En svær, men vigtig kamp: Derfor er Præsidiets brev til IOC vigtigt for Grønland og Færøerne

Midt i juni 2026 sendte Folketingets Præsidium et brev til den Internationale Olympiske Komité (IOC), og appellerede til, at IOC genovervejer de nuværende regler for at anerkende nationale olympiske komiteer (NOC’er), så Grønland og Færøerne kan få lov at deltage ved OL under deres egne flag.

IOC’s svar kom hurtigt, og det var tydeligt: Grønland og Færøerne opfylder ikke det olympiske charters krav om at repræsentere en uafhængig stat, der er anerkendt af det internationale samfund.

Det har IOC forklaret de berørte lande mange gange, skriver IOC i sit svar, men Præsidiets brev er alligevel vigtigt, da det markerer en anerkendelse af sportens betydning for Grønland og Færøernes nationale identitet og følger op på ambitionerne i firkløverregeringens om, at Færøerne og Grønland får øgede udenrigspolitiske beføjelser.

Præsidiets brev er dermed ikke et isoleret sportsligt initiativ. Det er en del af en bredere bevægelse i retning af mere ligeværdig international repræsentation inden for Rigsfællesskabet.

IOC's nuværende regler står i vejen

Umiddelbart kan det virke underligt, at Grønland og Færøerne ikke allerede deltager i egen ret ved OL, når de er selvstændige medlemmer af en række internationale idrætsforbund og deltager i internationale turneringer såsom VM og EM.

Territorier som Bermuda, Aruba, Amerikansk Samoa og Puerto Rico stiller til OL under egne flag, selv om de ikke er uafhængige stater. Forklaringen er, at IOC strammede reglerne i 1996, og at det olympiske charter nu definerer et land som en ”uafhængig stat anerkendt af det internationale samfund”. IOC kræver ikke udtrykkeligt medlemskab af FN, men FN-medlemskab er i praksis et stærkt tegn på international anerkendelse.

Færøerne ansøgte allerede i 1983 om at blive anerkendt af IOC - en ansøgning som man dengang opfattede som en formalitet - men da IOC fik travlt med at optage en række nye lande efter Sovjetunionens opløsning og Jugoslaviens sammenbrud, gik ansøgningen i glemmebogen.

Selvom Færøerne har en fuldgyldig national paralympisk komité og har deltaget under eget flag ved de paralympiske lege (PL), går den aktuelle vej til OL for færøske og grønlandske atleter altså stadig gennem den danske olympiske komité.

Blandt de atleter, der har stillet op under dansk flag gennem årene, er blandt andre den færøske doublesculler-roer Katrin Olsen i 2008, den færøske svømmer Pál Joensen i 2012 og 2016, den grønlandske freestyle-skiløber Laila Friis-Salling i 2018, de grønlandske skiskytter Ukaleq Slettemark i 2022 og 2026 og Sondre Slettemark i 2026.

Mere end et spørgsmål om flag

Spørgsmålet om IOC-anerkendelse handler imidlertid ikke kun om, hvilket flag der præger atleternes dragter. Det handler om, at national repræsentation ved store sportsbegivenheder kan synliggøre og styrke national identitet.

Eliteidrætten har en særlig evne til at samle mennesker om fortællinger, symboler og øjeblikke, der opleves som fælles. Det gælder ikke mindst i små samfund, hvor internationale sportsresultater kan gøre nationen synlig - både for sig selv og for omverdenen - på en måde, som få andre aktiviteter kan.

Når Færøerne deltager ved internationale slutrunder i håndbold eller fodbold under eget flag, er det derfor ikke alene en sportslig præstation. Det er også en markering af et færøsk politisk og kulturelt fællesskab.

Det samme gælder for Grønland, hvor folketingsmedlem Naaja H. Nathanielsen i et interview til Sermitsiaq.ag, meget rammende lagde vægt på, at OL-deltagelse er ”en vigtig anerkendelse af den grønlandske identitet og en markering af vores ret til at kunne repræsentere os selv”.

Er det tid til forandring?

Muligheden for, at IOC hurtigt ændrer praksis er dog lille. IOC frygter formentlig, at hvis de åbner for Grønland og Færøerne, vil det føre til lignende krav fra andre selvstyrende områder og nationer som for eksempel Skotland, Wales, Gibraltar, Macao eller Ny Kaledonien.

Spørgsmålet om olympisk deltagelse for andre end anerkendte stater har imidlertid fået fornyet aktualitet frem mod OL i Los Angeles i 2028.

Her er lacrosse nemlig tilbage på det olympiske program. Haudenosaunee-konføderationen, der er en alliance mellem oprindelige nationer i det nordøstlige Nordamerika, tilhører verdenseliten i sporten og har vundet bronze ved de seneste tre verdensmesterskaber for mænd.

Haudenosaunee har imidlertid ingen IOC-anerkendt NOC og kan ikke uden videre stille op under eget navn og flag.

I januar 2025 opfordrede USA og Canada derfor i en fælles erklæring IOC til at finde en løsning. Kommer der en indrømmelse på dette område, kan det måske åbne døren for andre.

Det færøske herrelandshold i håndbold illustrerer tilsvarende, hvorfor spørgsmålet er påtrængende.

Færøerne har på få år etableret sig på europæisk mesterskabsniveau. Det er ikke længere utænkeligt, at holdet kan opnå resultater, der bringer det tæt på at kunne kvalificere sig til OL. Det vil virke helt ulogisk, at Færøerne i givet fald skulle blive nægtet adgang til OL.

Derfor er Præsidiets brev til IOC vigtigt. Problemstillingen er, at IOCs regler på flere områder begynder at komme ud af sync med ikke bare den sportslige, men også den politiske virkelighed.

Grønland og Færøerne har egne demokratiske institutioner, flag, kulturer og stærke nationale sportslige identiteter, og internationale sportsbegivenheder er blandt de mest synlige arenaer for at skabe national identitet. Retten til at stille op under eget navn og flag handler i den forstand om at blive set og anerkendt som det fællesskab, man opfatter sig som.

Kampen bliver svær og formentlig langvarig. Men den er vigtig at tage, og på den baggrund er Præsidiets brev til IOC det helt rigtige signal at sende.