Det viser litteraturen om personer i sårbare situationer, udsatte boligområder og etniske minoriteter

På denne side kan du læse om, hvad litteraturen om inkluderende idræt viser om personer i sårbare situationer, udsatte boligområder og etniske minoriteter.

Idrættens Analyseinstitut har samlet denne viden samt viden om en række andre målgrupper og temaer inden for inkluderende idræt i vores vidensplatform for idrættens inkluderende fællesskaber.

Siden beskriver temaer i litteraturen, der har fokus på idræts- og fritidsdeltagelse blandt personer i socialt udsatte positioner, herunder beboere i udsatte boligområder, etniske minoriteter, migranter, flygtninge, asylansøgere, hjemløse, tidligere misbrugere og andre grupper, som ofte står uden for etablerede idrætsfællesskaber.

Litteraturen spænder fra evalueringer af konkrete idrætsindsatser til kritiske analyser af idræt som socialpolitisk redskab. En stor del af forskningen interesserer sig for, hvordan idræt kan bidrage til social inklusion, trivsel og deltagelse, men også for de begrænsninger, der er i at bruge idræt som løsning på komplekse sociale problemer.

Centrale temaer i litteraturen om personer i sårbare situationer, udsatte boligområder og etniske minoriteter

Fem temaer træder særligt tydeligt frem på tværs af litteraturen:

1. Fællesskab og meningsfulde aktiviteter driver deltagelsen

2. Rollemodeller, familier og lokale ressourcer er afgørende

3. Indsatser skal tilpasses lokale og kulturelle kontekster

4. Deltagelse begrænses af strukturelle barrierer

5. Idræt kan bidrage til inklusion, men løser ikke social ulighed alene

1. Fællesskab og meningsfulde aktiviteter driver deltagelsen

Et af de mest konsistente fund i litteraturen er, at deltagernes motivation for at møde op sjældent handler om sundhed, integration eller at forebygge kriminalitet. Deltagerne fremhæver derimod fællesskab, sjov, venskaber og oplevelsen af at være en del af noget meningsfuldt som de vigtigste grunde til at deltage.

Studier af indsatser som Midnight Football, GAME og forskellige lokale aktivitetsindsatser viser, at relationer og sociale fællesskaber fungerer som de centrale drivkræfter bag deltagelse. Deltagerne beskriver aktiviteterne som steder, hvor de møder venner, får nye relationer og oplever tilhørsforhold, mens de officielle projektmål spiller en langt mindre rolle i deres egne fortællinger (Christensen et al., 2024; Ekholm & Dahlstedt, 2022; Van Der Veken et al., 2020).

Litteraturen peger derfor på, at sociale fællesskaber ikke blot er et middel til at opnå andre mål. Fællesskabet er ofte selve værdien ved indsatsen og kan samtidig fungere som den mekanisme, der på længere sigt bidrager til fastholdelse, trivsel, integration og social inklusion.

2. Rollemodeller, familier og lokale ressourcer er afgørende

Et vigtigt fund på tværs af studierne er, at mennesker som peer-ledere, trænere, frivillige, sundhedskoordinatorer, forældre og andre lokale ressourcepersoner fremstår som centrale aktører for både rekruttering og fastholdelse. Flere studier viser, at deltagelse i høj grad afhænger af tillidsfulde relationer til mennesker, som deltagerne oplever som troværdige og nærværende.

På samme måde viser familiebaserede indsatser, at forældres engagement har betydning for både børns deltagelse og familiens samlede sundhedsadfærd. Samtidig fremhæves familieaktiviteter som en måde at styrke både relationer, fællesskab og oplevelsen af tilhørsforhold i lokalområdet (Andermo et al., 2020; Farias et al., 2024, 2025; Nyberg et al., 2020).

Litteraturen peger samlet på, at relationel støtte er mindst lige så vigtig som selve aktivitetstilbuddet. Deltagelse opstår sjældent alene ved at have adgang til aktiviteter, men gennem mennesker, der skaber tryghed, motivation og vedvarende engagement.

3. Indsatser skal tilpasses lokale og kulturelle kontekster

En gennemgående pointe i litteraturen er, at standardiserede løsninger sjældent virker på tværs af forskellige målgrupper og lokalområder. Nogle studier påpeger, at lokalt udviklede indsatser og aktiviteter, hvor målgruppen selv er involveret i udviklingen, skaber større relevans, ejerskab og deltagelse end generiske løsninger designet uden lokalt afsæt (Ramji et al., 2020, 2022).

Studier blandt etniske minoriteter, migranter og beboere i udsatte boligområder viser, at deltagelse påvirkes af kulturelle normer, sociale forventninger og lokale erfaringer. Særligt blandt kvinder og piger med minoritetsbaggrund er der behov for kulturfølsomme aktiviteter, kvindelige rollemodeller og aktiviteter, som opleves som socialt acceptable i den konkrete kontekst (Langøien et al., 2017; Mickelsson, 2023b, 2023a; Teuscher et al., 2015; Wirzén & Ekholm, 2024).

Litteraturen understøtter dermed en forståelse af, at succesfulde indsatser må udvikles med blik for lokale behov, normer og ressourcer frem for at blive kopieret direkte fra én kontekst til en anden.

4. Deltagelse begrænses af strukturelle barrierer

Selvom motivation og sociale relationer er vigtige, viser litteraturen også, at deltagelse påvirkes af en række strukturelle forhold.

Barriererne omfatter blandt andet:

• økonomi

• transport

• adgang til faciliteter

• oplevet utryghed

• diskrimination

• manglende kendskab til eksisterende tilbud.

Flere studier understreger, at disse barrierer ofte virker sammen. Deltagelse kan derfor ikke forstås som et individuelt valg alene, men må ses i sammenhæng med deltagernes samlede livsvilkår og muligheder (Engelbrektsson et al., 2024; Lange et al., 2025; Simonsen et al., 2024; Van Stappen et al., 2018).

Litteraturen viser desuden, at det sjældent fører til øget fysisk aktivitet at etablere nye faciliteter. Nye aktivitetsområder eller faciliteter skaber først deltagelse, når de kombineres med sociale og organisatoriske indsatser, der understøtter brugen af dem (Luten et al., 2016; Mölenberg et al., 2019).

5. Idræt kan bidrage til inklusion, men løser ikke social ulighed alene

Flere studier anlægger et kritisk perspektiv på brugen af idræt som socialpolitisk redskab.

Særligt én forfatter argumenterer for, at mange sportsbaserede sociale indsatser fokuserer på at ændre individers adfærd, normer og værdier, mens bredere strukturelle forhold som fattigdom, social opdeling af boligområder, diskrimination og social ulighed i mindre grad adresseres(Ekholm, 2017, 2018, 2019; Ekholm et al., 2019; Ekholm & Dahlstedt, 2022; Wirzén & Ekholm, 2024).

Denne kritik betyder ikke, at indsatserne mangler værdi. Tværtimod finder litteraturen mange eksempler på øget trivsel, stærkere sociale relationer, bedre selvværd og oplevet inklusion blandt deltagerne. Pointen er snarere, at sådanne gevinster ikke nødvendigvis ændrer de grundlæggende samfundsmæssige vilkår, som producerer social udsathed.

Samtidig er det en pointe, at inklusion ikke blot handler om, at voksne eller eksisterende medlemmer forsøger at oplære nye medlemmer i regler, normer og kultur, men at inklusion opstår ved, at deltagerne sammen er aktive i at skabe normer, relationer og fællesskab i hverdagen (Wirzén & Ekholm, 2024)