Idan Artikel 02.02.2023

Trods store sportsresultater i 2022 er dansk konkurrenceevne i international eliteidræt svækket

Efter flere år med højt niveau for dansk elitesport er dansk eliteidræt udfordret. På trods af topresultater i prestigefulde events som Tour de France viser Idans analyse af de danske resultater i 2022, at den brede danske konkurrenceevne i de sommerolympiske discipliner går tilbage. Spørgsmålet er, om det vil nå at rette sig inden OL i Paris i 2024.

Nøgleord: Eliteidræt

Dansk elitesport gjorde på flere områder en god figur i 2022. Badmintonspilleren Viktor Axelsen var året ud suveræn i herresingle i en sportsgren, hvor konkurrencen fra asiatiske spillere er benhård. Tennisspilleren Holger Rune nåede helt op som nummer ti på verdensranglisten. Men Jonas Vingegaards Tour de France-sejr overstråler alt andet. Det er et af de allermest prestigefulde trofæer i international elitesport, der i 2022 blev vundet af en dansker.

Alligevel er det gået tilbage for den brede danske konkurrenceevne, hvis man ser på de sommerolympiske discipliner. Det viser Idrættens Analyseinstituts (Idans) årlige resultatanalyse, der ser nærmere på resultaterne i 2022 og potentialet for dansk elitesport frem mod OL i Paris i 2024.

Analysen baserer sig på resultater fra de årlige verdensmesterskaber i disciplinerne på det kommende olympiske program eller verdensranglisteplaceringer i olympiske discipliner, hvor der ikke har været afholdt verdensmesterskaber i 2022.

De danske atleter hev ni medaljer (tre guld, tre sølv og tre bronze) hjem ved VM i OL-disciplinerne i 2022, hvilket ikke er langt fra de 11 OL-medaljer, som blev vundet i Tokyo (tre guld, fire sølv og fire bronze).

Markant færre top 8-placeringer end tidligere

Til gengæld ser det mindre positivt ud, når man kigger på top 8-point, som er et andet udtryk for konkurrenceevnen. Top 8-point opgøres ved at se på danskernes placering i top 8, hvor en førsteplads tildeles 8 point, en andenplads giver 7 point og så fremdeles. Ved OL 2021 i Tokyo blev det således til 30 top-8 placeringer og 135 top 8-point, mens de danske atleter i 2022 kun formåede at skrabe 19 top 8-placeringer og 85 top 8-point sammen.

Det er betydeligt lavere end det præstationsniveau, vi har været vant til i de seneste 10-15 år. Faktisk skal vi helt tilbage til 2010 for at finde et niveau, der matcher. Dengang lød resultatet på 84 top 8-point (se figur 1).

Figur 1: Udviklingen i antallet af top 8-point i OL-disciplinerne fra 2000-2021

Fra 2008 opgøres top 8-point også i de mellemolympiske år. For nærmere gennemgang af metoden henvises til Idans tidligere resultatanalyser.

Målt på top 8-point blev Danmark desuden den 21. bedste nation ved OL i Tokyo, men ud fra samme målestok blev Danmark kun rangeret som nr. 32 i 2022.

Forventningerne frem mod OL 2024 bør skrues ned

Der er naturligvis mulighed for fremtidige medaljer til atleter, der i 2022 sluttede uden for top 8 i VM og lignende events. Der var ganske vist også gode resultater ved EM (som ikke tæller med i denne analyse) til atleter, der ikke nåede i top 8 i årets verdensmesterskaber, og andre medaljeaspiranter holdt pause, havde uheld eller præsterede under niveau ved årets VM. Men top 8-placeringer er en ganske god indikator for medaljechancer inden for de kommende par år.

Derfor er nedgangen bekymrende i forhold til Danmarks chancer for medaljer og andre topplaceringer ved OL i Paris 2024. Det virker som om, det bliver vanskeligt for dansk elitesport at fastholde det høje niveau, som dansk eliteidræt har været på siden OL i London i 2012.

