Et bredt og bindende samarbejde er vejen til at løfte idrætten

Dette debatindlæg blev først bragt i Idrætsmonitor torsdag 3. september 2026

I et interview med Idrætsmonitor 25. august advarer tidligere DIF-formand Niels Nygaard mod Play the Games forslag om ClearingSport - en uafhængig enhed, der kan styrke kampen mod korruption, kriminalitet og andre brud på idrættens integritet. Nygaard fastholder, at idrætten selv skal have det sidste ord, men efterlyser dog et tættere samarbejde mellem dansk idræt og regeringen.

Ellers, siger Nygaard, ”vil de kræfter, der plæderer for et statsligt organ eller statslig styring, fordi idrætten ifølge dem ikke evner at gøre en tilstrækkelig indsats selv, ende med at få ret. Det ville være frygteligt synd.”

I Play the Game ville vi ønske, at vi ikke havde ret. Vi deler i den grad Niels Nygaards ønske om mere samarbejde – men ikke hans traditionelle syn på, hvor grænsen for idrættens selvstyre bør gå.

I sin kritik af ClearingSport tegner Nygaard et skræmmebillede af en overstatslig myndighed, der får lov til at bestemme over idrætten.

»Jeg slår hælene i, hvis en overstatslig myndighed får beføjelser til at beslutte tiltag inden for idræt. Særligt, hvis det er en myndighed, som ikke nødvendigvis besidder den nødvendige idrætspolitiske legitimitet. Vi skal ikke have flere situationer, hvor Trump eller andre kan beslutte, at et rødt kort ikke kan føre til karantæne. Det ville være en glidebane,« siger Nygaard.

Det kan vi kun være enige i, og måske skulle Nygaard nærlæse vores forslag, som på ingen måde foreslår en overstatslig myndighed.

Vi konstaterer bare, at et forpligtende samarbejde med staten og andre interessenter er nødvendigt, hvis idrætten skal komme sine alvorlige integritetsproblemer til livs.

Trods snart 30 års højtidelige løfter fra verdens idrætsledere om bedre ledelse, gennemsigtighed og korruptionsbekæmpelse er det ikke lykkedes dem at gøre sig fri af de korrupte og kriminelle kræfter, der dagligt undergraver idrættens samfundsmæssige kvaliteter og offentlige troværdighed.

En af årsagerne til denne fiasko er – som Nygaard indirekte påpeger – at en del af de skadelige kræfter findes i idrætsledernes egne rækker.

Pres fra regeringer førte til WADA

Vi stod i en tilsvarende situation for omkring 30 år siden, da dopingen bredte sig uhæmmet, og idrætslederne slog syv kors for sig ved tanken om statslig indblanding. Også her stod lederne i en klar interessekonflikt: Hvis de slog hårdt ned på doping, ville de risikere at ramme mange af de atleter og spektakulære præstationer, der sikrede idrætsforbundene hastigt voksende indtægter.

Den olympiske bevægelse måtte dog bøje sig i 1999, da regeringerne pressede den til at dele magten ligeligt i det nye verdensagentur mod doping, WADA.

WADA er hverken overstatslig eller hævet over idrættens selvbestemmelse. Agenturet bygger på et mandat, som olympisk idræt og verdens regeringer har overdraget det, og de to parter deler magten i de styrende organer.

Selv om WADA har sine svagheder, er de fleste vist enige om, at samarbejdet har skabt fremskridt i kampen mod doping.

Desværre udviser hverken regeringer eller idrætten den samme handlekraft, når det gælder trusler som korruption, økonomisk kriminalitet, illegal betting, matchfixing, overgreb mod atleter og andre alvorlige brud på sportens integritet.

Disse fænomener undergraver ikke bare idrætten, men hele den samfundsmæssige orden.

Derfor kan idrætten ikke forlange det sidste ord i ethvert spørgsmål, der berører dens interesser.

Både foreningsfrihed og beskyttelse mod magtmisbrug

Opgaven er at skabe en ny enhed, der både værner om idrættens grundlæggende foreningsfrihed og beskytter den mod magtmisbrug udefra og indefra.

