Idan Artikel 14.03.2023

Fodboldprojekt i Køge: Vi vil være en klub for de fleste og de bedste

Elite og bredde kan godt forenes, men det kræver en klar vision og hårdt arbejde. Sådan lød nogle af budskaberne på Idan Forums netværksmøde i Køge den 7. marts 2023.

Skrevet af: Cecilie Hedegaard Bak

Det er en udbredt forestilling, at store sportspræstationer og events som Tour de France og EM i fodbold er med til at inspirere breddeidrætsudøvere i en sådan grad, at det kan ses på medlemstallene. Men i virkeligheden er denne inspirationseffekt blot én af mange faktorer, slog Rasmus K. Storm fast på Idan Forums netværksmøde, der blev afholdt 7. marts 2023 i Køge.

Faktisk har socioøkonomisk baggrund, faciliteter, den gode modtagelse i foreningen og ikke mindst dygtige trænere langt større betydning for medlemstallets udvikling.

”Tilsammen er de vigtige faktorer for at skabe bredde, og hvis man fokuserer for meget på én enkelt ting, såsom inspirationseffekten, risikerer man at fjerne fokus fra andre og tilsammen mere betydende faktorer,” sagde Rasmus K. Storm, da han præsenterede resultaterne fra sin egen og andres forskning på området.

”Og når vi snakker store sportsevents og resultater, så handler det om at aktivere inspirationseffekten. Inspirationen kan være en dåseåbner, men man må have de andre ting på plads, hvis det skal have en reel effekt. For hvis man kommer ud og møder et dårligt foreningstilbud, så falder folk lynhurtigt fra igen. Man kan ikke forvente en automatik mellem eliteinspiration og flere medlemmer,” slog han fast.

’For de fleste og de bedste’

I kvindefodboldens verden hedder inspirationseffekten også Pernille Harder-effekten. For at aktivere den har man i Køge haft fokus på at skabe et trygt miljø, hvor man kan forbedre sig – både på og udenfor banen, og hvor trænerne er dygtige – ikke kun til fodbold. I bund og grund har man vendt bøtten om, fordi klubben var klar over, at man skal bygge et fundament, hvis man vil lave elite.

Sådan fortalte Søren Østergaard, der til dagligt er centerleder for Center for Ungdomsstudier, men som i 2016 startede et ambitiøst pigefodboldprojekt, der skulle få flere piger i og omkring Køge til at spille fodbold og ikke mindst fortsætte med at spille fodbold.

Igennem en årrække havde de lokale klubber oplevet, at flere af de bedste spillere dels søgte mod andre mere elitefokuserede klubber og dels stoppede, fordi det var svært at få hverdagen til at hænge sammen. Med en vision om at udvikle et ambitiøst talent-setup, der samtidigt understøttede udviklingen af pigefodbolden i otte moderklubber i og omkring Køge, startede man derfor ’HB Køge Pigefodbold’.

”Vi har haft en tydelig vision og nogle klare værdier. Vi vil have lige muligheder for drenge og piger, og derudover var det vigtigt for os med kropslig dannelse, gode relationer, og at vi italesætter, hvilke kompetencer vi træner og tilegner os udover fodbold,” forklarede Søren Østergaard.

Under sloganet ’For de fleste og de bedste’ er det lykkedes at skabe en velfungerende pigeafdeling og ikke mindst et succesfuldt kvindeelitehold, der i 2020 officielt blev en del af den professionelle fodboldklub HB Køge, der er en overbygning mellem fodboldklubberne Herfølge Boldklub og Køge Boldklub. HB Køges kvinder har efterfølgende vundet det danske mesterskab to gange, og klubbens kvinde- og herrehold har ifølge HB Køge ensartede vilkår.

I forbindelse med projektet har parterne reflekteret over, hvordan man kan skabe synergi mellem eliten og bredden.

”Men vi har vendt den helt om. For os har det handlet om, at jo flere dygtige kvindeseniorspillere vi kunne tiltrække, jo flere dygtige trænere ville vi potentielt få til U7, U9 og U11. Vi vidste godt, at det var det, der ville få pigerne til at blive på den lange bane,” sagde Søren Østergaard i sit oplæg.

