Stanis Elsborg: ”Der skal handles nu, hvis idrætten fortsat skal være en kulturbærer for demokrati og fællesskab”

Dette debatindlæg er først blevet bragt i Idrætsmonitor

Der er ingen tvivl om, at sport og idræt – fra græsrodsniveau til international elite – har potentiale til at fremme værdier som lighed, samarbejde, fællesskab og glæde. Derfor holder så mange af os af idræt – og derfor har vi en forpligtelse til at passe på den.

Men idrætsverdenen befinder sig i en alvorlig krise. En krise der truer dens værdier, integritet og fundamentet for tilliden til de organisationer, der burde beskytte den.

Illegal gambling, matchfixing, økonomisk kriminalitet, doping, korruption, overgreb og magtmisbrug præger sektoren. Og vi må være ærlige: Idrættens egne organisationer har ikke formået at beskytte idrætten og dens aktører.

Tallene taler deres tydelige sprog:

• Bettingrelateret matchfixing i europæisk fodbold vurderes at have en årlig værdi på op mod 1 milliard euro.
• Idrætsorganisationer modtog estimeret 1,1 milliard US dollars i bestikkelse i 2010'erne.
• 82% af bettingindustrien på op mod 1,7 billioner US dollars er illegal.
• 80% af sportsudøvere har oplevet fysisk, psykisk eller seksuel vold.
• 21% kvinder og 11% mænd har som børn oplevet seksuelle overgreb i sport.
• Op mod 140 milliarder US dollars hvidvaskes årligt via sportsbetting.
• Dopingmarkedet i Italien er vurderet til 425 millioner euro årligt.
• Korruption findes i alle faser af infrastrukturprojekter ved store sportsbegivenheder. 

Idrætten vender det blinde øje til

Problemerne er ikke enkeltstående. De er strukturelle. Governance-udfordringer som manglende gennemsigtighed og svage demokratiske processer præger fortsat aktører som IOC, FIFA, UEFA og en række andre idrætsforbund. Skåltaler om good governance og positiv forvaltning af idrætten står i skærende kontrast til virkeligheden.

Et eksempel, som idrætten aldrig selv adresserer og fejer under gulvtæppet, når andre vover: Nasser Al-Khelaifi.

Han koncentrerer magt på tværs af sport, politik og forretning som blandt andet minister i Qatar, præsident for PSG, formand for BeIN Media Group og European Club Association, bestyrelsesmedlem i UEFA og Qatars investeringsfond.

Samtidig har Al-Khelaifi været forbundet med alvorlige sager om bestikkelse, luksusgoder til FIFA-ledere, og ulovlig frihedsberøvelse.

Siden han kom i UEFA’s bestyrelse i 2019, har BeIN Sports landet eksklusive rettighedsaftaler, mens Qatar er blevet storsponsor for UEFA gennem Qatar Airways og Visit Qatar.

Han kan skifte kasket ved forgodtbefindende ved forhandlingsbordet - som klubleder, politiker, forretningsmand, mediechef eller bestyrelsesmedlem i vigtige idrætsorganisationer.

Men idrætslederne forholder sig tavs trods åbenlyse governance-problematikker og interessekonflikter.

Al-Khelaifi er et af mange eksempler på, at idrætslederne lukker øjnene for interessekonflikter. Et systemproblem, der undergraver dens troværdighed og rolle demokratisk værdibærer – med alvorlige menneskelige konsekvenser.

Et internationalt modsvar

Idrætten er mere end konkurrence. Den kan være ramme for dannelse og fællesskab. I idrætsforeningen lærer børn og unge om ansvar, regler, fællesskab, samarbejde og om at spille hinanden gode.

Når integriteten kompromitteres, undergraves de værdier, idrætten bryster sig af. Kan vi så stadig påstå, at idrætten er et offentligt gode?

Hos Play the Game har vi i tre årtier dokumenteret, debatteret og foreslået løsninger.

Senest har vi foreslået at oprette en uafhængig international enhed, der kan beskytte idrætten mod kriminalitet, korruption og brud på integriteten, herunder overgreb.

Enheden skal:

• koordinere eksisterende netværk og fastsætte minimumsstandarder for integritet
• være en global regulator med overvågnings- og sanktionsmuligheder
• efterforske sager og beskytte whistleblowere
• tilbyde uvildig vejledning, mægling og voldgift.

Og vigtigst: Enheden skal drives uafhængigt af idrættens egne organisationer. En detaljeret beskrivelse kan findes på www.clearingsport.org.

Vi kan ikke vente længere

Mit budskab er enkelt: Der skal handles nu.

Hvis vi vil genopbygge tilliden og sikre, at idrætten også i fremtiden kan være kulturbærer for demokrati, menneskerettigheder og fællesskab, er tiden inde til at tage ansvar. Vi ved, hvad der sker, når vi ingenting gør.

Nogle idrætsledere vil frygte at miste kontrol og suverænitetsafgivelse. Men hvem gavner det, hvis vi fortsætter med at overlade ansvaret til de samme strukturer, der har svigtet igen og igen?

I Play the Game er vi klar – med viden, netværk og løsninger. Men vi har brug for, at flere tør tage næste skridt.

For i sidste ende handler det om ét spørgsmål: Hvilken idrætsverden ønsker vi at give videre til de næste generationer?