Opfølgning på trivselsundersøgelse: Alle har et ansvar for det gode eliteidrætsmiljø, men hvem skal tage teten?

Tidligere i år offentliggjorde Idan en undersøgelse af Team Danmark-atleternes trivsel baseret på en spørgeskemaundersøgelse. Den viste blandt andet, at størstedelen af atleterne trives, men at der også er forhold, som man bør være opmærksomme på.

Blandt andet svarede 17 pct. af atleterne på undersøgelsestidspunktet, at de har oplevet grænseoverskridende adfærd det seneste år, mens kun 61 pct. af atleterne var enige i, at den sportslige ledelse tager hånd om uhensigtsmæssig adfærd i gruppen, hvis den opstår.

Nu har Idan, på Team Danmarks opfordring, fulgt op på undersøgelsen ved at interviewe en række atleter, landstrænere og sportschefer fra Team Danmark-støttede specialforbund. Ifølge Rasmus K. Storm, der er analyse- og forskningschef i Idan, bekræfter interviewene langt hen ad vejen det billede, som den tidligere spørgeskemaundersøgelse tegnede.

”De atleter, vi har talt med, har ikke været involveret i alvorlige sager, der direkte er gået ud over deres trivsel, men vi er blevet klogere på, hvad det er for nogle konflikter, der kan opstå, hvordan de påvirker trivslen, og hvorfor de også i nogle tilfælde kan være svære for trænerne at opdage,” siger Rasmus K. Storm.

De gennemførte interviews viser blandt andet, at der kan være mindst tre forskellige former for konflikter på spil, som i nogle tilfælde kan blive problematiske og i enkelte tilfælde decideret grænseoverskridende.

• Sportslige konflikter
• Personlige konflikter
• Professionelle konflikter

De sportslige konflikter kan for eksempel handle om, at man kommer til at køre ind i nogen, sejle over i andres baner eller lignende, mens de personlige konflikter kan handle om, at to atleter ikke kan lide hinanden eller har et makkerskab, der ikke fungerer.

”Når man bruger så meget tid sammen, så kan man ikke undgå, at man også bliver uvenner. Eller i hvert fald sure på hinanden midlertidigt. Vi har ikke de store problemer med det, men det med at få italesat, hvad der egentlig irriterer én og på sin vis få noget luft og få det sagt – det hjælper,” siger en af de interviewede atleter.

De professionelle konflikter knytter sig i stedet til at blive prioriteret til eller fra. Samlet eller hver for sig kan de tre former for konflikter være med til at give nogle store clash, der kan resultere i problematiske, vedvarende konflikter eller decideret grænseoverskridende adfærd.

Konflikterne opdages for sent

Spørgsmålet er så, hvordan man undgår konflikterne eller tager hånd om dem, hvis de opstår. Ifølge både atleter og forbundsrepræsentanter kan det være svært helt at undgå, fordi elitesporten ér et miljø, hvor bølgerne kan gå højt, fordi der konkurreres på marginaler, og indsatsen er høj. Alle interviewede er dog enige i, at uacceptabel adfærd ikke skal tolereres.

Både atleter og forbundsrepræsentanter giver desuden udtryk for, at det kan være svært for trænere og ledere at opdage konflikterne, fordi de kan opstå i krogene. En af de interviewede forbundsrepræsentanter siger:

”Det sværeste er at opdage, at der er konflikter. De gange, vi har oplevet konflikter eller problematisk adfærd, får ledelsen først kendskab til det, når det ’eksploderer’”.

Det kan være en af grundene til, at kun 61 pct. af atleterne oplever, at der bliver taget hånd om konflikterne, forklarer Rasmus K. Storm. Ifølge atleterne kan det dog også handle om, at alt konflikthåndtering ikke nødvendigvis tages op i plenum.

”Jeg tror, at det er svært, og jeg kunne også forestille mig, at det ikke altid bliver set, hvad ledelsen gør ved det. Jeg tror måske ikke, alle deler alt eller får set, hvad der bliver gjort. Hvis man har et problem med en anden spiller og nævner det, så vil træneren jo ikke holde et møde for alle og sige: ’Bang! Der er det her problem med ham her’,” siger en af atleterne.

Hvem har ansvaret for den gode kultur?

