheder, mens organisationen i praksis bliver stadigt mere villig til at omfavne autoritære ledere, svage kontrolmekanismer og kommercielle muligheder.

Og så er der betting.

FIFA’s voksende samarbejder og relationer til bettingoperatører, prediction markets og datavirksomheder bør være et hovedtema i enhver seriøs dækning af VM 2026. Ikke mindst fordi den globale bettingøkonomi i stigende grad opererer illegalt. Det er en industri, der trækker tråde til dybt kriminelle miljøer og i yderste led også til slavelejre i Asien, hvor mennesker tvinges til at drive online-svindel og gamblingrelateret kriminalitet.

Data fra sportsbegivenheder som VM bliver en del af disse hjul, længe før sporten selv har forstået konsekvenserne. Eller måske snarere: længe før sporten har ønsket at forstå dem. For FIFA er langt fra alene. Store dele af international fodbold – ikke mindst mange europæiske storklubber – tjener allerede store penge på den samme bettingindustri, som samtidig skaber nogle af de mest alvorlige integritetsproblemer i sporten.

Hvor er de danske mediers vedvarende historier om det?

Hvor er interviewene med eksperter? Under VM i Qatar var der næsten ingen ende på, hvor mange udenrigspolitiske eksperter der tog del i debatten. Hvor er de nu? Hvor er granskningen af FIFA? Hvor er fortællingerne om bettingindustriens ødelæggende konsekvenser for den sport, mange elsker så højt? 

Hvor er spørgsmålene til DBU om, hvordan man ser på dette VM – og ikke mindst på FIFA’s kurs under Infantino? Hvor er de kritiske spørgsmål til rettighedshavere, sponsorer, journalister og kommentatorer, der snart vil pakke turneringen ind i begejstring?

Der er en fare for, at vi gentager et velkendt mønster: Først når vi nærmer os festen, kommer der lidt kritisk journalistik. Så ruller bolden, og så er vi alle euforiske endnu en gang. Og når det hele er ovre, vil spørgsmålet om, hvorfor ingen gjorde mere tidligere, igen dukke op.

Men journalistikkens opgave er netop at være tidligere ude. Hænger de danske medier stadig fast i startblokkene?

Tiden er i hvert fald ved at rinde ud.