Pointer fra litteraturen baseret på kvalitative metoder

På denne side kan du finde en række overordnede pointer fra litteraturen om inkluderende idræt baseret på kvalitative metoder.

Idrættens Analyseinstitut har samlet denne viden samt viden om en række andre målgrupper og temaer inden for inkluderende idræt i vores vidensplatform for idrættens inkluderende fællesskaber (link).

Denne side kigger dermed på tværs af den litteratur, der primært anvender kvalitative metoder såsom interviews, fokusgrupper, observationer, etnografiske studier, casestudier og realistiske evalueringer. Litteraturen omfatter mange forskellige målgrupper, herunder personer med funktionsnedsættelser eller psykiske vanskeligheder, mennesker i socialt udsatte positioner, etniske minoriteter, familier, børn og unge.

Den kvantitative litteratur er ofte optaget af at undersøge statistiske sammenhænge, aktivitetsniveauer og effekter af interventioner, mens den kvalitative litteratur i højere grad giver indsigt i oplevelser, motivationer, sociale mekanismer og organisatoriske forhold, som ofte er vanskelige at indfange gennem effektmålinger alene.

Centrale temaer i den kvalitative litteratur

På tværs af målgrupper peger litteraturen særligt på fem temaer:

1. Fællesskab og tilhørsforhold er de vigtigste drivkræfter for deltagelse

2. Relationer og engagerede voksne er afgørende

3. Deltagelse skabes gennem kontekstnære løsninger og medejerskab

4. Tværgående samarbejder er afgørende, men vanskelige at etablere

5. Kritiske perspektiver udfordrer idræt som løsning på sociale problemer

1. Fællesskab og tilhørsforhold er de vigtigste drivkræfter for deltagelse

Et af de mest konsistente fund i den kvalitative litteratur er betydningen af fællesskab. På tværs af målgrupper beskriver deltagere betydningen af at høre til, blive accepteret, opleve tryghed og være en del af meningsfulde relationer (Andermo et al., 2020; Herens et al., 2015; Nyquist et al., 2020; Van Der Veken et al., 2020).

Flere centrale begreber bruges i den kvalitative litteratur, såsom:

• oplevelsen af at høre til (sense of belonging)

• oplevelsen af at være forbundet til andre (connectedness)

• oplevelsen af at have venner (friendship)

• tillid (trust)

• sociale relationer (social relations)

• fællesskab (community).

Studier af socialt udsatte unge peger på, at idrætsdeltagelse primært opleves som værdifuld gennem fællesskab, relationer og social anerkendelse, men det er også vigtigt at opleve kompetencer inden for den konkrete aktivitet, man deltager i. Det er altså ikke ligegyldigt, hvilken aktivitet der er tale om, fordi sårbare unge ligesom alle andre har brug for en oplevelse af mestring, så de kan opleve social tryghed i den pågældende aktivitet (Super et al., 2017; Persson & Eriksen, 2025).

Litteraturen peger samtidig på, at fællesskaber ikke opstår spontant. Fællesskab skabes gennem normer, relationer og sociale processer, hvor både deltagere og ledere aktivt bidrager til at udvikle oplevelsen af tilhørsforhold og inklusion (Van Der Veken et al., 2020; Wirzén & Ekholm, 2024).

2. Relationer og engagerede voksne er afgørende

På tværs af litteraturen fremstår relationer til voksne også som en central mekanisme bag deltagelse. Forældre, trænere, mentorer, peer-ledere, sundhedskoordinatorer og støttepersoner beskrives som afgørende for både at rekruttere og fastholde børn, unge og i øvrigt også voksne i sårbare positioner (Appelqvist-Schmidlechner et al., 2023; Michalsen et al., 2020; Willis et al., 2019).

Flere familiebaserede studier viser, at forældredeltagelse og støtte bidrager til både øget deltagelse, tryggere fællesskaber og stærkere familierelationer (Andermo et al., 2020; Farias et al., 2024; Farias, Hellenius, Gringmann, et al., 2025; Norman et al., 2016).

Både blandt personer med udviklingshandicap og blandt unge i udsatte positioner beskrives stabile relationer og tillid til voksne som en vigtigere faktor for vedvarende deltagelse end selve aktivitetens indhold (Bossink et al., 2020; Fjellström et al., 2024; Owen et al., 2024).

