Det viser litteraturen om fysiske funktionsnedsættelser

På denne side kan du læse mere om, hvad litteraturen om inkluderende idræt viser om personer med fysiske funktionsnedsættelser.

Idrættens Analyseinstitut har samlet denne viden samt viden om en række andre målgrupper og temaer inden for inkluderende idræt i vores vidensplatform for idrættens inkluderende fællesskaber.

Der er relativt meget litteratur med fokus på inkluderende idræt for mennesker med fysiske funktionsnedsættelser. Temaet spænder bredt fra fokus på mennesker med medfødte handicaps, mennesker, der gennem livet har været udsat for ulykker, samt krigsveteraner, som både har fysiske skavanker og ofte psykisk sårbarhed tæt inde på livet.

Centrale temaer i litteraturen om fysiske funktionsnedsættelser

Syv temaer udfolder sig i litteraturen:

1. Måling af fysisk aktivitet er en metodisk udfordring

2. Begrænset evidens for effekt af indsatser

3. Sociale, praktiske og kropslige barrierer

4. Individuel tilpasning og lokale indsatser fremmer deltagelse

5. Sociale relationer, trænere og organisering er afgørende

6. Teknologiske og digitale redskaber har potentiale, men begrænset dokumentation

7. Potentielle gevinster som trivsel, fællesskab og selvtillid

1. Måling af fysisk aktivitet er en metodisk udfordring

På tværs af studierne er der stor variation i, hvilke måleinstrumenter der er brugt, og det gør det vanskeligt at sammenligne studierne (Brandenbarg et al., 2023). Derudover er mange måleredskaber (både spørgeskemaer og accelerometermålinger) udviklet til personer uden funktionsnedsættelser og fungerer derfor dårligt ved atypiske bevægelsesmønstre. Studiet efterspørger derfor mere præcise og standardiserede målemetoder, også til personer med funktionelle afvigelser (Brandenbarg et al., 2023).

2. Begrænset evidens for effekt af indsatser

Flere studier peger på, at det er vanskeligt at dokumentere vedvarende effekter af interventioner, og finder f.eks. ikke et øget fysisk aktivitetsniveau efter interventioner (Bloemen et al., 2017; Berglind et al., 2020).

De fundne effekter er ofte kortvarige, og studierne konkluderer, at interventioner kan øge aktivitet på kort sigt, men vedligeholdelse er sjældent undersøgt eller opnået (Castro et al., 2018).

Metastudier, som kigger på tværs af mange forskellige studier, finder små til moderate effekter i forhold til f.eks. mobilitet og livskvalitet, men evidensen er lav (Hassett et al., 2024). Der er i det hele taget en generel udfordring med svag og usikker evidens, ofte pga. små stikprøver og høj risiko for selektionsbias i opfølgende målinger, hvor de respondenter, man har mulighed for at følge op på, er dem, der har valgt at fortsætte, og ikke dem, der f.eks. har valgt at stoppe undervejs i et forløb.

3. Sociale, praktiske og kropslige barrierer begrænser deltagelse

Deltagelse påvirkes af en kombination af strukturelle og individuelle barrierer. Personer med fysiske funktionsnedsættelser oplever ofte:

• at være afhængige af andre, især i forhold til transport og personlig støtte (Jaarsma et al., 2024).

• at forældres viden og holdninger spiller en stor rolle (for børn og unge) (Jaarsma et al., 2024).

• kropslige begrænsninger og mangel på egnede tilbud (Andreopoulou et al., 2025).

• bekymringer om at passe ind i eksisterende fællesskaber (Andreopoulou et al., 2025).

Derudover viser bredere forskning, at socioøkonomi, social støtte og adgang til faciliteter har betydning, men varierer mellem grupper. Derfor er der risiko for, at der opstår en dobbelt strukturel udfordring, hvor flere oplevede barrierer øger risikoen for eksklusion og lav deltagelse (Lange et al., 2025).

4. Individuelt tilpassede og lokale indsatser fremmer deltagelse

På tværs af studier er det en gennemgående konklusion, at deltagelse ikke øges gennem standardiseret træning alene, men kræver målrettet tilpasning.

• Individuelt tilpassede indsatser har dokumenteret effekt på deltagelse, mens rene træningsinterventioner ikke har (Adair et al., 2015).

• Gruppebaserede, personligt tilrettelagte og kontekstnære indsatser med mulighed for social interaktion er mest effektive (King et al., 2023).

• Deltagelse afhænger af både individuelle faktorer (f.eks. tro på egne evner og helbred) og omgivelser som faciliteter og tilgængeligt udstyr (Bloemen et al., 2015).

En hovedpointe er dermed, at deltagelse opstår i samspillet mellem individ og omgivelser og ikke gennem træning alene.

5. Sociale relationer, trænere og organisering er afgørende

Inklusion kan være en udfordring for almene foreninger, fordi de oplever begrænsninger som manglende viden, et stærkt konkurrencefokus i eksisterende aktiviteter og at det er svært at prioritere målgrupper, der ikke kommer af sig selv (Jeanes et al., 2019). Litteraturen peger derfor på, at inklusion primært skabes gennem det sociale miljø med fokus på:

• kompetente trænere og tilstrækkelig voksen-/hjælpestøtte (Andreopoulou et al., 2025).

• samarbejde mellem kommuner og idrætsorganisationer om rekruttering og vedvarende deltagelse (Andreopoulou et al., 2025).

Organisatoriske rammer, udbud af tilpassede aktiviteter og kompetencer er dermed lige så vigtige som selve aktiviteten.

6. Teknologiske og digitale redskaber har potentiale, men begrænset dokumentation

Enkelte studier har fokus på, at digitale redskaber har potentiale til at understøtte deltagelse ved at afdække den enkeltes præferencer (Dalen et al., 2021). Formålet med disse studier er at undersøge, hvorvidt det øger motivationen. Studierne præsenterer blandede resultater:

• App-baserede interventioner kan forbedre visse sundhedsparametre til lave omkostninger, men øger ikke nødvendigvis aktivitetsniveauet (Berglind et al., 2020).

• ’Telehealth’-løsninger viser små, usikre effekter og kræver betydelig støtte fra pårørende (Downs et al., 2023).

Teknologi er altså lovende, men er foreløbig afhængig af manuel støtte og skaber ikke i sig selv aktivitet, men kan understøtte motivationen gennem inspiration og en visuel samtale om muligheder.

7. Potentielle gevinster som trivsel, fællesskab og selvtillid

Selvom effekterne på den fysiske aktivitet er usikre, peger litteraturen på positive oplevede effekter såsom øget trivsel, selvtillid og fællesskabsfølelse (Andreopoulou et al., 2025). Under de rette omstændigheder er der positive erfaringer med oplevelse af mening, mestring og inklusion, og dette gælder ikke kun udøverne, men også blandt frivillige, som i høj grad oplever mening efter erfaringer med målgruppen.

Et studie viser forbedringer i mental sundhed i visse sammenhænge, men peger samtidig på et interessant fund, nemlig at effekter ofte er sociale og oplevede snarere end objektivt målbare (Leahy et al., 2025).