Der er reelle modsætninger mellem elite og bredde

Dette debatindlæg er bragt i Idrætsmonitor 28. august 2026.

Da kulturminister Zenia Stampe i juni overrakte Kulturministeriets idrætspris til herrehåndboldslandstræner Nikolaj Jacobsen, gav hun udtryk for den velkendte forestilling om, at bredden føder eliten, og at eliten omvendt inspirerer bredden, selv om mange års forskning viser, at der ikke er belæg for argumentet.

Udtalelsen blev hurtigt mødt af kritik fra både formanden for DGI Østjylland, Kasper Mølgaard, og den mangeårige idrætsdebattør Claus Bøje, mens den tidligere politiker og nuværende administrerende direktør for Institut for Sportsdommere, Jens Rohde, kom kulturministeren til undsætning. I et debatindlæg skrev han, at sandheden i udsagnet ikke var særligt relevant:

“Det afgørende er, at hun lægger en klar værdibaseret holdning for dagen (…)”.

Jens Rohde har ret i, at værdipolitiske holdninger er gode. Dem kan man forholde sig til, og en minister skal markere sig. Problemet er imidlertid, at hvis man ikke kender sagernes rette sammenhæng, risikerer man at træffe beslutninger, der har den modsatte effekt af det, man fra sit værdipolitiske standpunkt ønsker at fremme.

Ingen automatisk sammenhæng mellem elitens resultater og breddens størrelse

Så hvad ved vi egentlig om forholdet mellem elite- og breddeidræt? En hel del, faktisk.

Jeg har selv flere gange beskæftiget mig med idéen om, at eliten inspirerer bredden og får flere til at dyrke idræt. Blandt andet i denne kommentar, hvor pointen er, at sammenhængen har et svagt empirisk grundlag. Jeg har også undersøgt spørgsmålet i et studie af dansk håndbold, og sammen med en norsk kollega lavet et litteraturreview af den eksisterende forskning om, hvorvidt store sportsevents fører til større idrætsdeltagelse.

Den overordnede konklusion er, at der ikke er belæg for at sige, at eliteidrætten generelt eller automatisk inspirerer breddeidrætten. Der findes eksempler på positive effekter, men de er små, usikre og afhængige af de konkrete omstændigheder.

Alt tyder på, at der er andre og langt mere betydningsfulde faktorer, som styrer idrætsdeltagelsen. Det er også konklusionen i andre internationale systematiske reviews.

Udspringer eliten så af bredden? Det er ikke forkert, at eliteatleter selv har været en del af et bredere idrætsmiljø, og at man selvsagt har brug for et vist rekrutteringsgrundlag for at skabe talenter. Men der er omvendt ikke belæg for at sige, at det er nødvendigt med en stor bredde i en given sportsgren for at opnå internationale resultater.

For eksempel fandt det internationale SPLISS-studie ingen direkte sammenhæng mellem høj idrætsdeltagelse og internationale sportslige resultater, men peger på, at det også er muligt at udvikle en international elite ud fra et relativt begrænset antal breddeaktive, selv om der selvfølgelig skal være en vis talentmasse.

Det er mere afgørende, hvordan man finansierer eliteidrætten. Det gælder i øvrigt også for breddeidrætten: En høj idrætsdeltagelse kommer ikke af sig selv. Den nordiske idrætsmodel er for eksempel vokset frem på ryggen af offentligt finansierede idrætsfaciliteter og generøs støtte til foreningslivet. Ressourcer og organisering er nogle af de strukturelle rammer, der understøtter den brede deltagelse. Det har ikke så meget med eliten at gøre.

Narrativets gennemslagskraft er problemet

Så hvorfor er forestillingen om den gensidige afhængighed mellem elite og bredde så stærk, når forskningen viser, at narrativet ikke holder i virkeligheden?

Her tror jeg, at Jens Rohde har fat i noget. Narrativet har nemlig værdipolitisk slagkraft. Det virker plausibelt og intuitivt rigtigt. Det er også et rart narrativ, for det efterlader ikke meget at skændes om. Kun konsensus.

Hvis én krone brugt på eliten er én krone brugt på bredden, behøver vi ikke have politiske slagsmål om, hvorvidt det er håndboldlandsholdet eller gymnastikholdet i Tønder, der skal støttes af de midler, der er til rådighed for dansk idræt.

Debatindlægget fortsætter herunder

Men sagens kerne er, at de to størrelser har forskellige interesser og kræver forskellige indsatser for at udvikle sig. Fællesnævneren er finansiering, og i en verden af knappe ressourcer skal der prioriteres mellem forskellige mål.

Ideen om, at der er en automatisk sammenhæng mellem elite og bredde, bidrager imidlertid til at udviske de reelle konflikter om fordeling og prioritering af ressourcer. Forestillingen er en dominerende idrætspolitisk diskurs, der blandt andet anvendes strategisk til at legitimere offentlige investeringer i elitefaciliteter, eliteatleter og store internationale sportsevents.

Det ændrer imidlertid ikke ved narrativets politiske tiltrækningskraft. Når man let lader sig overbevise om, at værtskaber og eliteaktiviteter skaber positive effekter i form af mere breddeidræt, bliver det lettere at argumentere for og beslutte store offentlige investeringer i både eliteidræt og internationale sportsevents.

I en mere jordnær dansk sammenhæng kan narrativet samtidig fungere som et værn mod politisk indblanding. Hvis der ikke er modsætninger i idrætssektoren, er der heller ingen grund til, at politikere blander sig i konkrete prioriteringer på området, og så kan idrættens organisationer selv fordele de midler, som de i øvrigt forventer, at de samme politikere leverer.

Der er reelle modsætninger mellem elite og bredde

Når Zenia Stampe synger med på melodien om elitens og breddens gensidighed, og Jens Rohde bakker hende op, ender de imidlertid - og paradoksalt nok - med et vers, der er aldeles afladet for idrætspolitisk værdi og blot reproducerer eksisterende forestillinger.

Som Claus Bøje var inde på i sit debatindlæg, overser de dermed vigtige nuancer i den måde, breddeaktiviteter opstår på uden for det organiserede foreningsliv og i det hele taget. For breddeidrætten som helhed risikerer man samtidig en omfordeling af midler til eliten, der altid vil kunne bruge flere ressourcer på at præstere.

Men både Zenia Stampe og Jens Rohde er markante værdipolitiske krigere, så her er et forslag til at slå en ny klangbund an:

Der er ingen automatik i forholdet mellem elite og bredde, og der er reelle modsætninger mellem dem, som ikke uden videre lader sig forene. I stedet kræver de hver især særskilt tilrettelagte indsatser og midler for at lykkes.

Hvis kulturministeren og Jens Rohde vinder gehør for de pointer, vil de være bedre i stand til at udtænke og igangsætte nye og interessante indsatser over for såvel elite- som breddeidrætten.