FIFA skummer fløden, mens værtslandene betaler regningen ved VM

Dette debatindlæg blev først bragt i Idrætsmonitor fredag 26. juni 2026

Når FIFA i disse uger afvikler VM i herrefodbold, er der en sikker vinder, nemlig FIFA selv. Som eventejer har FIFA allerede sikret sig langt størstedelen af de økonomiske gevinster ved slutrunden, som de forventer at tjene 84 mia. kr. på. For værtslandene USA, Mexico og Canada er der derimod ikke udsigt til de store økonomiske gevinster.

Det er ellers nærliggende at tro, at det at være værter for et VM med 48 hold både vil kaste store turismeindtægter af sig, trække udenlandske investeringer til og brande værtslandene i sådan en grad, at det kan ses i samfundsøkonomien. Det er i hvert fald de argumenter, politikere og interessenter typisk fremfører, når de skal retfærdiggøre at bruge store summer fra samfundets fælles kasse på at afvikle et VM.

Men forskningen peger sammenfattende på, at de investeringer, det kræver at afholde begivenheder af denne størrelse, i langt de fleste tilfælde overstiger de økonomiske gevinster.

Store omkostninger til stadions og infrastruktur

Der er flere årsager til, at det ikke er god forretning at holde en stor sportsbegivenhed som et VM. En del af forklaringen ligger i, at det ofte er nødvendigt at investere i infrastruktur i form af stadions, transport og bymæssige forbedringer for at kunne honorere de krav, FIFA stiller til en værtsnation. Problemet er, at byggerierne typisk er overmatchede i forhold til de lokale behov.

Ved dette VM skal det retfærdigvis nævnes, at de amerikanske værter står med en lidt mindre økonomisk byrde end de fleste andre tidligere værter på det punkt. 78 af slutrundens kampe spilles i USA, hvor værtsbyerne allerede har størstedelen af den nødvendige lufthavnskapacitet, transportforbindelser og hotelsenge. Der har heller ikke været behov for at bygge nye stadions for at afholde slutrunden, omend opgraderinger og ombygninger i forbindelse med slutrunden har været nødvendige.

Dermed er der ikke risiko for at ende med det, der i forskningen om stadions kaldes 'white elephants', som henviser til dyre anlæg, der efter begivenheden enten står ubrugte hen eller kun bruges sporadisk. Det medvirker til at sikre, at amerikanerne har større sandsynlighed for at hente turismeøkonomiske gevinster, selv om der stadig bruges betydelige offentlige midler på drift og vedligeholdelse.

Mexico og Canada har derimod større udgifter på at være VM-værter.

I Mexico, hvor der afvikles 13 kampe, er der ikke offentliggjort et samlet eventbudget for verdensmesterskaberne, men ifølge det mexicanske erhvervsmedie El Economista anslog det mexicanske fodboldforbund i marts 2026, at de samlede investeringer i forbindelse med VM i Mexico udgjorde omkring 19 mia. kroner, om end estimatet er behæftet med betydelig usikkerhed.

I Vancouver (syv kampe) og Toronto (seks kampe) udgør værtsudgifterne ifølge offentlige dokumenter mellem 3,1 og 3,4 mia. kroner for Vancouver og ca. 1,8 mia. kroner for Toronto. Omkostningerne dækker opgraderinger af stadions, sikkerhed, driftsudgifter og forbedringer af infrastrukturen.

De økonomiske effekter bliver typisk overvurderede

Når det gælder indtægter, tiltrækker en VM-slutrunde selvsagt mange fodboldturister, der ikke ville have besøgt landet eller byen, hvis der ikke havde været VM. Men slutrunder holder samtidig almindelige turister væk, der ikke er interesserede i fodbold.

Bortset fra Qatar i 2022 afvikles VM i fodbold normalt fra midt juni til midt juli, hvor hotelbelægningen i forvejen er på sit højeste i de fleste værtslande. Den ekstra efterspørgsel presser priserne op, og en stor del af de turister, der ellers ville være kommet, vælger derfor et andet rejsemål.

Dertil kommer, at de penge, fodboldturister bruger på billetter, merchandise og parkering i forbindelse med slutrunden, ryger direkte i FIFA’s lommer, ligesom tv-rettigheder og sponsoraftaler også går FIFA’s vej.

Derudover er FIFA fritaget for at betale skat på forskellige områder som f.eks. moms på billetsalg. Det gælder f.eks. i alle de 11 værtsbyer i USA. Så mens værtsnationerne og -byerne finansierer størstedelen af slutrunden, høster FIFA selv langt størstedelen af de økonomiske gevinster.

Forskningen peger desuden på, at et VM hverken øger eksporten eller giver et varigt løft i udenlandske investeringer (’foreign direct investment’), selvom de udenlandske investeringer kan stige en smule i den fase, hvor man bygger stadions eller infrastruktur.

Man kan undre sig over, hvordan det slutrunde efter slutrunde lykkes FIFA at skumme fløden, mens værtslandene står tilbage med regningen. Svaret ligger i forretningsmodellen, hvor FIFA er monopolejere og derfor i høj grad selv kan sætte betingelserne for værtslandene.

FIFA sælger ideen om global synlighed, turisme og varige samfundsgevinster. Men erfaringerne viser, at regnestykket ikke holder – de økonomiske gevinster overvurderes, omkostningerne undervurderes, og værtslandenes skatteborgere står med regningen.

Alt tyder på, at den forretningsmodel står til at slå rekorder i indtjening til FIFA ved dette VM.