Idrætsfaciliteter er i bedre form end ofte antaget

De danske idrætsanlæg er i overraskende god stand set i lyset af de seneste mange års offentlige diskussioner af, om kommunerne har et stort efterslæb, hvad angår vedligeholdelse.

Forskningsprojektet ’Fremtidens Idrætsfaciliteter - organisering, styring og ledelse’ dokumenterer nu, at idrætsanlæggenes tilstand ser fornuftig ud, i hvert fald i de 23 medvirkende kommuner. Det sker i landsnotatet ’Idrætsanlægs fysiske tilstand i Danmark’, som netop er udkommet.

Der er desuden udgivet et notat for hver af de 23 medvirkende kommuner. Find de 23 kommunenotater på projektets hjemmeside samt på Idans temaside.

I forskningsprojektet, som Syddansk Universitets Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) og Idrættens Analyseinstitut står bag, har forskerne udviklet en ny metode, som giver mulighed for at sam­menligne idrætsanlæggenes fysiske tilstand.

Læs mere i atiklen: Ny metode giver ensartede vurderinger af faciliteters fysiske tilstand

Fagpersoner med konstruktørbaggrund har vurderet og registreret den fysiske tilstand af idrætshaller og svømmehaller inden for seks kategorier: Grundlæggende konstruktioner, aktivitetsarealer, udendørs ankomstforhold, indendørs opholdsarealer, omklædningsrum samt dagslys/transparens.

Resultaterne er blevet krydset med oplysninger om idrætsfaciliteternes driftsform, ledelse, størrelsen på anlægget, kommunetype og urbanisering. 261 idrætsanlæg er blevet undersøgt i de 23 kommuner. I alt rummer anlæggene 418 idrætsfaciliteter, heraf 358 idrætshaller og 60 svømmehaller.

Rige kommuner har bedre fysisk tilstand

”Det har overrasket os, at den fysiske tilstand ikke er værre,” siger adjunkt Jens Høyer-Kruse fra CISC.

”Der har været en fælles forståelse om, at idrætsfaciliteter generelt var i dårlig fysisk form. Men generelt er de faktisk i god tilstand. Der er forskelle mellem kommunerne, og der er især forskel internt i nogle kommuner, men det generelle billede er fornuftigt. Vi ved også, at tilfredsheden med faciliteterne generelt er høj.”

Kommunernes gennemsnit er 2,1 på en skala, hvor 1 er bedst og 4 er dårligst.

På skalaen betyder under 2, at tilstanden er god, eller at nogle forhold kræver handling i mindre grad. Mellem 2 og 3 betyder, at der skal ske en konkret vurdering af, om en tilstand er problematisk, mens 4 betyder, at handling er påkrævet straks, f.eks. på grund af skimmelsvamp eller et hul i taget.

Gentofte Kommune ligger i toppen med et gennemsnit på 1,6, når en omdiskuteret kategori, ’dagslys og transparens’, ikke tælles med. I bunden ligger Holbæk, Københavns og Furesø Kommuner med 2,4.

”I Gentofte Kommune er der en del skatteindtægter. Herning Kommune ligger også højt, og de har traditionelt sat en del penge af til idrætsområdet. Men kommunernes likviditet har ikke signifikant positiv indflydelse på faciliteternes fysiske tilstand. Til gengæld ser det ud til, at kommuner, der er pressede på forskellige demografiske og socioøkonomiske faktorer, har faciliteter i lidt dårligere fysisk tilstand,” forklarer Jens Høyer-Kruse.

Dagslys og transparens – godt eller skidt?

Dagslys og transparens kan både være en fordel og en ulempe i en idrætsfacilitet. Mens svømmere ofte sætter pris på at kunne kigge ud, vil badminton- og boldspillere ofte takke pænt nej til lysindfald, som kan forstyrre blikket på bolden. Derfor har forskerne valgt at beregne resultaterne både med og uden denne kategori.

Idrætshaller scorer samlet set bedre, når man ikke regner kategorien dagslys og transparens med. Sikkert fordi der ofte ikke er vinduer i idrætshaller. Omvendt med svømmehaller: De har en bedre samlet score, når dagslys og transparens tælles med. Sikkert fordi de næsten altid er bygget med vinduer eller lyspartier.

Markante forskelle inden for kommunegrænserne

De pæne gennemsnitstal dækker dog over, at der i nogle kommuner er stor forskel på faciliteternes fysiske tilstand. Det gælder f.eks. i Københavns og Aalborg Kommuner. Selv om Aalborg Kommune har et gennemsnit på 2,0, er her altså både anlæg i fin tilstand og anlæg, der trænger til en kærlig hånd.

