Det viser litteraturen om psykiske lidelser
På denne side kan du læse om, hvad litteraturen om inkluderende idræt viser om personer med psykiske lidelser.
Idrættens Analyseinstitut har samlet denne viden samt viden om en række andre målgrupper og temaer inden for inkluderende idræt i vores vidensplatform for idrættens inkluderende fællesskaber.
Denne tekst kigger overordnet på tværs af al litteratur med fokus på inkluderende idræt for mennesker med psykiske lidelser. Der er både studier med fokus på børn og voksne og de spænder fra fokus på specifikke lidelser som skizofreni, bipolar lidelse og depression til mere generelt fokus på mental sundhed og recovery for psykisk sårbare mennesker.
Opsummering
Litteraturen med fokus på idræt for mennesker med psykiske lidelser peger på, at det er særligt vigtigt for denne målgruppe at indgå i fællesskaber med ligesindede.
Derudover peger litteraturen ret enslydende på, at idrætsfællesskaber fremstår som en god og egnet metode i arbejdet med mental recovery, og at projekter målrettet psykisk sårbare lykkes særligt godt, når:
der er mulighed for håndholdt støtte
deltagere deler livserfaringer
aktiviteterne foregår i trygge miljøer med lav tærskel for at deltage
der arbejdes med fælles ansvar og samskabelse
normer om at præstere nedtones.
Fysisk aktivitet og idræt kan altså være et stærkt redskab i mental recovery, når det bliver brugt i trygge sociale rammer baseret på fællesskab. Idræt virker ikke primært gennem fysisk træning, men gennem tilhørsforhold, identitet, social deltagelse og relationer.
Psykisk sårbare fastholdes bedst i miljøer, hvor de oplever social komfort og lighed med andre deltagere, så derfor bør planer om at udsluse deltagerne til almene foreninger håndteres med varsomhed og ikke være et slutmål i sig selv. Det er mere relevant at se på, om deltagerne kommer igen, da regelmæssig deltagelse kan forebygge yderligere risikoadfærd hos et menneske i psykisk sårbarhed.
Social, følelsesmæssig og praktisk støtte er afgørende for deltagelse, men der er begrænset evidens for, at fysisk aktivitet kan bruges som direkte behandling af psykiske lidelser. Derimod er der stærkere tegn på en forebyggende effekt og på, at fysisk aktivitet har positiv betydning for mental sundhed og trivsel. Overordnet viser litteraturen, at det sociale miljø og ikke aktiviteten i sig selv er nøglen til at styrke psykisk sårbare personers deltagelse og recovery.
I den videnskabelige litteratur er der altså ikke evidens, som systematisk dokumenterer, hvorvidt idrætstilbud kan bidrage til at helbrede psykiske lidelser, men der er forskellige indikationer på, at faste og meningsfulde tilbud kan bidrage til at:
opretholde struktur i hverdagen
øge evnen til at indgå i relationer til andre
skabe mening og dermed øge livskvaliteten på trods af psykiske lidelser.
Disse elementer kan være afgørende for den oplevelse af mestring og handlemuligheder, som er afgørende for den enkeltes evne til at tage vare på sig selv i hverdagen, men litteraturen efterspørger bedre data og længerevarende tidsperspektiver for at kunne dokumentere robuste sammenhænge.
Centrale temaer vedrørende psykiske lidelser
Fire temaer præger litteraturen om psykiske lidelser:
Idræt som anset metode til mental recovery
Social støtte er afgørende for deltagelse
Tilhørsforhold er afgørende for fastholdelse
Fysisk aktivitet kan have en forebyggende effekt, men der er begrænset dokumentation for en behandlingseffekt
1. Idræt som anset metode til mental recovery
Flere studier fremhæver, at recovery bør ses som en social og identitetsskabende proces, ikke kun som en reduktion af symptomer gennem medicinering. Fysisk aktivitet og idrætsfællesskaber kan derfor være en central og vigtig metode, der kan styrke tilhørsforhold, identitet, deltagelse og aktivt medborgerskab, særligt når de foregår i lokale rammer.
Vigtige elementer er:
Brugerinddragelse
Samskabelse
Fælles beslutningstagning
Det skaber bedre forudsætninger for det, litteraturen kalder for social recovery (Benkwitz et al., 2025; Elsborg et al., 2019).
2. Social støtte er afgørende for deltagelse
For personer med psykiske lidelser er social støtte afgørende for, om de overhovedet møder op til en aktivitet i første omgang. Støtte i form af information er mest udbredt, efterfulgt af følelsesmæssig støtte, støtte til at opbygge selvtillid og praktisk støtte i form af transport og udstyr (Gross et al., 2016).
I Danmark er betegnelsen ’håndholdt indsats’ den mest anvendte og noget, som nærmest al litteratur fremhæver som helt essentielt, hvis man vil hjælpe særlige målgrupper godt på vej til deltagelse. Det er dog sjældent en fastforankret funktion, men noget, som projekter ofte ender med at konkludere, er vigtigt at sætte fokus på og finde finansiering til fremadrettet, hvis man vil lykkes med at forankre et projekt.
