Idan

Det viser litteraturen om ældre

På denne side kan du læse om, hvad litteraturen om inkluderende idræt viser om ældre.

Idrættens Analyseinstitut har samlet denne viden samt viden om en række andre målgrupper og temaer inden for inkluderende idræt i vores vidensplatform for idrættens inkluderende fællesskaber.

Der er kun relativt få studier, der specifikt kigger på ældremålgruppen frem for at have et blik på voksne generelt. Studierne fokuserer på fysisk aktivitet og inklusion i idrætsfællesskaber for ældre mennesker.

Opsummering

Litteraturen peger på, at fysisk aktivitet blandt ældre ikke kun skabes gennem aktivitetstilbud. Aldersvenlige omgivelser, sociale fællesskaber og aktiviteter, som opleves som meningsfulde og motiverende, er vigtige faktorer for deltagelse. Samtidig viser studierne, at værdien af idrætsdeltagelse blandt ældre rækker ud over fysisk sundhed og også omfatter trivsel, tilhørsforhold, selvstændighed og livskvalitet.

Samlet set viser studierne, at indsatser for ældre bør arbejde på flere niveauer samtidig. På det strukturelle niveau handler det om at sikre aldersvenlige og inkluderende nabolag. På det organisatoriske niveau bør der være fokus på at understøtte fællesskaber og designe aktiviteterne, så de er hensyntagende og passer til ældre mennesker. På individniveau nævner nogle studier, at der har været succes med teknikker, der handler om at ændre adfærd, såsom hjælp til at opstille målsætninger, instruktion i øvelser, monitorering af træning og opfølgning på træning i en social sammenhæng, hvor man kan se egne resultater sammenholdt med andres. 

Centrale temaer i litteraturen om ældre

Fire centrale temaer står frem, når man læser på tværs af de relativt få titler, der vedrører seniorer:

  1. Omgivelser og tilgængelighed er en forudsætning for deltagelse

  2. Fællesskab er en kerneværdi

  3. Motivation skabes ved at tilpasse aktiviteterne

  4. Gevinsterne handler om mere end fysisk aktivitet

1. Omgivelser og tilgængelighed er en forudsætning for deltagelse

En dansk undersøgelse af ældres motions- og sportsvaner viser, at idrætsdeltagelse blandt personer over 60 år varierer efter baggrundsforhold, og at der fortsat findes grupper af ældre, som deltager mindre end andre. Det gælder især for dem, der har funktionsnedsættelser eller på andre måder er udfordret på helbredet, ligesom social ulighed kan forstærke uligheden i ældre menneskers tilknytning til aktive fællesskaber (Borup, 2025). 

Andre studier viser, at aldersvenlige nabolag hænger sammen med højere fysisk aktivitet blandt ældre (Jagroep et al., 2022b, 2022a). De fysiske omgivelser kan altså være med til at øge beboernes aktivitetsniveau. Særligt forhold som social inklusion, adgang til støtte og information samt sundhedsydelser i lokalområdet ser ud til at have betydning. Generelt taler studiet om et ’understøttende nærmiljø’, som refererer til WHO’s forståelse af aldersvenlige lokalsamfund, hvor både sociale forhold som tryghed og fysiske forhold som tilgængelighed, gode stier og adgangsforhold samt opholds- og transportmuligheder anses som vigtige rammer for ældres deltagelse og fysiske aktivitet. Fysisk aktivitet er dermed ikke kun et spørgsmål om motivation, men også om de muligheder og ressourcer, som omgivelserne stiller til rådighed.

2. Fællesskab er en kerneværdi

Et systematisk review (Jagroep et al., 2022b) identificerer en række teknikker til at ændre adfærd, som er virksomme i indsatser for at øge fysisk aktivitet blandt ældre migranter (i Holland).

Det er elementer som:

  • at have en målsætning for sin træning

  • at skabe det, studiet betegner som en adfærdskontrakt, som kan være en nedskreven aftale med sig selv (eller en træner) om f.eks. at skulle gå tur et vist antal gange ugentligt

  • monitorering, som følger op på, hvorvidt man får gjort den aktivitet, man har sat sig for at gøre

  • instruktion, hvor nogle guider eller viser, hvad man kan lave, eller hvordan man kan motionere

  • social sammenligning, hvor den enkelte får mulighed for at se sine egne resultater i relation til andres

Derudover fremhæves sociale motiver i to danske udgivelser, og selvom sociale relationer fremstår som vigtige for alle målgrupper, er det alligevel noget, der er meget centralt for seniorerne. Det kan i flere tilfælde være lige så centralt som at vedligeholde kroppens fysik og sundhed (Borup, 2025; Pilgaard et al., 2025).

På tværs af studierne fremstår fællesskabet derfor ikke blot som et middel til at få mennesker til at motionere, men som en selvstændig gevinst ved deltagelsen.

3. Motivation skabes ved at tilpasse aktiviteterne

Nogle studier viser, at ud over de sociale aspekter kan motivationen til at være fysisk aktiv påvirkes gennem relativt enkle ændringer i aktivitetens udformning. Ældre plejehjemsbeboere med mild kognitiv svækkelse oplevede f.eks. større interesse og glæde ved cykling, når tv-billeder indgik i aktiviteten (Marinus et al., 2023). Dog konkluderer studiet, at et forsøg med cykling langt fra fører til, at beboerne begynder at motionere så meget, at det lever op til anbefalingerne om fysisk aktivitet i hverdagen.

I et andet studie af bordtennis handlede det ikke så meget om at justere selve aktiviteten, men om at justere i stævne- og konkurrenceformaterne, så også nybegyndere og seniorer i alderen 60+ passede ind i turneringsformatet (Pilgaard et al., 2025).

De centrale argumenter i arbejdet med at motivere flere ældre til at deltage i fysisk aktive fællesskaber er altså ikke sundhed og det at kunne opretholde sin egen funktionsevne.  I stedet skal aktiviteter for seniorer opleves som engagerende, udviklende og sociale.

4. Gevinsterne handler om mere end fysisk aktivitet

Mens de fleste studier fokuserer på fysisk aktivitet som mål i sig selv, peger et af studierne om seniorer på en bredere forståelse af værdien af idrætsdeltagelse. Ud over selvvurderede fysiske effekter undersøger studiet også selvvurderede mentale og sociale effekter af at deltage i aktiviteten og argumenterer for, at samfundsværdien af idrætsdeltagelse blandt ældre bør ses bredere end blot øget aktivitetsniveau (Pilgaard et al., 2025).

Dermed understøtter litteraturen en forståelse af, at idræt blandt ældre ikke alene handler om at forebygge sygdom, men også om livskvalitet, sociale relationer, selvstændighed og meningsfulde hverdagsaktiviteter.

Idrættens inkluderende fællesskaber
Idrættens inkluderende fællesskaber

Tilbage til databasen

Glade børn
Idan Tema

Vidensplatform for idrættens inkluderende fællesskaber