3. Deltagelse skabes gennem kontekstnære løsninger og medejerskab

En række studier peger også på, at deltagelse afhænger af konteksten. Der bør være fokus på lokalt tilpassede indsatser frem for standardiserede løsninger.

Her er det et centralt greb at inddrage målgruppen i at skabe meningsfulde aktiviteter (Maenhout & Melville, 2024; Ramji et al., 2022; Simonsen & Ryom, 2023).  

Studier viser, at mennesker engagerer sig mere i aktiviteter, når:

• aktiviteterne tilpasses deltagernes virkelighed

• deltagerne får mulighed for indflydelse og medbestemmelse

• deltagernes perspektiver tages alvorligt i at udvikle og afvikle aktiviteterne (Ramji et al., 2022; Maenhout et al., 2024; Holmberg et al., 2018).

Derudover kredser litteraturen om en række begreber, der også har teoretiske ophæng. Det er begreber som:

• co-creation eller samskabelse (Holmberg et al., 2018; Maenhout et al., 2024; Simonsen & Ryom, 2023)

• community-based participatory research (CBPR) – en metode, der baserer sig på aktiv involvering af de mennesker, der bor i lokalområdet (Ramji et al., 2022)

• autonomi, valgfrihed og oplevet ejerskab (Huus et al., 2021; Rossing et al., 2023; Willis et al., 2018).

Det beskrives alt sammen som centralt for motivation og vedvarende deltagelse, og studierne peger på, at deltagernes egne erfaringer og perspektiver er afgørende for at udvikle relevante og bæredygtige tilbud (Spaaij et al., 2023).

4. Tværgående samarbejder er afgørende, men vanskelige at etablere

Den kvalitative litteratur beskæftiger sig også med betydningen af samarbejde mellem aktører som f.eks. skoler, kommuner, sundhedsaktører, NGO'er og idrætsforeninger.

Tværgående samarbejde fremstår særligt vigtigt, når målet er at nå mennesker, som normalt står uden for foreningslivet eller organiserede fritidsfællesskaber, men samtidig beskrives samarbejderne som ressourcekrævende og vanskelige at vedligeholde over tid.

Det skyldes blandt andet forskellige organisatoriske logikker, uklar ansvarsfordeling og manglende eller begrænset kapacitet til at videreføre samarbejdet eller den brobyggende funktion, som ofte er finansieret af tidsbegrænsede projektmidler (Bilberg & Pilgaard, 2024; Hermens et al., 2015; Lydell et al., 2022; Marlier et al., 2015; Morley et al., 2025; Østerlund et al., 2015).

5. Kritiske perspektiver udfordrer idræt som løsning på sociale problemer

Et markant træk ved den kvalitative litteratur er, at den rummer kritiske sociologiske perspektiver. En række studier af idrætsbaserede sociale indsatser argumenterer for, at idrætten ofte forventes at kunne løse sociale problemer som marginalisering, kriminalitet og eksklusion (Ekholm, 2017; Ekholm, 2018; Ekholm & Dahlstedt, 2018; Ekholm & Dahlstedt, 2021).

Studierne peger blandt andet på, at:

• idrætsprojekter ofte forsøger at ændre individet frem for strukturerne

• deltagere ofte tillægger aktiviteterne andre værdier end projekterne gør

• sociale problemer ofte beskrives som individuelle snarere end samfundsmæssige.

De kritiske perspektiver går altså på, at mange indsatser fokuserer på individers normer og adfærd, men kun i mindre grad adresserer bredere strukturelle forhold som fattigdom, diskrimination og social ulighed. Samtidig viser studierne, at deltagere ofte tillægger aktiviteterne værdi gennem fællesskab, glæde og relationer frem for de sociale målsætninger, som projekterne er bygget op omkring (Ekholm & Dahlstedt, 2022; Wirzén & Ekholm, 2024).

På den måde peger litteraturen på, at idræt kan bidrage til trivsel, fællesskab og deltagelse, men sjældent kan stå alene som løsning på komplekse sociale problemer (Agergaard & Lenneis, 2024; Fehsenfeld, 2015; Van Der Veken et al., 2020).