Denne form for social støtte kan også indirekte påvirke fysisk og mental sundhed positivt, men evidensen er usikker. Et større review viser, at personer med psykisk sygdom generelt er markant mindre fysisk aktive, og forskerne anbefaler fysisk aktivitet som en del af den rutinemæssige behandling. Dog ikke som et individuelt foretagende, men som led i at støtte den enkelte i at finde vej ind i lokale, meningsfulde fællesskaber, der skaber faste holdepunkter i hverdagen (Vancampfort et al., 2017).
3. Tilhørsforhold er afgørende for fastholdelse
Psykisk sårbare personer føler sig ofte fremmedgjorte i almindelige idrætsmiljøer, som domineres af uformelle normer, præstation og social selvfølgelighed. Litteraturen fremhæver derfor fællesskaber, hvor andre deler lignende livserfaringer, og hvor de oplever social tryghed.
Deltagelse i fysiske aktiviteter kræver, at aktiviteterne opleves som acceptable, passende og meningsfulde og dermed også som socialt trygge (Fehsenfeld, 2015). Sociale miljøer skal altså tilbyde både tilknytning og tilhørsforhold, ellers er deltagelsen ikke bæredygtig (Willis et al., 2019). Samtidig hævder et studie, at tilhørsforhold giver fællesskab, som øger sandsynligheden for fastholdelse og dermed på sigt også har en effekt i forhold til trivsel og livskvalitet, selvom det er vanskeligt at måle effekter så direkte (Herens et al., 2015, 2017).
4. Fysisk aktivitet kan have en forebyggende effekt – men der er begrænset dokumentation for en behandlingseffekt
Der er tegn på, at fysisk aktivitet især kan forebygge depression, særligt blandt kvinder – men estimaterne er usikre, og der findes ingen sikker evidens for, at fysisk aktivitet kan behandle en eksisterende depression (Gianfredi et al., 2020). Der er dog noget, der tyder på, at regelmæssig motion kan bidrage positivt og nedbringe behovet for medicin.
Dertil dokumenterer studier effekter i forhold til social inklusion, forbedret social recovery og styrket tilhørsforhold, men en vigtig pointe er, at effekten kommer gennem det særligt tilrettelagte fællesskab og ikke gennem aktiviteten i sig selv. Det skyldes ifølge studierne, at deltagelse i en gruppe ændrer selvforståelsen hos den enkelte, som får mere mod på generelt at indgå i sociale sammenhænge (Benkwitz et al., 2025; Gross et al., 2016).
Et metastudie påpeger, at der er sket en markant stigning i den forskning, der undersøger sammenhænge mellem fysisk aktivitet og henholdsvis depression, selvværd og kognitiv funktion over de seneste årtier. Den stærkeste evidens for, at der er en kausal sammenhæng, findes i relationen mellem fysisk aktivitet og øget kognitiv funktion, mens der er mere begrænset evidens, men dog indikationer på en sammenhæng med depression. For mental trivsel som selvværd og angst er evidensen dog svag og inkonsistent (Biddle et al., 2019).
Flere studier fremhæver udfordringer med data, som ofte er baseret på få respondenter, mangelfulde oplysninger i forhold til reelt at kunne dokumentere effekter samt selektionsbias, hvor opfølgende dataindsamlinger primært besvares af dem, der har valgt at fortsætte med at deltage i den fysiske aktivitet. Endelig påpeger studierne, at der er udfordringer med at have lange nok tidsperspektiver i data til reelt at kunne måle effekter af interventioner.
Litteraturen er så optaget af at måle og dokumentere effekter, at der ikke er fokus på, hvad idrætstilbud mere grundlæggende gør ved et menneskes hverdag ud over muligheden for, at det kan virke helbredende på psykisk sygdom.
En generel betragtning er dog, at selv om man ikke kan dokumentere en effekt, så må der alt andet lige være en værdi i at skabe indhold i hverdagen i en form, som gør, at personer med psykiske udfordringer finder det relevant og meningsfuldt at komme igen og igen. Ud fra den betragtning kan det være relevant at have fokus på lokale fællesskaber, hvor det faktisk er muligt at komme og være, selvom man har det mentalt dårligt.
- Børn og unge
- Voksne
- Ældre
- Familier
- Interventionsstudier
- Kvalitativ litteratur
- Kvantitativ litteratur
- Fattigdom
- Fysiske funktionsnedsættelser
- Kognitive funktionsnedsættelser
- Kroniske lidelser
- Personer i sårbare situationer, udsatte boligområder og etniske minoriteter
- Psykiske lidelser
- Udviklingshandicap
- Brobygning og tværgående samarbejde
- Centrale aktører
- Ny viden
- Metode