Ulighed er idrættens største udfordring

Danmark er generelt et af de mest lige lande i verden, og også i idrætten er idealet, at alle danskere skal have lige adgang til at dyrke idræt. Men hvis man ser på de sociale mønstre i den danske befolknings idrætsdeltagelse, er der i praksis fortsat meget langt til social lighed i idrætsdeltagelsen.

Et af de iøjnefaldende resultater i rapporten ’Danskernes motions- og sportsvaner 2016’ er den fortsat store sociale ulighed i danskernes motions- og sportsvaner.

Idrættens Analyseinstitut har gennemført den landsdækkende undersøgelse for tredje gang siden 2007 med støtte fra DGI, DIF, Firmaidrætten og Lokale- og Anlægsfonden.

Endnu engang taler tallene et meget tydeligt sprog om, at overordnede faktorer som uddannelseslængde og tilknytning til arbejdsmarkedet er afgørende for voksnes deltagelse i idræt og motion.

Samtidig er der en ’generationseffekt’ at spore, idet inaktive forældre er en af de væsentligste faktorer for lav deltagelse i sport og motion blandt børn.

Figur 1: Tydelig sammenhæng mellem uddannelseslængde og idrætsaktivitet (pct.)

Voksne danskeres deltagelse i sport eller motion er direkte proportional med uddannelseslængden.

Overordnet set er der over de seneste årtier i høj grad sket en betydelig udligning af skævheder i idrætsdeltagelsen på tværs af køn eller aldersgrupper. Voksnes idrætsdeltagelse har i den samme periode været i stærk vækst, selv om kurven i 2016 knækker en anelse fra 64 pct. regelmæssigt aktive i 2011 til 61 pct. i 2016. Men trods det lille fald er idrætsdeltagelsen fortsat relativt jævnt fordelt på køn og alder.

Derimod er der ingen tegn på, at de socialt betingede forskelle er blevet mindsket siden Idans første undersøgelse i 2007, og de udgør derfor den største barriere, hvis man ønsker at gøre den danske befolkning mere aktiv med sport eller motion.

Lav idrætsdeltagelse blandt ledige på kontanthjælp

Hvor 61 pct. af de voksne danskere over 16 år dyrker regelmæssig sport eller motion, er tallet blot på 47 pct. blandt voksne danskere med grundskole som højeste uddannelse.

På beskæftigelsesområdet er blot 17 pct. af de ledige på kontanthjælp regelmæssigt aktive, mens tallet blandt den mest idrætsaktive gruppe, funktionærerne, er helt oppe på 69 procent. Blandt danskere med en lang videregående uddannelse, er idrætsdeltagelsen ligeledes meget høj, nemlig på 72 pct.

Figur 2: Idrætsdeltagelsen varierer mellem hovedbeskæftigelse (pct.)
Folkepensionister, unge under uddannelse, selvstændige og funktionærer er de klart mest idrætsaktive befolkningsgrupper. Til gengæld er idrætsdeltagelsen lav blandt grupper som ledige på kontanthjælp, ufaglærte eller førtidspensionister.

Uligheden i deltagelsen i sport eller motion i forhold til hovedbeskæftigelse går igen blandt de idrætsaktive danskere på selve arbejdspladserne. Der er store forskelle på, hvem der får tilbudt idræt via deres arbejdsplads. Hvor eksempelvis blot 27 pct. af de ufaglærte får tilbudt adgang til sport eller motion via deres arbejdsplads, er tallet på 42 pct. blandt funktionærerne, som altså er den mest idrætsaktive erhvervsgruppe både på arbejdspladserne og i fritiden.

Inaktive forældre smitter af på børnene

Også hos børnene viser forskellige indikatorer, at sociale forhold har meget stor betydning for deltagelsen i sport eller motion. Allervigtigst for at påvirke børnene til at dyrke sport eller motion er forældrenes egen idrætsaktivitet.

Hvor 85 pct. af alle børn og unge mellem 7 og 15 år regelmæssigt dyrker sport eller motion, hvis forældrene selv er aktive, er tallet tilsvarende, at blot 57 pct. af alle børn med idrætsligt inaktive forældre dyrker sport eller motion.

De fortsat store skævheder i idrætsdeltagelsen får forfatteren af ’Danskernes motions- og sportsvaner 2016’, Maja Pilgaard, til at konkludere, at der skal tages mere drastiske midler i brug, hvis samfundet eller aktørerne på idrætsområdet for alvor ønsker at udligne uligheden i forskellige sociale gruppers deltagelse i sport og motion:

”Ønsker man fortsat stigende kurver i danskernes motions- og sportsvaner, handler indsatsen i de kommende år ikke blot om at skabe nye, spændende tilbud til ’Hr. og Fru Danmark’. Det vil kræve at tage dagsordenen om ’idræt for alle’ anderledes alvorligt, frem for at lade det være en politisk floskel. Analyserne i rapporten peger således på, at det fremadrettet bl.a. handler om at skabe tilbud til personer på sygedagpenge, på førtidspension, på kontanthjælp, ufaglærte arbejdere, personer med ikke-europæisk herkomst samt i høj grad disse målgruppers børn,” konkluderer Maja Pilgaard.

Polarisering mellem aktive og inaktive

Polariseringen i idrætten mellem forskellige sociale grupper er ikke den eneste polariseringstendens i danskernes motions- og sportsvaner.

Hvor 2016-tallene for første gang samlet set viser en mindre tilbagegang fra 64 til 61 pct. i de voksne danskeres overordnede deltagelse i sport eller motion siden 2011, er der andre tendenser, som peger i modsat retning.

Eksempelvis brugte de idrætsaktive danskere i 2016 i gennemsnit 4 timer og 31 minutter om ugen på at dyrke sport eller motion, mens det tilsvarende tal i 2011 blot var 4 timer. Den enkelte aktives gennemsnitlige tidsforbrug på idræt er altså steget siden 2011, mens den samlede andel af danskere, der deltager i sport eller motion, omvendt er gået tilbage. Antallet af danskere, der har dyrket mindst én specifik aktivitet regelmæssigt inden for det seneste år, er stabil i forhold til de seneste undersøgelser i 2007 og 2011.

Figur 3: Udvikling i idrætsdeltagelse tyder på en polarisering (pct.)

Færre voksne danskere dyrker i dag regelmæssigt sport eller motion i forhold til 2011, til gengæld er de aktives tidsforbrug på idræt steget betydeligt. Bemærk, at den høje andel, der angiver at dyrke mindst én aktivitet, dækker over de, der har dyrket en aktivitet regelmæssigt inden for det seneste år. Alle er ikke nødvendigvis aktive på undersøgelsestidspunktet.