Nyt studie: Politisk og kulturel opbakning er afgørende for elitesportens resultater i Norden

Denne artikel er først publiceret som Ny viden i Idrætsmonitor mandag 6. juli 2026

I de nordiske lande bryster vi os af, at vi ligner hinanden. Det gælder også på idrætsområdet. I alle fire lande udgør frivillige, lokale idrætsforeninger fundamentet, mens kommerciel sport og universitetsidræt spiller en mindre rolle end i andre lande.

Idrætten er i Norden vokset frem på ryggen af velfærdsstatslige initiativer - f.eks. gennem offentligt byggeri af idrætsfaciliteter og støtte til foreningslivet - og hviler på stærke lighedsidealer, hvor amatørisme historisk stod centralt, også i elitesporten.

Samtidig er idrætsdeltagelsen høj i de nordiske lande, og der er en stor gruppe af atleter at rekruttere fra. Det betyder, at de nordiske lande i forskellig grad har skabt gode internationale sportslige resultater set i forhold til størrelsen på deres respektive befolkninger.

Siden 1970'erne har landene imidlertid organiseret sig på hver deres måde i forhold til eliteidræt og den internationale kamp om medaljer. Det viser et nyt komparativt studie af Danmark, Norge, Sverige og Finland, som er publiceret i bogen: ”Toppidrett i Skandinavia: En samfunnsvitenskapelig forskningsantologi om utviklings- og prestasjonsmiljø”.

Studiet sammenligner de fire landes elitesportssystemer på en række parametre og finder, at selvom der er mange ligheder, er forskellene mellem landene også slående.

Centralisering versus fragmentering

Først og fremmest viser studiet, at en af de mest markante forskelle mellem landene handler om måden at organisere støtten til eliteidræt. Danmark og Norge har udviklet relativt centraliserede systemer, mens Sverige og Finland i langt højere grad er præget af fragmentering med uklart ansvar på tværs af de forskellige organisationer, der er involveret i at støtte landenes atleter.

I Danmark blev Team Danmark etableret i 1984 som en statslig institution med hovedansvar for elitesporten. Historisk set har det skabt et forholdsvist samlet system med klare mål, stabil finansiering og mulighed for strategiske prioriteringer.

I Norge blev en lignende udvikling drevet af idrætten selv, da den etablerede Olympiatoppen i slutningen af 1980’erne. Her blev støtten til elitesport samlet i en central organisation med fokus på faglighed, viden og koordinering, men uden direkte lovgivning, som det var tilfældet i Danmark. Det har lagt en solid bund under de norske vintersportsresultater, der i dag er i absolut topklasse.

Sverige og Finland derimod har udviklet langt mere decentrale strukturer, hvor flere organisationer deler ansvaret for eliteidrætten, og det skaber problemer.

I Sverige arbejder både Riksidrottsförbundet (RF) og Sveriges Olympiska Kommitté med eliteidræt, og det har ført til uklarhed i form af et ’dobbelt kommando-system’ med magtkampe mellem organisationerne. Set i forhold til Danmark har svenskerne tabt terræn i sommersport, men er dog stadig konkurrencedygtige i vintersport, selvom Norge i dag er klart bedst.

I Finland er systemet, der støtter op om eliteidræt, meget fragmenteret, og det kan bedst karakteriseres som en form for netværksstruktur uden central styring eller kontrol. Her har staten i nogle henseender forsøgt at gribe ind for at skabe bedre koordinering, men systemet er stadig præget af meget komplekse relationer mellem et utal af organisationer på området, hvilket ikke bidrager til et særligt godt samarbejde, eller effektivitet.

Resultatmæssigt har det betydet en markant tilbagegang i den finske konkurrenceevne i såvel sommer- som vinterolympiske discipliner.

Forskelle i legitimitet og politisk opbakning

Studiet viser desuden, at elitesportens legitimitet varierer betydeligt på tværs af de fire lande, og at kulturelle forhold spiller ind i forhold til, hvordan støtten til eliteidræt tilrettelægges og udmøntes i praksis.

I Norge og Danmark er elitesport i dag bredt accepteret og politisk understøttet, mens opbakningen er mere begrænset i Sverige og især Finland.

Idealerne om lighed har begrænset udviklingen af elitesport i alle fire lande. Velfærdssamfundets normer har historisk betydet, at breddeidræt er blevet prioriteret, mens elitesport er blevet mødt med varierende grader af skepsis. Det har gjort det svært at udvikle mere målrettede og effektive eliteindsatser, fordi det har været politisk illegitimt og kulturelt vanskeligt at fokusere på selektion og prioritering.

I de senere årtier er mere liberale strømninger dog slået igennem - især i Danmark - hvilket har øget elitesportens legitimitet og ført til skarpere prioriteringer mellem specialforbundene i Team Danmarks støtteprogrammer.

Mens elitesporten kæmper med opbakningen i Sverige og Finland, er den i højere grad accepteret i Norge og Danmark, dog stadig under forudsætning af, at den lever op til grundlæggende lighedsidealer, tager hensyn til atleternes trivsel og udviser samfundsmæssig forsvarlighed.

Elitesportens legitimitet afspejles i medaljehøsten

Mens organiseringen er forskellig, stiller de enkelte lande stort set det samme til rådighed for deres atleter. Der er dual career-systemer alle steder, gode trænings- og opvisningsfaciliteter, og fysiologisk, psykologisk og andre typer af støtte til atleterne.

I alle lande bliver der forsket og testet på udøverne, og der er rimeligt gode forhold for de trænere, der understøtter atleternes progression - også når det gælder talentudvikling og identifikation.

Der er heller ikke markante forskelle mellem de fire lande i forhold til størrelsen af den finansielle statslige støtte til elitesport, selv om der er forskel på, hvor effektivt den fordeles i forhold til opnåede resultater.

Helt overordnet peger resultaterne på, at politisk, kulturel og økonomisk opbakning gør en forskel for de internationale resultater.

De forbedringer, vi har set i danske elitesportsresultater i de seneste årtier, bunder i større politisk og kulturel opbakning til elitesportssystemet. Det gælder også i Norge, mens Sverige ikke har oplevet en tilsvarende fremgang, og Finland resultatmæssigt er gået markant tilbage som følge af store problemer med at skære igennem og indrette et effektivt system.

Opsummeret har landene lært meget af hinanden set på konkrete indsatser, men kultur og politiske ændringer betyder meget. De lande, der står bedst i det globale kapløb om medaljer, er de lande, der kulturelt set finder elitesport legitim og underbygger den med effektiv organisering og målrettet anvendelse af finansielle ressourcer.