Idan Artikel 06.07.2020

Coronakrisen påvirker stadig danskernes idrætsvaner

En ny undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut viser, at coronakrisen stadig påvirker danskernes idrætsvaner under genåbningen. 23 pct. af dem, der var aktive før coronanedlukningen, dyrker ikke sport og motion nu blandt andet på grund af sommerferie og frygt for coronasmitte.

Skrevet af: Kirsten Sparre

Coronakrisen trækker stadig dybe spor i danskernes idrætsdeltagelse. Det viser en ny undersøgelse, som Idrættens Analyseinstitut (Idan) netop har gennemført med støtte fra Trygfonden for at afdække i hvilket omfang, danskerne er begyndt at dyrke sport og motion efter genåbningen af både udendørs og indendørs idrætsfaciliteter og -aktiviteter.

Et repræsentativt udvalg på 1.400 danskere har svaret på undersøgelsen, og den viser, at næsten hver fjerde (23 pct.) af dem, der var aktive før nedlukningen, ikke er kommet i gang igen, men omvendt er 11 pct. af danskerne, der ikke var aktive før, begyndt at dyrke sport og motion i forbindelse med coronakrisen.

Der er stadig et pænt stykke op til niveauet før nedlukningen, og noget tyder også på, at de aktive er mindre aktive, end de var før nedlukningen. I hvert fald siger hver fjerde, der fortsat er aktiv, at de dyrker mindre sport og motion nu end før nedlukningen.

Sommerlukning og smittefrygt holder deltagelsen nede

Andelen af danskere, der er aktive i foreninger eller hos private aktører som f.eks. fitnesscentre, er næsten 40 pct. lavere nu end før nedlukningen, og der er også lav deltagelse i aktiviteter som boldspil, gymnastik og svømning. I stedet dyrker de fleste (58 pct.) deres sports- og motionsaktiviteter på egen hånd under genåbningen.

Det er der flere forskellige grunde til. Mange deltagere i undersøgelsen angiver, at deres foretrukne motion- og sportsaktivitet stadig er lukket ned efter coronanedlukningen, eller også er den lukket på grund af sommerferie.

Der er også en del, der er bekymret for at blive smittet eller smitte andre med coronavirus, og nogle synes, at restriktionerne for at nedbringe smitterisiko er for besværlige. Endelig er en af de hyppige årsager til ikke at være aktiv, at man simpelthen mangler overskud til det.

Forventninger om mere aktivitet efter sommerferien

Idrætsdeltagelsen er altså kun langsomt på vej op efter genåbningen, men deltagerne i undersøgelsen har store forventninger til, at der skal ske noget mere efter sommerferien. 35 pct. af danskerne angiver, at de regner med at skulle dyrke mere motion efter sommerferien, end de gør lige nu. Det gælder især dem, der er stoppet med at dyrke sport og motion, hvor 69 pct. forventer at skulle i gang igen, når sommeren er forbi.

Om disse forventninger holder, vil Idan undersøge i september ved at lave en ny undersøgelse blandt de samme, som deltog i denne undersøgelse.

Lyt til podcasten

I dette afsnit af Tillægstid sætter vi fokus på danskernes motionsvaner under coronakrisen. 

Den 11. marts lukkede coronapandemien det meste af landet og dermed også idrætsdanmark ned. Men hvordan påvirker sådan en krise vores hverdag, når vi pludselig skal ændre vaner og finde nye måder at dyrke motion på? Kan vi opretholde aktivitetsniveauet, eller er Netflix blevet vores bedste ven?

Maja Pilgaard og Helene Kirkegaard er begge forfattere på to større undersøgelser af vores motionsvaner under coronanedlukningen, og i dette afsnit af Tillægstid dykker vi ned i resultaterne. Panelet diskuterer også fremtiden, og hvad idrætsforeninger og andre interessenter kan lære af coronakrisen og dens konsekvenser.  

Lyt til afsnittet i Apple Podcast

Lyt til afsnittet i Spotify

Download notatet

Fodbold og håndsprit. Foto: GettyImages/GAPS
Idan Udgivelse juli 2020

Danskernes motions- og sportsvaner under genåbningen. Notat 2: Idrætsdeltagelsen er stadig påvirket af coronakrisen

Læs lignende nyheder og lyt til podcasts

Gåtur i skoven
Idan Artikel 07.05.2020
Markant færre har dyrket sport og motion under coronanedlukningen
Kvinder med en pilatesbold
Idan Artikel 13.05.2020
Uden foreninger og fællesskaber falder danskernes idrætsdeltagelse
Kvinde laver hjemmetræning
Idan Artikel 26.05.2020
Danskerne ser optimistisk på egne motions- og sportsvaner efter coronanedlukningen
Kvinder strækker ud efter en løbetur.
Idan Podcast 20.05.2020
Danskernes motionsvaner i en coronatid
To sporty mennesker spejder ud over havet på en strand.
Idan Podcast 17.05.2021
Coronakrisens betydning for danskernes motionsvaner - del 1
Pige puster ud efter en løbetur
Idan Podcast 17.05.2021
Coronakrisens betydning for danskernes motionsvaner - del 2

Læs mere om temaet og find de andre notater her

Fitness
Idan Tema

Idrætsvaner