Det viser litteraturen om voksne
På denne side kan du læse om, hvad litteraturen om inkluderende idræt viser om voksne.
Idrættens Analyseinstitut har samlet denne viden samt viden om en række andre målgrupper og temaer inden for inkluderende idræt i vores vidensplatform for idrættens inkluderende fællesskaber.
Litteraturen med fokus på voksne deltagere i idræt, motion og fysisk aktivitet spænder bredt og omfatter blandt andet voksne med udviklingshandicap, fysiske funktionsnedsættelser, psykiske lidelser, mobilitetsnedsættelser, ældre migranter, asylansøgere, socialt udsatte grupper og personer med lav socioøkonomisk status.
Litteraturen undersøger både aktivitetsniveau, barrierer for deltagelse, effekter af interventioner, sociale mekanismer og implementering af indsatser.
Opsummering
Litteraturen viser meget konsekvent, at voksne i sårbare positioner og voksne med funktionsnedsættelser generelt er mindre fysisk aktive end den øvrige befolkning. Samtidig viser litteraturen, at fysisk aktivitet er forbundet med en række potentielle gevinster inden for fysisk sundhed, mental sundhed, trivsel og social deltagelse.
På tværs af studierne kan man se, at nogle af de vigtigste drivkræfter for at deltage i fysisk aktivitet er sociale relationer, oplevelsen af tryghed, støtte fra personale eller pårørende og meningsfulde fællesskaber. Især ser det ud til, at fællesskaber med mennesker i lignende livssituationer har betydning for motivation, trivsel og fastholdelse. Omvendt viser litteraturen, at transport, mobilitetsproblemer, sociale barrierer, psykiske udfordringer og begrænset adgang til relevante tilbud ofte begrænser deltagelsen.
Betydningen af at møde ligesindede er vigtigere i litteraturen om voksne end i litteraturen om børn og unge. For børn og unge har megen litteratur fokus på, at det er vigtigt at sikre adgang til almene fællesskaber, mens litteraturen for voksne oftere peger på betydningen af at deltage med ligesindede.
Et gennemgående fund er desuden, at interventioner ofte forbedrer det fysiske helbred på flere parametre, mens effekter på livskvalitet, trivsel og social inklusion er mindre entydige og vanskeligere at dokumentere.
Samlet peger litteraturen på, at voksne deltager og fastholdes i fysisk aktivitet, når aktiviteterne opleves som sociale, meningsfulde og tilpassede deltagernes konkrete livssituation.
Centrale temaer i litteraturen om voksne
Fem temaer træder særligt tydeligt frem:
Voksne i sårbare positioner er mindre fysisk aktive end andre
Sociale relationer og støtte er afgørende for deltagelse
Fællesskaber med ligesindede skaber tryghed og tilhørsforhold
Individuel tilpasning og lokale løsninger virker bedst
Fysiske effekter kan dokumenteres, mens bredere livseffekter er mere usikre
1. Voksne i sårbare positioner er mindre fysisk aktive end andre
Et af de mest robuste fund i litteraturen er, at voksne med forskellige former for udsathed eller funktionsnedsættelse generelt har et lavere aktivitetsniveau end resten af befolkningen. Dette gælder blandt andet:
personer med udviklingshandicap (Michalsen et al., 2024; Vancampfort et al., 2022)
personer med mobilitetsnedsættelser (Berglind et al., 2020)
personer med alvorlige psykiske lidelser (Vancampfort et al., 2017)
socialt udsatte grupper (Herens et al., 2016; Vandermeerschen et al., 2017)
Litteraturen peger derfor på et betydeligt potentiale for at styrke deltagelsen blandt voksne i sårbare positioner.
2. Sociale relationer og støtte er afgørende for deltagelse
Social støtte fremstår som en af de vigtigste forudsætninger for deltagelse og fastholdelse på tværs af målgrupper. Studier fremhæver blandt andet betydningen af støttepersonale, pårørende, frivillige, sundhedsprofessionelle samt instruktører og trænere
Et studie viser, at social støtte spiller en central rolle for både opstart og vedholdenhed blandt personer med skizofreni (Gross et al. 2016).
For voksne med udviklingshandicap fremhæver både Fjellström et al. (2024), Michalsen et al. (2023) og Westrop et al. (2024), at støtte fra personale og pårørende er afgørende for deltagelse, motivation og fastholdelse.
Litteraturen peger derfor på, at det for disse målgrupper sjældent er et individuelt projekt at være fysisk aktiv. Det sker ofte i samspil med mennesker, som understøtter, motiverer og skaber rammerne.
3. Fællesskaber med ligesindede skaber tryghed og tilhørsforhold
Selvom mange studier tager udgangspunkt i sundhed, peger litteraturen på, at deltagerne ofte oplever værdier, som rækker ud over de fysiske effekter. Flere studier undersøger effekter som øget trivsel, stærkere sociale relationer, højere selvværd, oplevelse af mestring og større tilhørsforhold til fællesskaber.
Studierne har dog i flere tilfælde svært ved at dokumentere effekterne.
