Idrætsdanmark skal være bedre gearet til unges eksperimenter

’Teenagere dropper idrætten’, ’Unge flygter fra foreningssporten’ og ’Teenagere gider ikke idræt’.

Det er blot nogle få overskrifter på artikler, som medierne tidligere har skrevet om de unges idrætsvaner. Der har i mange år været fokus på unges frafald fra idrætten i teenageårene, og det var også et af de centrale temaer helt tilbage i Breddeidrætsudvalgets rapport fra 2009.

Det er begrænset, hvad der er sket siden da, bortset fra at foreningsidrætten generelt har tabt terræn i de unges idrætsvaner.

I den seneste undersøgelse af danskernes motions- og sportsvaner kan vi dog imidlertid se flere nuancer, som peger på uforløste potentialer for at skabe attraktive miljøer for unges idrætsdeltagelse.

Hvis vi vil have flere idrætsaktive teenagere, kræver det, at foreningslivet gør op med en firkantet tænkning om medlemskaber.

Unge dedikerer sig i mindre grad til enkelte aktiviteter

Tallene fra den seneste undersøgelse viser, at den overordnede idrætsdeltagelse falder hen over ungdomsårene.

Mens 83 procent blandt de 10-12-årige dyrker idræt, sker et faldt til 75 procent blandt de 13-15-årige og for unge i 16-19 års alderen dyrker kun 60 procent idræt. På samme måde falder andelen, der dyrker foreningsidræt, fra 82 til 46 procent i dette aldersspænd.

Men det betyder ikke, at de unge ikke er aktive. Tallene viser nemlig samtidig, at de unge prøver flest forskellige aktiviteter af, og at de også i gennemsnit bruger flest timer på idræt hver uge i forhold til alle andre aldersgrupper. De 16-19-årige dyrker således næsten 8 forskellige aktiviteter i løbet af et år, hvilket er dobbelt så mange som alle andre aldersgrupper.

Samtidig foregår aktiviteterne i flere forskellige regi, og størstedelen af de 16-19-årige unge kombinerer aktiviteter i foreningsregi og i private centre med selvorganiseret motion. Samlet set overstiger andelen, der dyrker aktiviteter i privat regi faktisk andelen, der dyrker foreningsaktiviteter i de sene teenageår.

Man kan sige, at teenagere til en vis grad fravælger den måde at dyrke idræt på, som vi ser blandt yngre skolebørn, hvor mange af aktiviteterne foregår i foreninger og omkring specifikke idrætsgrene. I stedet er deres idrætsdeltagelse mere løs og sporadisk både i forhold til typer af aktiviteter og de kontekster, de foregår i.

Vi skal lære at forstå, hvad de unge ønsker

Når de unge vælger de kommercielle og selvorganiserede aktiviteter til, betyder det dog ikke, at de aktivt vælger foreningernes aktiviteter fra. Der er fortsat mange, som foretrækker at blive dygtige til en bestemt form for idræt og bruger mange timer på det.

Problemet er bare, at idrætsforeningerne i dag i højere grad er indrettet efter dem, der dedikerer sig til få aktiviteter på fast basis og med medlemskab til én aktivitet. Det er i mindre grad indrettet til dem, der ønsker at sammensætte deres idrætsdeltagelse med flere forskellige aktiviteter.

Men vi kan se, hvordan de unge strømmer til fitnesscentrene, hvor medlemskaberne ofte giver en blanding af aktivitetsmuligheder. Vi kan også se, hvordan unge er optaget af gadeidrættens miljøer, hvor de fysiske mødesteder og sociale relationer betyder meget, og hvor der også er mulighed for flere aktivitetsformer.

Måske handler de unges adfærd ikke så meget om at fravælge foreninger, men mere om at andre aktører gør det nemmere at finde flere tilbud at kombinere?

Gør op med den firkantede tænkning

Det uformelle set-up, muligheden for ’drop in’ og brug af digitale redskaber til at organisere aktiviteter er en spændende vej at udforske, hvis man ønsker at koble et attraktivt miljø for unge tættere til andre, mere klassisk organiserede aktiviteter i de lokale idrætsforeninger.

Sådanne tilbud udfordrer dog de eksisterende strukturer i den organiserede idræt.

Lige nu får de enkelte foreninger og idrætter kommunale tilskud baseret på antallet af medlemmer, og skal man som fodboldafdeling samarbejde med eksempelvis tennis, padel og fitness om ét medlemskab, udfordrer det de gængse måder at opnå tilskud på.

Hvis idrætsforeningerne ønsker at tilpasse deres tilbud til de unges aktuelle idrætsvaner, må man gøre op med den noget firkantede måde at tænke deltagelse på.

Sideløbende med den klassiske måde at gå til fodbold på, skal det i langt højere grad være muligt at gå til idræt. I stedet for fastholdelse skal man måske i højere grad tale om deltagelse og om at hjælpe videre, når de unge gerne vil søge nye veje i idrætten.

I den forbindelse bør de danske idrætsforeninger stille sig selv tre centrale spørgsmål:

• Har foreningen reelt et tilbud, hvor det er muligt at være med som ’senstarter’ eller på uformelt ’motionsniveau’?
• Og har foreningen det, er tilbuddene så reelt synlige for dem, der ikke i forvejen kender til foreningen?
• Og endelig, i hvilket omfang tilbyder foreningen hybridmedlemskaber, hvor det er muligt at prøve flere forskellige aktiviteter i løbet af et år – måske endda i samarbejde med andre lokale (eller digitale) idrætsaktører?

Kommentaren er tidligere bragt som debatindlæg på Idrætsmonitor 5. december 2022