VM 2026 bliver en test af respekten for menneskerettigheder, og alt tyder på, at FIFA dumper
USA, Mexico og Canada er som værtsnationer forpligtede til at respektere menneskerettighederne ved dette VM, men vil FIFA reelt sanktionere dem, hvis de ikke gør det? Når USA under Trump vurderes at bevæge sig mod autokrati hurtigere end Rusland under Putins første år, og FIFA forventer indtægter på 9 mia. dollars i VM-året alene, er svaret ikke svært at forudsige.
Dette debatindlæg er først udgivet i Idrætsmonitor fredag 12. juni
Sammen med en norsk kollega har jeg netop offentliggjort et studie af, om det var muligt at se en forbedring af menneskerettighederne i de lande, der var værter for henholdsvis sommer-OL og VM i fodbold i perioden 1946-2022. Det korte svar var nej. Siden er det blevet et krav fra FIFA, at værtsbyer og -lande skal respektere menneskerettigheder, men spørgsmålet er, om den forventning vil blive indfriet i det VM, vi er i gang med.
Det er der desværre heller ikke meget, der tyder på.
Skepsissen er i hvert fald indlysende, hvis man kigger ned i rapporten: ”Humanity Must Win: Defending Rights, Tackling Repression at the 2026 FIFA World Cup”, som Amnesty International nyligt har udgivet om emnet.
Amnesty International advarer om, at VM i 2026 risikerer at blive ledsaget af alvorlige menneskerettighedsproblemer i alle tre værtslande, og at problemerne vil berøre en bred vifte af grupper: migranter, etniske minoriteter, demonstranter, journalister, arbejdere, hjemløse og lokale borgere, der alle er i fare for at blive ramt af myndighedernes forsøg på at sikre et gnidningsfrit og poleret VM.
Det er især udviklingen i USA, der vækker bekymring. Under Donald Trump har den amerikanske migrationspolitik bevæget sig i en hårdere og mere aggressiv retning.
Ifølge forskningsprojektet Varieties of Democracy (V-Dem) har Donald Trump skubbet landet ned ad den demokratiske stige i en hastighed, der ikke er set tidligere. Faktisk vurderes det, at landet i den amerikanske præsidents anden periode ved magten, har haft hurtigere fart mod autokrati, end Rusland havde i de første år under Vladimir Putin.
Amnesty International er derfor bekymrede for, at VM giver anledning til øget kontrol, deportationer og etnisk profilering i USA.
Der er også problemer i de to andre værtslande. I Mexico peger Amnesty International på risikoen for militarisering, hårdhændet politiindsats og undertrykkelse af protester. I Canada er der blandt andet bekymring for, at hjemløse og socialt udsatte skubbes væk fra de byrum, der skal tage sig godt ud på tv og i internationale mediers dækning.
Andre kilder bekræfter, at denne frygt allerede er virkelighed. F.eks. i Canada, hvor der meldes om daglige ”gadefejninger” af hjemløse i Vancouver i de områder, hvor slutrundeaktiviteter skal ske.
FIFA forventer indtægter på 9 mia. US dollars i 2026
Som sagt begyndte FIFA i slutningen af 2010’erne at stille krav til værtsbyer og -lande i udbudsmaterialerne for slutrunden om at respektere menneskerettigheder.
I dag er værtsnationerne kontraktligt forpligtede til både at fremlægge planer for, hvordan de vil respektere menneskerettighederne, og til faktisk at gøre det. Nu er spørgsmålet så, om FIFA reelt vil træde i karakter og sanktionere værtsnationerne for brud på menneskerettighederne.
Det er der imidlertid heller ikke meget, som giver grund til at tro. Alt tyder på, at helt andre hensyn vejer tungere.
Udover at præsident Trump, der er kendt for at bruge sport som en platform for sit politiske virke, vil bruge eventen som anledning til at iscenesætte sig selv, har FIFA-præsidenten også planer om økonomisk vinding.
Det estimeres således, at FIFA i VM-året alene vil opnå indtægter i omegnen af 9 mia. US dollars, og ifølge FIFA's egne budgetter forventes det, at indtægterne i den fire-årige VM-cyklus 2023-2026 når op på ca. 13 mia. US dollars. Alene billetter og hospitality forventes at indbringe omkring 3 mia. US dollars i samme cyklus, og her er VM 2026 helt afgørende.
Slutrunden er altså en decideret guldkalv for Infantino, og de massive beløb understreger, at VM ikke blot er en sportslig og politisk begivenhed. Det er arketypen på en kommerciel maskine, hvori FIFA’s økonomiske incitamenter er massive.
VM 2026 bliver dermed en test af, om FIFA’s relativt nye politikker om menneskerettigheder og løfterne om et sikkert, inkluderende og menneskerettighedsbaseret VM har nogen som helst bund i virkeligheden, eller om showet fortsætter, sådan som det altid har gjort med tomme løfter om menneskerettighedsforbedringer over for værtsnationens borgere og tilrejsende, men med stopfyldte økonomiske lommer i FIFA.
Al erfaring og min egen forskning tilsiger desværre, at sidstnævnte er det mest forudsigelige scenarie.