Adgang er ikke nok: Idrætten må gentænke både fællesskab og kultur, hvis flere skal med

Dette debatindlæg er oprindeligt bragt hos Idrætsmonitor 5. februar. 

Hvordan står det egentlig til med idrættens sociale ansvar? Det spørgsmål er blevet endnu mere aktuelt i lyset af de nyeste resultater fra Danskernes motions- og sportsvaner, hvor den omfattende nationale spørgeskemaundersøgelse nu er suppleret med en interviewundersøgelse blandt personer, der ikke ser sig selv som en del af idrættens fællesskaber, og som hører under én af disse tre grupper: unge med neurodivergens, enlige (og sårbare) forældre samt seniorer, der er på pension og for hovedpartens vedkommende også enlige.

De mange interviews giver et særligt blik ind i de erfaringer, motiver og barrierer, som ikke altid fanges i spørgeskemaer, hvor målgrupper ofte samles i puljer og stemples som enten ’aktive’ eller ’ikke idrætsaktive’. 

Samlet set understreger indsigterne, at mennesker står med en kompleks bagage af levet erfaring og livsomstændigheder, som i praksis afgør, om de bliver mødt med den tryghed, som gør, at de føler sig i stand til at være en del af et idrætsfællesskab.

Interviewene viser, at der på tværs af de tre undersøgte grupper tegner sig et tydeligt mønster, hvor det, at 'hjælpe nogen ind' i et fællesskab, ikke er nok. Adgang løser sjældent udfordringen i sig selv. For selv når mennesker gerne vil være aktive, og selv når de kender til lokale tilbud, så er det i mødet med hverdagen, kulturen og strukturerne i idrætten, at man finder årsagen til, om man vælger at deltage eller ej.

Derfor er det nødvendigt at diskutere, hvad inklusion i idræt egentlig kræver, og hvem der i realiteten har mulighed for at høre til.

Undersøgelsen bekræfter, at praksis skal imødekomme nogle grundlæggende behov

Adskillige undersøgelser har dokumenteret social ulighed, ikke bare i idrættens fællesskaber, men i samfundet generelt. Vi har også en masse viden om, hvad der skal til for at mindske uligheden. 

Den aktuelle undersøgelse peger på seks grundlæggende behov, som ikke adskiller sig nævneværdigt fra konklusionerne i mange af de tidligere studier, som har undersøgt målgrupper, der statistisk set er tilbøjelige til at stå uden for idrættens fællesskaber. De seks behov er tryghed, fleksibilitet, små inkluderende fællesskaber, lav tærskel, brobygning og tydelig kommunikation. 

Det er ikke ny viden. Men det er måske nyt at undre sig over, hvorfor vi ikke bare gør det, vi ved, der virker? 

Mange vil gerne være med, men føler ikke, de passer ind i præmisserne

Undersøgelsen viser tydeligt, at de interviewede ofte har erfaringer med idræt, og at de gerne vil være med i idrættens fællesskaber. 

De oplever ikke nødvendigvis det at stå udenfor idrætsfællesskaberne som permanent, men som noget midlertidigt, og noget, der ændrer sig gennem livet, afhængigt af sindstilstand, hverdagsliv og livsvilkår. Mange af dem har også oplevelser med ikke rigtig at passe ind på de præmisser, som idrætsfællesskaberne bygger på.

Inklusion opstår altså ikke ved adgang alene. Den opstår, når mennesker kan spejle sig i kulturen og finde en legitim plads i fællesskabet. Undersøgelsen viser således, at det er mindst lige så afgørende, at mennesker kan være i fællesskabet og måske ligefrem være med til at forme det via sin deltagelse. 

En ung understreger præcist dette i undersøgelsen:

“Der er behov for mere fleksible rammer og at hjælpe folk ind i det. Fordi så snart du hjælper folk, der måske ikke helt passer til den gennemsnitlige definition, ind i det, så løsner rammer sig også langsomt.”.”

