Idan Artikel 18.10.2016

Studie viser sammenhæng mellem skoleelevers karakterer og kondital

Et nyt studie fra AAU viser, at folkeskolelever med højt kondital scorer bedre karakterer i skolen end klassekammeraterne med lavt kondital.

Skrevet af: Anna Rex Wittig

Det tyder på, at det kan betale sig at give plads til fysisk aktivitet i løbet af skoledagen, hvis eleverne skal klare sig fagligt godt i skolen. For elever med højt kondital er bogligt stærkere og opnår højere karakterer end deres jævnaldrende klassekammerater med lavt kondital.

Det viser et nyt studie ’Association Between Physical Fitness and Academic Achievement in a Cohort of Danish School Pupils’ fra Aalborg Universitet (AAU), som har set på sammenhængen mellem folkeskoleelevers fysiske form og faglige præstation.

”Studiet viser en sammenhæng mellem folkeskoleelevers kondital og karakterer. Folkeskoleelever med høje kondital performer bedre akademisk end jævnaldrende med lavere kondital uafhængig af socioøkonomisk status og etnisk baggrund,” siger Mikkel Porsborg Andersen, der blandt en række andre forskere ved Aalborg Universitet er hovedforfatter på studiet fra i år.

Resultaterne bygger på en undersøgelse blandt i alt 1.119 elever på skoler i Aalborg Kommune, hvor både drenge og piger i alderen 13-15 år har fået målt deres kondital. Ud over den positive sammenhæng mellem kondital og karakter tyder studiet også på, at der ikke er nævneværdig effekt forskel blandt drenge og piger.

”Overordnet er der en positiv sammenhæng mellem folkeskoleelevers kondital og karakterer for begge køn. Resultaterne af analyserne viser, at en pige, der har et kondital på 10 enheder (VO2max) højere end sin kvindelige klassekammerat, scorede gennemsnitlig 0,9 karakter bedre ved afgangseksaminerne i 9. klasse. En dreng med et kondital på 10 enheder (VO2max) højere end hans mandlige klassekammerat scorede gennemsnitlig 0,6 karakter bedre,” forklarer Mikkel Porsborg Andersen.

Ny viden kan sætte skole- og sundhedspolitikker til debat

Det er det første danske studie, som har undersøgt sammenhængen mellem kondital og karakterer, og i kølvandet på den nye folkeskolereform i 2014 med mere fysisk aktivitet på skoleskemaet, kan resultaterne ifølge Mikkel Porsborg Andersen bidrage til debat om betydningen af fysisk aktivitet i folkeskolen.

”Sættes resultaterne i relation til den nye skolereform, så virker den ekstra tid til fysisk aktivitet yderst hensigtsmæssig. De enkelte skolemiljøer kunne fokusere på at introducere fysiske aktiviteter, hvor eleverne flere gange om ugen har pulsen over snakke grænsen, for det ville skabe mulighed for, at elevernes kondital kunne forbedres. Det vil umiddelbart have en positiv betydning for elevernes sundhedstilstand og kan muligvis have positiv effekt på deres faglige præstationer,” siger Mikkel Porsborg Andersen, som samtidig understreger, at der ikke er tale om en kausal sammenhæng.

Studiet skal derfor betragtes som grundforskning, der viser en sammenhæng mellem kondital og karakterer, og som danner grundlag for ny forskning, der kan undersøge sammenhængene nærmere. Mikkel Porsborg Andersen har i forlængelse af det nye studie selv planer om at udvide sin forskning på området og undersøge sammenhængen mellem elevernes kondital og deres til- og fravalg af en ungdomsuddannelse.

”Studier af denne art er relevante, da de kan være med til at belyse væsentlige elementer indenfor aktuelle politiske diskussioner vedrørende sundhed-, skole- og uddannelsespolitik i Danmark,” siger han.

Studiet er publiceret i det amerikanske tidsskrift ’Journal of School Health’ og er støttet af Helsefonden.

Læs mere

Læs mere om studiet her

Læs lignende nyheder

Motionsløbere på mark
Idan Artikel 27.11.2024
SDU lancerer stor database med resultater fra 'Danmark i Bevægelse'
Drenge, der styrketræner i fitness
Idan Artikel 18.11.2024
Ny rapport: Fitnessdoping har bredt fat i danskerne, men især de unge mænd vækker bekymring
børn til karate
Idan Artikel 08.11.2024
Fra konkurrence til motivation, lyst og idrætsglæde: Projektet ‘Let's Go’ styrker børns idrætsdeltagelse i Fredericia Kommune
Glade børn, der holder i hånd
Idan Artikel 04.09.2024
Nyt studie opsummerer, hvad der fremmer trivslen blandt børn og unge i foreningslivet
Ældre spiller bordtennis
Idan Artikel 02.09.2024
Idan skal undersøge samfundsværdien af, at ældre over 60 spiller bordtennis
piger, der spiller basketball
Idan Artikel 21.08.2024
Børn og unge med dårlig trivsel prøver kræfter med idræt, men falder fra igen
mand løber med baby i stroller
Idan Artikel 19.08.2024
Ny rapport: Sæsonvariationer og livsbegivenheder gør, at vi skifter ud og ind af idrætten
Unge idrætsudøvere
Idan Vifo Artikel 12.08.2024
Ny rapport: De unge bliver sjældent involveret i idrætsforeningers demokratiske arbejde