De interviewede atleter understreger, at det er vigtigt, at atleterne selv tager ansvar for at få sagt fra og hjælper hinanden med at få italesat problemerne. En atlet siger:

”Der skal skabes en tillid, så andre atleter også kan bryde ind og snakke om, hvordan tonen er, og hvordan folk behandler hinanden. Det skal ikke være landstræneren, der i egen person overhører alt og slår ned på det – der er det vigtigt, at alle hjælper hinanden”.

Men når det kommer til at snakke åbent om trivsel og mentalt helbred, kan det være svært. Det er hvert fald det indtryk, som Rasmus K. Storm har fået, efter at have interviewet atleterne.

”De er lidt tilbageholdende med at tale med andre atleter om, hvordan de har det, fordi deres nærmeste holdkammerater også i mange tilfælde er deres konkurrenter,” forklarer han.

Flere atleter efterspørger derfor, at man får arbejdet med at få gjort det mere naturligt at få bragt det mentale helbred på banen.

”Det handler om, at man har et sprog for det, og at man har en måde at tage det emne op og på en eller anden måde lære af hinanden i et konstruktivt forum, hvor det ikke er tabu,” siger en af atleterne.

Atleter og forbundsrepræsentanter er imidlertid ikke altid enige om, hvordan man får skabt den form for kultur, forklarer Rasmus K. Storm. Atleterne synes for eksempel primært, at ansvaret ligger hos træneren og forbundet. En atlet siger således:

”Jeg tror virkelig meget, at det er kulturspørgsmål, og (…) det kan selvfølgelig godt siges, at sådan noget kan og skal komme fra atleterne, men initiativet eller kulturen er nødt til at blive hjulpet på vej af trænere og forbund.”

Nogle landstrænerne har imidlertid den holdning, at atleterne selv har et stort ansvar og skal være skabere af deres eget gode miljø, forklarer Rasmus K. Storm. Han understreger dog samtidig, at der ikke er nogen, der mener, at de ikke selv har et ansvar, men at der synes at være en usikkerhed om, hvem der har teten.

”Samlet set giver interviewene et indtryk af, at der er enighed om, at der er mange, som er ansvarlige for at skabe en sund eliteidrætskultur herhjemme, og ansvaret kan i udgangspunktet ikke placeres ved en enkelt person eller en enkelt instans. Men samtidig oplever vi, at de forskellige aktører lidt har tendens til at pege på hinanden,” siger han.

”Det peger på, at man skal skabe en bedre kollektiv bevidsthed om, hvordan man håndterer konflikter af forskellig slags i miljøet,” tilføjer han.

Bagsiden af det skærpede fokus på trivsel

Selvom det som udgangspunkt er positivt, at der er kommet mere fokus på trivsel i eliteidrætten, så har de forskellige sager, der har været i pressen om mistrivsel og grænseoverskridende adfærd, haft en bagside, forklarer Rasmus K. Storm.

En forbundsrepræsentant giver dette eksempel på udfordringen: 

”En afledt negativ konsekvens af svømmesagen kan være, at trænere ikke tør tage affære, hvis de opdager f.eks. en begyndende spiseforstyrrelse. Så trækker de følehornene til sig og forholder sig ikke til deres atleters sundhed eller vægt, da det er et ømtåleligt emne.”

Flere af de interviewede forbundsrepræsentanter giver således udtryk for, at der er opstået en nervøsitet blandt ledere og trænere for at blive hængt ud i pressen.

”Det kan have den konsekvens, at man ikke får taget hånd om begyndende problemer på grund af berøringsangst – og det er heller ikke hensigtsmæssigt,” siger Rasmus K. Storm.

Det påpeges, at der er behov for at finde en måde at være i den nye situation på. Nogle forbundsrepræsentanter peger derfor på, at det er vigtigt, at dem, der kommer til at stå for at håndtere den nye whistleblowerfunktion i regi af Anti Doping Danmark, har forståelse for eliteidrættens præmis.

”Derudover lægger de vægt på, at der er et anonymt rum til at komme af med eventuelle utilfredsheder. Fordi det ikke er alle, der bryder sig om at gå direkte til sportschefen eller til rette vedkommende pga. de magtrelationer, der er i spil. Derfor er det vigtigt, at der er et sted, hvor atleterne kan drøfte konkrete problematikker i fortrolighed,” siger Rasmus K. Storm.