Idan

Det viser litteraturen om fattigdom

På denne side kan du læse mere om, hvad litteraturen om inkluderende idræt viser om fattigdom.

Idrættens Analyseinstitut har samlet denne viden samt viden om en række andre målgrupper og temaer inden for inkluderende idræt i vores vidensplatform for idrættens inkluderende fællesskaber.

Der findes relativt få studier, der specifikt og isoleret undersøger fattigdom i relation til idræt. Fattigdom optræder typisk som én dimension af en bredere kategori af social udsathed, der også omfatter f.eks. mennesker med kort eller ingen uddannelse, arbejdsløshed, psykisk eller fysisk sygdom, misbrug eller marginalisering (Pilgaard & Kjær, 2019).

Det betyder, at viden om fattigdom ofte er indlejret i bredere analyser af udsathed, og at det kan være svært at isolere, hvad der specifikt skyldes økonomi. Fattigdom skal forstås som en del af komplekse og sammensatte livssituationer, hvor flere barrierer virker sammen. Litteraturen her bringer perspektiver om både børn og voksne, og nogle pointer er primært målrettet børn.

Opsummering

Litteraturen om fattigdom og idræt er relativt begrænset og behandler sjældent fattigdom som et selvstændigt fænomen, men snarere som en del af bredere social udsathed. Studier viser, at økonomiske barrierer spiller en vigtig rolle, men at økonomisk støtte alene ikke er tilstrækkelig for at sikre deltagelse.

Relationer, voksenstøtte og praktisk hjælp er afgørende for både rekruttering og fastholdelse. Indsatser er ofte midlertidige projekter, hvilket gør det vanskeligt at skabe varige effekter. Samtidig er feltet af aktører, der udbyder aktiviteter, fragmenteret og præget af manglende koordinering.

Idræt kan bidrage positivt til trivsel og sociale kompetencer, men der er begrænset evidens for langsigtede effekter i forhold til at reducere udsathed og fattigdom. Samlet peger litteraturen på, at fattigdom skal forstås som en del af komplekse sociale problemstillinger, hvor strukturelle og relationelle faktorer er afgørende for deltagelse i fysisk aktivitet.

Centrale temaer i litteraturen om fattigdom

Seks temaer træder frem, når man kigger på tværs af den begrænsede litteratur med fokus på fattigdom:

  1. Social ulighed i idrætsdeltagelse er en vedvarende udfordring

  2. Økonomisk støtte er vigtig, men ikke tilstrækkelig

  3. Relationer og voksenstøtte er afgørende for deltagelse

  4. Fastholdelse er den største udfordring

  5. Organisering og samarbejde er afgørende – men sjældent systematisk

  6. For visse målgrupper er økonomien den primære barriere

1. Social ulighed i idrætsdeltagelse er en vedvarende udfordring

Der eksisterer en tydelig social ulighed i idrætsdeltagelsen, hvor økonomisk udsatte deltager mindre end andre målgrupper (Pilgaard & Kjær, 2019). Litteraturen finder stabilitet i denne ulighed over tid, særligt blandt voksne, mens børns deltagelse ser ud til at være blevet en anelse mindre påvirket af forældrenes egen deltagelse og baggrund de senere år (Pilgaard et al., 2025).

Uligheden skyldes en kombination af økonomiske barrierer, sociale og kulturelle forhold og manglende adgang og støtte.

Problemet er ikke kun individuelt, men også strukturelt funderet.

2. Økonomisk støtte er vigtig, men ikke tilstrækkelig

Flere evalueringer viser, at økonomiske barrierer er centrale, men at økonomi ikke kan stå alene som løsning, netop fordi fattigdom typisk er en effekt af andre udfordringer. Evalueringer af fritidspasordninger viser, at økonomisk støtte primært virker i kombination med:

  • voksenstøtte

  • praktisk hjælp (f.eks. transport og kendskab til konkrete tilbud)

  • brobygning til foreninger

  • forældreinddragelse

  • tilbud, der har fokus på inklusion og nybegyndere

Økonomi er for mange målgrupper en nødvendig, men utilstrækkelig betingelse for at deltage i idræt og fysisk aktivitet (Pilgaard & Mellmølle, 2025; Socialstyrelsen, 2016).

3. Relationer og voksenstøtte er afgørende for deltagelse

På tværs af studier er relationelle faktorer afgørende. Stabil voksenkontakt understøtter både rekruttering og fastholdelse (Socialstyrelsen, 2016), mens trygge hverdagsmiljøer med voksne (f.eks. i dagtilbud) kan styrke trivsel, skolegang og sociale relationer (Møller & Pedersen, 2014). Endelig anbefaler et projekt øget voksenstøtte som et centralt greb, hvis man vil øge deltagelsen blandt sårbare børn (Ibsen et al., 2012). Deltagelse kræver altså social støtte og kontinuitet, ikke blot adgang.

4. Fastholdelse er den største udfordring

Selvom det ofte lykkes at rekruttere mennesker fra økonomisk udsatte familier i særligt tilrettelagte projekter, falder deltagelsen typisk, når projekter eller støtteordninger ophører (Ibsen et al., 2012). Indsatser er ofte projektbaserede og midlertidige, hvilket gør det svært at undersøge langsigtede effekter, og kortvarige projekter skaber heller ikke varig inklusion uden strukturel forankring.

5. Organisering og samarbejde er afgørende – men sjældent systematisk

Litteraturen peger på et fragmenteret landskab af aktører. Mange forskellige aktører arbejder med området, men indsatserne er ukoordinerede, ofte finansieret af puljer og uden en langsigtet, helhedsorienteret strategi (Pilgaard, 2019).

Samarbejde mellem kommuner, civilsamfund og idrætsorganisationer fremhæves dog som helt centralt, hvis man vil skabe varig og succesfuld hjælp til sårbare målgrupper, herunder mennesker i fattigdom (Socialstyrelsen, 2016). Desværre mangler idrætsaktørerne ofte ressourcer og frivillige til systematisk at indgå i samarbejder om social og økonomisk ulighed (Vandermeerschen et al., 2017).

Der er altså ifølge litteraturen et potentiale for mere effektivt arbejde med inkluderende idræt for alle, men et grundlæggende behov for bedre styring og koordinering.

6. For visse målgrupper er økonomien den primære barriere

Det er ikke alle målgrupper, som er udfordret på andre parametre i livet end økonomi. F.eks. betyder økonomi særligt meget for unge i 16-29-årsalderen, og særligt unge kvinder oplever økonomi som en barriere for deltagelse (Pilgaard et al., 2025).

Det samme gælder enlige forsørgere, som indimellem kan have svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Det risikerer især at gå ud over deres egen deltagelse i fysiske aktiviteter, fordi forældrene prioriterer børnenes aktiviteter over egne behov og interesser (Jensen, 2026).  

Idrættens inkluderende fællesskaber
Idrættens inkluderende fællesskaber

Tilbage til databasen

Glade børn
Idan Tema

Vidensplatform for idrættens inkluderende fællesskaber