Det er en stærk pointe, fordi det understreger, at det ikke bare er den enkelte, der skal tilpasse sig idrættens rammer, men at det også er rammerne, der skal forme sig sammen med dem, der deltager. Det gælder også, selvom deltagerne i udgangspunktet er ‘sårbare’.

Måske er løsningen ikke nødvendigvis store omvæltninger. Måske ligger en del af løsningen til mindre ulighed i de små justeringer – markeringer, rutiner, kommunikation og kropslige signaler – som gør en idrætshal mere tryg, et træningstilbud mere forudsigeligt og dermed tilgængeligt for dem, der i udgangspunktet ’står uden for’.

Idrætsfællesskabernes ubevidste idealer om de rigtige deltagere

Et lånebegreb fra forskningen inden for køn, kroppe og forskellighed er 'performativitet', som i denne kontekst kan bruges til at forklare, hvordan idrætsfællesskaber ofte ubevidst skaber bestemte idealer for, hvem der er en ’rigtig deltager’: 

Det sker gennem:

• måden man træner på
• måden man taler om præstation og fremmøde
• normer for kropslighed, tempo, engagement og påklædning
• sociale omgangsformer, der fungerer fint for nogle, men ekskluderer andre.

Det betyder, at udelukkelse ikke kun handler om økonomi og transport. Den handler også om følelser som skam, utilstrækkelighed og angst for ikke at passe ind. Når det er tilfældet, nytter det ikke kun at sænke kontingentet eller markedsføre sig mere over for særlige målgrupper. Man er nødt til at tale om idrættens kultur og ikke kun idrættens struktur.

Fællesskab for flere, men ikke nødvendigvis for alle

I sin bog ’Jeg er sådan en, der har brug for at trække mig’ peger forfatteren Christian Hjortkjær på, at fællesskaber ikke nødvendigvis er livgivende for alle. For nogle mennesker er store sociale sammenhænge drænende. For andre skifter overskuddet fra uge til uge.

Derfor er det ikke sikkert, at målet bør være, at alle skal være i det samme fællesskab, og debatten om inklusion bliver for unuanceret, når der ofte er fokus på at hjælpe forskellige sårbare målgrupper ind i ’idrættens fællesskaber’. Interviewundersøgelsen peger på, at fremtidens idrætsdesign i højere grad bør handle om:

• at involvere målgrupperne selv
• at skabe variation frem for standardisering
• at tillade små, stabile, fleksible og måske mere “skæve” fællesskaber
• at forstå sårbarhed som noget, der afhænger af konteksten og relationer, snarere end et problem hos den enkelte

Lav om på idrætten sammen med dem, der har det sværest med den

Interviewundersøgelsen har bidraget til den store pulje af viden om ulighed i idrætsdeltagelse og de centrale ønsker og behov, der kan opstå blandt mennesker, der ikke allerede oplever at høre til i et idrætsfællesskab. 

Vi står et interessant sted, hvor vi faktisk ved en masse om, hvad der skaber ulighed, men også hvad der skal til for at nedbringe den. Vi har aktører, der lykkes og er gode til at skabe idrætstilbud til forskellige målgrupper. Vi har målgrupper, der gerne vil. Og vi har et foreningsliv i Danmark, som i flere tilfælde udtrykker interesse for at tage et ansvar, og som indimellem, men dog ikke systematisk, lykkes med det.

Men vi har også en idrætskultur, der måske mere eller mindre ubevidst producerer og reproducerer en form for deltagelse, som ikke alle kan spejle sig i. Hvis vi skal rykke på uligheden, kræver det, at vi tør se kritisk på de nuværende praksisser. Ikke for at skælde ud. Ikke for at ændre på hele det danske foreningsliv, som rigtig mange danskere elsker at være en del af. Men for at udvikle en idrætsinfrastruktur, der i højere grad bliver til sammen med dem, der har sværest ved at være i den. Det er det næste store skridt i idrættens sociale ansvar.