Resultaterne viser, at de danske atleter stadig har opnået topplaceringer i relativt mange sportsgrene. Men flere af de sportsgrene, hvor Danmark traditionelt har vundet mange medaljer, oplever i disse år en markant svækket konkurrenceevne, og i 2022 var resultatniveauet i flere af disse sportsgrene usædvanligt lavt.

Det gælder især roning, hvor top 8-pointene er gået fra 13 i 2021 til 2 i 2022, i badminton, hvor pointene er halveret, samt i sejlsport, hvor top 8-pointene er gået fra 20 i 2021 til 8 i 2022. Også i svømning, som i midten af 2010’erne nåede helt op på 44 top 8-point, er nedgangen mærkbar og i 2022 helt nede på 3 point.

Blandt de traditionelle paradesportsgrene var det i 2022 kun håndbold, der præsterede højere end tidligere, mens cykling tilnærmelsesvis fastholdt niveauet.

Dansk elitesport er velorganiseret, og på trods af relativt beskeden offentlig finansiel støtte er rekruttering og forædling af talentmassen fortsat på et højt niveau. En fastholdelse af dette niveau kræver imidlertid, at Danmark kommer tilbage på sporet efter en klar tilbagegang de seneste år i nogle af de traditionelle paradesportsgrene.

Der er formentlig for kort tid til OL i Paris til, at dette er realistisk, og et markant lavere niveau end ved de tre seneste OL er nok forventeligt.

Idan vurderer løbende den danske konkurrenceevne i dansk elitesport set i lyset af de historiske resultater. Dette notat er en del af den løbende undersøgelse Danske eliteresultater.

Download 2022-notatet og de tidligere analyser

Viktor Axelsen
Idan Udgivelse februar 2023
Danske eliteresultater 2022
Dansk sejler til OL Tokyo 2020 Foto: GettyImages/Phil Walter
Idan Udgivelse august 2021
Danske eliteresultater 2021
Dansk cykelrytter. Foto: Ben Stansall/AFP/Ritzau Scanpix
Idan Udgivelse marts 2020
Danske eliteresultater 2019
Caroline Wozniacki. Foto: Joshua Sadli/Wikimedia Commons
Idan Udgivelse februar 2019
Danske eliteresultater 2018
Viktor Axelsen. Foto: Jens Dresling/Polfoto
Idan Udgivelse januar 2018
Danske eliteresultater 2017
René Holten Poulsen, EM15. Foto: GettyImages/Robert Prezioso
Idan Udgivelse april 2016
Danske eliteresultater 2015
Den danske badmintonduo, 2014. Foto: GettyImages/Lars Ronbog
Idan Udgivelse juni 2015
Danske eliteresultater 2014

Læs mere om temaet

Mathias Gidsel spiller håndbold
Idan Tema

Dansk eliteidræt

Læs lignende nyheder

Folk der bryder
Idan Artikel 24.09.2024
Nyt notat dokumenterer faldet i dansk eliteidræts konkurrenceevne
Banelandsholdet i cykling til OL 2016
Idan Artikel 24.07.2024
OL 2024 prognose: Danmark høster 13 medaljer i Paris
Amerikanske atleter
Idan Artikel 08.07.2024
Nyt notat: USA og Europa i medaljekapløb ved OL i Paris
Male Swedish athlete
Idan Artikel 25.04.2024
Ny rapport: Invester mere og organiser eliteidrætten anderledes, hvis Sverige skal vinde medaljer
Female swimmer from Sweden
Idan Artikel 24.04.2024
New report: Invest more and organise elite sport differently for Sweden to win medals
Team Danmark atleter
Idan Artikel 20.03.2024
De fleste atleter trives, men over halvdelen har overvejet karrierestop
Jonas Vingegaard bliver hyldet
Idan Artikel 20.02.2024
Dansk elitesport er tilbage på sporet, og udsigter til medaljer ved OL i Paris er positive
Emma Aastrand Jørgesen
Idan Kommentar 11.09.2023
Dansk konkurrenceevne i international eliteidræt er udfordret. Men hvorfor er medaljer vigtige?