Figur: Samlet score henholdsvis med og uden dagslys/transparens for alle anlæg fordelt på kommune (med spredning).

Figuren viser den fysiske tilstand af idrætsanlæg, som er baseret på den gennemsnitlige score for kategorierne: ’grundlæggende konstruktioner’, ’aktivitetsområder’, ’udendørs ankomstforhold’, ’indendørs opholdsarealer’, ’omklædningsrum’ samt ’dagslys og transparens’.

Forskellen på faciliteternes tilstand inden for kommunegrænserne er større for svømmehaller end for idrætshaller. Her er det altså vanskeligere for kommunerne at opretholde den samme standard, end det er ved idrætshaller. Måske spiller det ind, at svømmehaller ofte er dyrere at vedligeholde end idrætshaller.

Der er meget få forskelle mellem regionerne. Heller ikke, hvad angår urbanisering, kan forskerne se nogen synderlig forskel: Idrætsanlæggene er altså ikke signifikant i dårligere eller bedre fysisk tilstand i landområder end i byområder.

Ud over de umiddelbare forskelle på den samlede score mellem kommunerne er der også mindre forskelle i forhold til baggrundsvariable som driftsform, ledelsesform, anlægsstørrelse, kommunetype og urbaniseringsgrad.

Disse analyser på tværs er desuden kontrolleret for en række overordnede kommunale strukturelle og økono­miske nøgletal, som kan have en betydning for, hvad der er råd til i den enkelte kommune i forhold til vedligeholdelse og etablering af idrætsanlæg. Det er f.eks. faktorer som kommunernes ressourcepres (et udtryk for kommunens velstand og strukturelle udgifter), likviditet pr. indbygger, beskatnings­grundlag pr. indbygger samt facilitetsstøtte pr. indbygger.

Her viser det sig, at især kommunernes ressourcepres har en negativ indflydelse på faciliteternes fysiske tilstand. Kommuner med et højt ressourcepres har idrætsanlæg i dårligere fysisk stand – hvilket måske ikke er så overraskende.

Kommunernes likviditet og beskatningsgrundlag pr. indbygger ser til gengæld ikke ud til at have indflydelse, og facilitetsstøtten pr. indbygger har kun en lille positiv indflydelse på idrætshallernes fysiske tilstand.

Enkeltliggende anlæg i dårligst stand

Endelig er der en generel tendens til, at monoanlæg, altså f.eks. en hal eller svømmehal, som ikke ligger i forbindelse med andre faciliteter, er i lidt dårligere fysisk stand end anlæg, der ligger sammen med andre faciliteter eller multianlæg.

”Står man alene, bliver man måske lidt forsømt,” siger Jens Høyer-Kruse.

Desuden er der en svag tendens til, at idrætshaller, hvor kommunen står for driften, har en lidt dårligere fysisk tilstand end idrætshaller med anden driftsform, fx selvejende idrætshaller.

Det forholder sig omvendt med de kommunalt drevne svømmehaller, idet disse klarer sig lidt bedre end de selvejende svømmehaller. Til gengæld klarer skole-svømmehaller sig dårligere end selvejen­de svømmehaller i forhold til fysisk tilstand.

Ser man på ejerforholdene, viser det sig, at i de kommuner, som har en nogenlunde lige fordeling af kommunalt ejede og selvejende idrætsanlæg, er anlæggende generelt i en lidt bedre fysisk tilstand.

Endelig ser det ud til at idrætsanlæg med decentral ledelse og områdeledelse, dvs. hvor én leder styrer ét eller flere anlæg, har lidt bedre fysisk tilstand end ved central ledelse, hvor ledelsen foregår i en kommunal forvaltning.

Et grundlag for en lokal debat

For Jens Høyer-Kruse er noget af det mest interessante ved undersøgelsen, hvad den fører til. Nu er der udviklet et fælles redskab til at måle idrætsanlægs fysiske tilstand, og alle kommuner kan bruge det. Vil det blive brugt? Og vil de 23 kommunenotater blive brugt af de lokale borgere, politikere og embedsmænd?

”Vi håber, at vores værktøjer og resultater kan danne grundlag for en dialog lokalt om, hvad det er for nogle idrætsanlæg, man ønsker, og hvad man vil bruge pengene til,” siger Jens Høyer-Kruse.

”Undersøgelsen giver ikke argumenter for, at kommuner kan bruge færre penge til vedligehold af deres idrætsanlæg. Men den udtrykker, at de midler, der bruges til vedligehold nu, gør, at faciliteterne holder en vis standard.”