Sportens bedste bud på sådan en enhed hedder IPACS, et navn der af gode grunde vil være ukendt for de fleste. Forkortelsen dækker over International Partnership Against Corruption in Sport, som er et løst samarbejde mellem Den Internationale Olympiske Komité, nogle særligt udvalgte regeringer og institutioner som OECD og Europarådet.

Men IPACS har ingen ansatte, ingen reelle vedtægter, ingen selvstændighed, ingen myndighed og har i sine ti år ikke produceret andet end nogle ganske selvfølgelige anbefalinger. Sportens forbrydere ryster af skræk, mens de tæller deres millioner.

I Play the Game har vi søgt at udforme en mere effektiv løsning. I første omgang fravalgte vi at spørge de regeringer og idrætsorganisationer, som i mange år rutinemæssigt har afvist tanken. I stedet gennemførte Play the Game omfattende research og konsultationer med mere end 200 eksperter med solid erfaring fra teori og praksis.

Resultatet blev ClearingSport, et forslag om en permanent, uafhængig international enhed, som skal:

• Sætte rammer for samarbejde mellem eksisterende initiativer og definere fælles standarder for idrættens integritet og ledelse

• Føre tilsyn med, at disse standarder overholdes og have mandat til at udstede sanktioner

• Modtage anmeldelser fra whistleblowere og gennemføre efterforskning i de vigtigste sager

• Sikre atleter, trænere og ledere adgang til fair juridiske procedurer

Bred inddragelse sikrer legitimitet

Niels Nygaard har ret i, at spørgsmålet om legitimitet er afgørende. Netop derfor skal en ny enhed ikke kun styres af regeringer og idrætsforbund som i WADA, men også af atleters faglige sammenslutninger, medierepræsentanter, menneskerettighedsorganisationer og uafhængige eksperter.

Behovet for bredt samarbejde gælder også den større diskussion om, hvordan Danmark skal arbejde internationalt med idræt. Det var netop udgangspunktet for Play the Games forslag fra 2022 om en dansk international idrætspolitisk strategi. Her foreslog vi en samlet indsats i tre spor: et forbundsspor, et mellemstatsligt spor og et udviklingsspor. Målet var, at de forskellige aktører regelmæssigt skulle mødes for at koordinere deres arbejde og styrke hinanden på den internationale scene.

En sådan strategi skal ikke kun fokusere på integritet, men på en række andre ambitioner: større idrætsdeltagelse, bedre uddannelse af trænere og ledere, bedre vilkår for eliteidrætsudøvere, udvikling af faciliteter, klima- og miljøhensyn med mere.

I Idrætsmonitor 2. september afviser nuværende DIF-formand, Hans Natorp, forslaget. Han ønsker mere støtte og et tættere samarbejde med regeringen, men fastholder, at den idrætspolitiske retning skal fastlægges af idrætten selv.

Play the Game deler ikke forestillingen om, at valget står mellem idrættens selvstyre og statslig styring. Der er en tredje vej: et bredt samarbejde, hvor idrætten, regeringen, civilsamfundet og andre relevante aktører i fællesskab skaber politisk synergi uden at overtage hinandens roller.

De massive udfordringer i international idræt kræver et bredt og beslutsomt samarbejde mellem offentlige myndigheder, idrætsorganisationer på både bredde- og eliteniveau, atleter, fanorganisationer, civilsamfund, uddannelsessteder og eksperter inden for blandt andet international politik, menneskerettigheder, miljø, kriminalitetsbekæmpelse og governance.

Dansk idræts resultater og erfaringer på en række af disse områder er i høj kurs i verden, og en mere målrettet international indsats vil kunne gavne både dansk og international idræt. Også regeringen vil kunne høste nogle diplomatiske gevinster.

Jo bedre dansk idræts indsatser i den olympiske verden spiller sammen med den danske regerings arbejde i EU, Europarådet, UNESCO og andre internationale fora – og jo bredere kredsen omkring samarbejdet er – desto større er chancen for, at vi kan realisere de demokratiske og menneskelige værdier, som vi er enige om at ville fremme i og gennem idrætten.