Det er også dem, pigerne kommer for at se på stadion, fortalte han.

”De skal ikke ind og se HB Køge spille, men de skal ind og se Emma Færge og Cecilie Fløe (red. henholdsvis forsvarsspiller og angriber i HB Køge), som de kender. Det er langt mere relationelt,” sagde Søren Østergaard. 

Per Rud

Per Rud, der er sportsdirektør i HB Køge, fortalte om klubbens satsning på kvindefodbolden. 

Elite og bredde kan være svært at forene

Selvom projektet i dag er en succes, har samarbejdet mellem de lokale klubber og den professionelle fodboldklub HB Køge ikke altid været en dans på roser.

”I bund og grund er elite og bredde enormt svært at få til at hænge sammen. Det ér bare to forskellige verdener, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange vi har haft diskussioner, fordi vi jo alle sammen kæmper om at få lidt mere græstid og plads i omklædningsrummene,” sagde Per Rud, der er sportsdirektør i HB Køge.

Når HB Køges kvinder skal spille Champions League-kampe på stadion, bliver det lukket ned for alle andre aktiviteter, hvilket går ud over bredden, som har en masse hold, der normalt træner i weekenden.

”Og det er klart, at så clincher det. Derfor har vi arbejdet meget med, at vi bliver nødt til at kommunikere hele tiden. Jeg synes jo, at fem U19-EM-kampe på HB Køges stadion er fantastisk for byen og klubben, men så står bredden der og siger, ’er I klar over, hvad det betyder for os?’,” fortalte sportsdirektøren.

”Så sådan nogle beslutninger skal vi lave i fællesskab, vi skal tale om, hvordan løser vi udfordringerne, og man må have respekt for, at vi har forskellige indgangsvinkler. Der må heller ikke være en første- og andenvælger. I sidste ende handler det om, at jeg som direktør måske dropper at hyre en ny højre wing og i stedet ansætter en ungdomstræner,” sagde han.

Per Rud var ærlig omkring, at han ofte har tænkt over, at det er eliten, der er skyld i, at det går godt på breddesiden, men at han efter dagens oplæg godt kan se, at det måske i virkeligheden er omvendt.

”Der er kommet noget evidens i dag, som har gjort, at jeg vil tænke over det på en anden måde. Hovedårsagen til succesen er jo nok blandt andet, at vi har en breddeklub med en klar vision om at behandle pigefodbold, som man behandler herrefodbold,” slog han fast.

Læs mere

Idrætsmonitor var også til stede på Idan Forums netværksmøde og har skrevet en artikel om, hvordan Herlev Kommune og Falcon Basket hver især har tacklet problemstillingen med at forene bredden og eliten. Læs artiklen her.

Læs flere artikler fra Idan Forum

Idan Forum netværksmøde
Idan Artikel 06.12.2023
Idan Forum lukker, og i stedet lancerer Idan nye temadage og webinarer
Søndermarken
Idan Artikel 30.11.2023
LOA: Bedre viden om brugernes behov kan give socialt bæredygtige faciliteter
Idan Forum
Idan Artikel 20.12.2022
Idan Forum er klar med programmet for 2023
Idan Forum netværksmøde
Idan Artikel 18.11.2022
Frivillighed: Ledelsen skal lede og lave langsigtede løsninger frem for brandslukning
Oplæg på Idan Forum
Idan Artikel 10.05.2022
Når forældre er aktive i en forening, stiger chancen for, at deres børn også er det
Rundvisning på Musholm
Idan Artikel 08.03.2022
Skræddersyede løsninger kan give personer med særlige behov et aktivt fritidsliv
Danske fans til fodboldlandskampen mellem Danmark og Østrig.
Idan Artikel 03.03.2022
DBU skyder tilskuernes stadionoplevelse helt op i krydset takket være data
Mand til webinar
Idan Artikel 20.01.2022
Se eller gense opstartswebinaret for Idan Forum 2022

Læs mere om Idan Forum