Thompson et al. (2021) finder for eksempel, at voksne i socialt udsatte positioner kan styrke deres sense of coherence, altså oplevelsen af sammenhæng, mening og håndterbarhed i livet, gennem fysisk aktivitet. Samtidig peger evalueringer af blandt andet Team Tvilling, Idræt for Sindet og indsatser for socialt udsatte i samme retning og beskriver øget trivsel, mindre ensomhed og stærkere sociale relationer blandt deltagerne.
Derudover peger flere studier på, at det er lettere at deltage, når aktiviteterne foregår sammen med mennesker med lignende erfaringer, udfordringer eller livsvilkår. Mennesker bliver fastholdt i aktiviteter, når de møder andre med lignende erfaringer, føler sig forstået, oplever mindre stigmatisering og kan være sig selv i en social sammenhæng uden at skulle forklare sig eller legitimere deres egen situation (Ahrensberg et al., 2024; Idræt For Sindet, 2022).
Et studie beskriver, hvordan fælles erfaringer blandt kvinder i socialt udsatte boligområder bidrog til empowerment, social støtte og oplevelsen af fællesskab (Ramji et al., 2020, 2022).
Andre studier peger tilsvarende på betydningen af fællesskab, selvoplevet sammenhæng og social tilknytning blandt socialt udsatte voksne (Herens et al., 2016; Thompson et al., 2021). Det betyder altså noget at møde mennesker med nogle af de samme erfaringer, udfordringer og livsvilkår.
4. Individuel tilpasning og lokale løsninger virker bedst
En gennemgående pointe i litteraturen er, at standardiserede løsninger sjældent er tilstrækkelige. Studierne peger i stedet på betydningen af:
lokale fællesskaber
fleksible aktiviteter
kulturfølsomme tilgange
tilpasning til deltagernes behov
involvering af målgrupperne selv
På tværs af studierne er den fælles pointe, at deltagelse ikke alene afhænger af selve aktivitetstilbuddet, men af hvor godt tilbuddet passer til deltagernes hverdagsliv, erfaringer og sociale kontekst.
Et studie finder eksempelvis, at succesfulde lokalsamfundsbaserede tilbud er kendetegnet ved trygge rammer, sociale sportscoaches og en organisering, som tager højde for deltagernes ressourcer og udfordringer (Alarslan et al. 2024). Studiet peger dermed på, at deltagelse understøttes, når aktiviteterne opleves som overskuelige, relevante og socialt understøttende.
Tilsvarende viser et andet studie, at valg om fysisk aktivitet og sundhed ikke kan forstås isoleret som individuelle beslutninger (Teuscher et al. 2015). Deltagernes muligheder påvirkes af familieliv, sociale relationer, kulturelle normer og andre praktiske hensyn i hverdagen. Det betyder, at aktiviteter, som ikke tager højde for disse forhold, kan have vanskeligt ved at skabe vedvarende deltagelse.
Et tredje studie peger på en lignende problematik. Her beskriver borgere i socialt udsatte boligområder, hvordan deres egne behov og prioriteringer ikke altid stemmer overens med de tilbud og løsninger, som udvikles af myndigheder og professionelle aktører (Engelbrektsson et al. 2024). Når deltagernes perspektiver ikke afspejles i aktiviteterne, kan det svække både tillid, relevans og motivation for deltagelse.
Samlet peger litteraturen derfor på, at deltagelse fremmes, når aktiviteter tager afsæt i deltagernes egne erfaringer og lokale kontekst frem for gennem standardiserede indsatser, som i begrænset omfang tager højde for hverdagsliv, kultur og sociale forhold.
5. Fysiske effekter kan dokumenteres, mens bredere livseffekter er mere usikre
En række studier dokumenterer positive effekter på den fysiske sundhed. Det gælder blandt andet:
forbedret kondition (Berglind et al., 2020; Guerra et al., 2022)
reduceret fedtmasse (Højbjerg et al., 2022; Fjellström et al., 2022)
forbedret mobilitet og balance (Hassett et al., 2024)
forbedret fysisk funktion blandt personer med handicap (Leung et al., 2021)
Samtidig viser studier, at effekterne på livskvalitet og trivsel er mindre entydige, og det er f.eks. vanskeligt at måle tydelige forbedringer i livskvalitet, mens det er nemmere at måle forbedringer på forskellige helbredsparametre såsom reduceret fedtmasse (Fjellström et al. 2022).
Litteraturen peger altså overordnet på, at gevinsterne ved at deltage i et lokalt idrætsfællesskab potentielt er meget omfattende og kan handle om mindre ensomhed, øget trivsel og livskvalitet, oplevelse af mestring, tro på sig selv, motivation og mod på livet i det hele taget. Men det er primært meget konkrete gevinster, som f.eks. forbedringer i den fysiske sundhed, der kan måles, og som studierne kan påvise effekter i forhold til.
- Børn og unge
- Voksne
- Ældre
- Familier
- Interventionsstudier
- Kvalitativ litteratur
- Kvantitativ litteratur
- Fattigdom
- Fysiske funktionsnedsættelser
- Kognitive funktionsnedsættelser
- Kroniske lidelser
- Personer i sårbare situationer, udsatte boligområder og etniske minoriteter
- Psykiske lidelser
- Udviklingshandicap
- Brobygning og tværgående samarbejde
- Centrale aktører
- Ny viden
- Metode