Idan Artikel

Dansk Atletik vil vende økonomien med hjælp fra medlemsforeningerne

De seneste mange år har Dansk Atletik haft en økonomi, som er afhængig af ustabile indtægter som projekt- og fondsmidler. Det vil atletikforbundet nu ændre på i samarbejde med blandt andre Idrættens Analyseinstitut og konsulentfirmaet LSP Resolve.

Økonomien i Dansk Atletik løber ikke rundt med samme succes, som de spirende danske talenter på atletikscenen. En sårbar driftsøkonomi har domineret Dansk Atletik gennem flere år, og situationen blev kritisk efter forbundets værtskab for VM i Cross tilbage i 2019. Eventet i de aarhusianske omgivelser førte til et stort negativt resultat, hvorefter atletikforbundets egenkapital landede på minus 2,5 millioner danske kroner.

Dansk Atletik er udfordret af, at udgifter til den daglige drift overstiger de faste indtægter. Det har specialforbundet indtil videre løst ved indtægter fra håndtering af forskellige projekter som Royal Run, Skole OL mv.

Atletikforbundet er nu gået sammen med konsulentfirmaet LSP Resolve og Idrættens Analyseinstitut (Idan), der gennem forskellige analyser skal hjælpe forbundet med at finde forslag til en ny forretningsmodel.

”Vi har gennem flere år haft en drift, som ikke rigtig har hængt sammen, og hvor afhængigheden af indtægter fra projekter er den helt store udfordring. Pengene er der delvist stadigvæk, men det er for risikabelt at basere driften af Dansk Atletik på den type projektøkonomi. Vi bliver nødt til at kigge på en mere stabil og robust model,” fortæller Bent Jensen, som er formand i Dansk Atletik.

Begrænset råderum i nuværende finansiering

På nuværende tidspunkt modtager Dansk Atletik hovedparten af sine indtægter fra blandt andre Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund (DIF). Forbundets hovedpine opstår, fordi størstedelen af støtten er øremærket til bestemte formål. Forbundet kan kun disponere frit over de penge, som kommer fra medlemsklubbernes kontingentbetaling, et bloktilskud fra DIF, som bygger på antal medlemmer, og overskud fra projektøkonomien.

Ifølge Bent Jensen er forbundet begrænset af den nuværende finansieringsmodel, da de frie midler, der ikke er øremærkede, ikke kan dække de daglige driftsomkostninger.

”Det betyder, at vi ikke føler, at vi kan leve op til de forventninger, som vores medlemsklubber med rette kan have til os. Der sker det i øjeblikket, at der bliver færre og færre aktive klubber med atletik, løb og gang, men vi har ikke den nødvendige økonomi til at understøtte udviklingen. Det er ikke tilfredsstillende,” fortæller Bent Jensen.

Medlemsforeningerne får en væsentlig rolle i processen

Det er målet at skabe et stærkere forbund, der skal komme medlemsforeningerne til gode. Sammen med Idan er der lavet en model for udviklingsprocessen, hvor foreningerne og andre relevante aktører bliver inddraget direkte i at udvikle løsningsforslag.

”Udviklingsprocessen tænkes opdelt i tre trin. Første trin bliver et grundigt analysearbejde, hvor medlemsforeningerne bliver hørt gennem spørgeskema, fokusgrupper og workshops, og hvor de kan fortælle om deres behov og forventninger til forbundet. Analyserne er ikke målet i sig selv, men midlet til trin to, hvor der skal udvikles nogle konkrete løsningsforslag, som medlemsforeningerne kan forholde sig til. Da målet i sidste ende er at løfte atletik, løb og gang i hele Danmark, er det tredje trin helt afgørende, og det handler om eksekvering. Alt for ofte ender man med en god plan på hylden, og det må ikke ske for os. Vi skal have det ført ud i livet,” forklarer Bent Jensen.

”Spørgsmålet er jo, hvordan man undgår, at et specialforbund kommer til at stå i den situation i fremtiden. Her vil undersøgelsen give mulighed for at drøfte, hvordan et nationalt idrætsforbund fungerer og kan fungere i år 2022 i forhold til økonomi og relevans for medlemsforeningerne,” fortæller Peter Forsberg, som er senioranalytiker hos Idan og står for analysedelen i processen.

Afdækning af markedet for relevante aktiviteter for danskere og medlemsforeninger

For at nytænke atletikforbundets rolle har Bent Jensen allerede søgt erfaringer hos ledelsen for atletikken i blandt andet Luxembourg og Norge. Idan fortsætter det arbejde ved at analyse udvalgte specialforbund med lignende udfordringer – både i ind- og udland. Det kan for eksempel være forbund med en aktivitetsform, der lige som løb både foregår i organiseret, kommercielt og selvorganiseret regi.

Særligt løb har fanget interessen hos både Dansk Atletik og danskerne. Motionsløb som for eksempel Royal Run har en bred opbakning blandt befolkningen, og til det seneste event i 2021 var der omkring 79.000 deltagere. Derfor vil Idan bruge data fra Royal Run og andre motionsevents til at pege på fremtidige udviklingsretninger til glæde for foreninger og deltagere.

”Dataene skal bl.a. give os et indblik i, hvilke tendenser man ser i de løbetilbud, som er populære blandt befolkningen i dag. Ud fra den viden kan et specialforbund som Dansk Atletik øge deres viden om, hvor det giver mening at tænke i udvikling for at følge med nutidens tendenser og skabe relevante tilbud og aktiviteter indenfor for eksempel løb,” fortæller Peter Forsberg.

Forventningen er, at analysearbejdet og den dertilhørende rapport indeholder forslag til to til tre mulige retninger, som Dansk Atletik kan præsentere for medlemsklubberne, og som gerne både skal give anvisninger til en mere bæredygtig økonomi og samtidig udvikle atletik, løb og gang i Danmark. Derefter vil atletikforbundet i samarbejde med klubberne vælge den endelige retning til det kommende årsmøde og generalforsamlingen. Selve rapporten forventes at være færdig i august 2022.

Læs mere om undersøgelsen

Drenge på atletikstadion
Idan

Udvikling og økonomi i Dansk Atletik Forbund

Læs lignende nyheder

Drenge jubler til fodbold
Idan Artikel 19.12.2023
Litteraturstudie skal skabe fælles forståelse for, hvad der skaber trivsel for børn og unge i foreningsidrætten
Træner giver håndboldspiller en high-five
Idan Artikel 14.12.2023
Idan undersøger unges deltagelse og involvering i foreningsidrætten
Dreng jonglerer med fodbold foran boligkompleks
Idan Vifo Artikel 07.11.2023
Ny rapport samler erfaringer med at inkludere børn fra udsatte boligområder i foreningslivet
Håndboldpiger på bænken
Idan Artikel 27.10.2023
Evaluering: Efterskoleophold er en udfordring for håndbold, som bør satse på hygge, fællesskab og et godt træningsmiljø for at holde på de unge
Børn kører gokart
Idan Artikel 05.10.2023
Projekt i Fredericia har givet flere 11-12-årige lyst til at deltage i foreningsidræt
Gruppe af seniorer løber
Idan Artikel 14.09.2023
Bevæg dig for livet: Flere er aktive i visionskommunerne, men selvorganiseret idræt er mere populært end foreningsidræt
Gamechanger logo
Idan Artikel 07.09.2023
150 foreninger går forrest i kampen for mindre diskrimination i idrætten