Ny undersøgelse viser, at sportsevents ikke fungerer som løftestang for at forbedre menneskerettighederne

Denne artikel er første gang bragt som 'Ny viden' på Idrætsmonitor 26. maj 2026

Da FIFA’s præsident Gianni Infantino i december 2024 annoncerede, at Saudi Arabien i 2034 skal være vært ved VM i fodbold, udtalte han, at det ville skabe forbedringer i landets menneskerettighedssituation og skubbe på sociale forbedringer.

Udtalelsen lå på linje med de argumenter, han tidligere fremførte i forbindelse med VM i Qatar i 2022, hvor han i et interview på FIFA’s egen hjemmeside lagde vægt på, at slutrunden havde bidraget til at styrke rettighederne for ”hundredtusindvis af arbejdstagere” takket være de forandringer, der skete i forbindelse med slutrunden.

Argumentet om, at menneskerettigheder kan styrkes gennem værtskaber for store sportsbegivenheder, er blevet gentaget mange gange i historien. I 2017 anførte FN’s Menneskerettighedsråd sågar, at potentialet for forbedringer af menneskerettigheder er til stede, fordi de store events kan bidrage til at promovere menneskerettighedsprincipper, når mennesker samles på tværs af nationaliteter.

Ideen om, at sportsevents kan virke som katalysator for forbedringer socialt, økonomisk og på menneskerettighedsområdet, er da også besnærende. Den bygger på en logik om, at når verdenspressen sætter fokus på eventen, så bliver brud på menneskerettigheder vanskeligere, da pres fra NGO’er, politikere og internationale aktører gør en forskel.

Men er det rigtigt?

Det spørgsmål har jeg undersøgt i et nyt studie, “Sport and Human Rights Issues: Can Major Sporting Events Improve Civil Liberties? An Examination of the Olympic and FIFA World Cup Host Nations Following the World War II”, der netop er blevet publiceret i Journal of Sport and Social Issues. Det er sket i samarbejde med professor Tor Georg Jakobsen, NTNU Business School i Trondheim.

Et gennemgribende studie af OL og VM siden 1946

I studiet gennemgår vi systematisk udviklingen i alle de lande, der var værter for sommer-OL og VM i fodbold i perioden 1946 til 2022, for at afgøre, om værtskabet rent faktisk har haft en gunstig indvirkning på menneskerettighedssituationen i de respektive nationer.

Det er sket ved at undersøge, om der er sket udviklinger i det ’Civil Liberties Index’, der er udviklet i forbindelse med det såkaldte ’Varieties of Democracy-projekt’, og som løbende holder øje med demokrati- og rettighedsudviklingen i alle verdens nationer.

Indekset opstiller mål for, i hvilken grad borgerne i et land oplever, at de har rettigheder som f.eks. ytringsfrihed, frihed fra politisk vold og tortur, frihed fra tvangsarbejde, foreningsfrihed, religionsfrihed, og studiet har set på, om der er sket væsentlige ændringer i indekset i tiden op til og lige efter sportsbegivenheden.

Resultaterne af vores studie viser, at events ikke kan siges at spille ind som løftestang for at forbedre menneskerettighederne. Mere specifikt peger resultaterne på, at selvom der i nogle tilfælde sker bedringer i værtsnationerne i forbindelse med de store events, så er de ofte marginale og midlertidige.

Samtidig er der talrige eksempler på, at værtsnationerne har brugt OL eller VM som anledning til at opnå strategiske mål eller legitimere brud på menneskerettighederne. F.eks. når argumenter om sikkerhed dækker over repression mod NGO’er, politiske aktivister eller andre uønskede grupper i samfundet.

Der er også eksempler på, at værtsnationerne bruger begivenhederne til at pudse regimets image af og aflede opmærksomheden fra sociale eller politiske problemer. Det skete f.eks.  ved OL (2016) og VM i fodbold i Brasilien (2014), hvor Amnesty International blandt andet rapporterede om politivold og tvangsforflyttelser af mennesker i forbindelse med, at der blev bygget infrastruktur og faciliteter til begivenhederne, samtidig med, at de brasilianske myndigheder og politikere søgte at skabe et langt mere positivt image af landet.

Derudover peger resultaterne på, at selvom de store sportsbegivenheder i enkelte tilfælde kan understøtte demokratiseringsprocesser eller forbedringer af menneskerettigheder, så er de aldrig årsagen. De symboliserer snarere udviklingen.

Sydafrika havde for eksempel allerede lagt apartheid bag sig, da landet blev valgt som VM-vært, og værtskabet i 2010 blev snarere en markering af en transformation, der var sat i gang langt tidligere, end det var en årsag.

I Spanien havde man ganske vist fået tildelt slutrunden i 1966 under Francos fascistiske regime, men landet var kommet videre og brugte eventen til at vise sin omstilling til moderne tider og demokrati, da man var vært for VM i 1982 og senere OL i 1992.

Svært at afgøre om pligt til at respektere rettigheder får effekt

Studiets resultater gør det naturligt at spørge, om man i fremtiden kan se store sportsbegivenheder som katalysatorer for menneskerettighedsforbedringer.

Der er et teoretisk håb om forbedringer, da FIFA og IOC i slutningen af 2010’erne begyndte at indskrive krav til værtsbyer og -lande om at respektere menneskerettigheder i udbudsmaterialerne.

I fodbold er værtsnationer kontraktligt forpligtede til at respektere menneskerettigheder fra og med VM i fodbold for kvinder i 2023. For IOC's vedkommende gælder det samme fra og med sommer-OL i 2024 og vinter-OL i 2026.

Dette studie omfatter kun sommer-OL og VM-slutrunder frem til og med VM i Qatar i 2022, og derfor er det endnu for tidligt at sige, om tiltagene vil gøre en forskel, og om FIFA eller IOC reelt vil sanktionere værtsnationerne, hvis de ikke lever op til forpligtelserne.

Baseret på den historiske erfaring må man være skeptisk, og derfor er det vigtigt, at der fortsat sættes lys på problematikkerne. Forskningsmæssigt bidrager undersøgelsen derfor til at danne grundlag for fremtidige studier af forholdet mellem menneskerettigheder og værtskab for store sportsbegivenheder.