Det viser litteraturen om kroniske lidelser
På denne side kan du læse om, hvad litteraturen om inkluderende idræt viser om personer med kroniske lidelser.
Idrættens Analyseinstitut har samlet denne viden og viden om en række andre målgrupper og temaer inden for inkluderende idræt i vores vidensplatform for idrættens inkluderende fællesskaber.
Meget få studier har udelukkende fokus på kroniske lidelser inden for den litteratur, som er en del af databasen. Målgruppen indgår i et bredere fokus sammen med personer med funktionsnedsættelse og personer i sårbare livssituationer. Den viden, der er i litteraturen, er derfor indirekte og generaliseret og ikke specifikt målrettet forskellige kroniske lidelser.
Opsummering
På tværs af litteraturen er der fokus på, at deltagelse kræver individuel tilpasning, meningsfulde og motiverende aktiviteter, behov for social støtte samt tilgængelige og fleksible rammer.
Det påpeges også, at deltagelse hæmmes af strukturelle barrierer, mangel på tilpassede tilbud og i nogle tilfælde økonomi.
Litteraturen peger samlet på, at inkluderende idræt for personer med kroniske lidelser kræver fleksible, helhedsorienterede og kontekstnære indsatser, men litteraturen er præget af, at der er begrænset viden om specifikke målgrupper og svag dokumentation, særligt om langtidseffekter og fastholdelse.
I Danmark findes en række specifikke tilbud til mennesker med kroniske sygdomme, som drives af patientforeninger, eller som varetages af kommuner, ofte i tidsbegrænsede forløb med sigte på, at patienterne skal sendes videre til lokale foreningstilbud. Forskning i denne type tilbud foregår blandt andet på Københavns Universitet og Center for Holdspil, som i 2026 har indledt et samarbejde med ti kommuner, hvor fokus er på styrket brobygning mellem patientforløb og efterfølgende lokalt forankrede tilbud.
Centrale temaer vedrørende kroniske lidelser
Den litteratur, som berører kroniske lidelser, peger på fire centrale temaer:
Ulighed i deltagelse
Centrale barrierer
Helhedsorienterede indsatser og brobygning som kerneelementer i succesfulde indsatser
Effekter og evidensproblemer
1. Ulighed i deltagelse
Et af de mest konsistente fund, både inden for målgruppen med kroniske lidelser og på tværs af al litteraturen om de forskellige målgrupper, er dokumentationen af, at personer med funktionsnedsættelser eller kroniske lidelser deltager mindre i idræt og fysisk aktivitet end andre.
Uligheden skyldes ifølge litteraturen særligt tre forhold:
materielle forhold (økonomi, adgang til tilbud og udstyr)
sociale forhold (fællesskaber, tilhørsforhold)
fysiske forhold (evner, kropslig formåen, smerter, skader mv.).
2. Centrale barrierer
Barriererne er flerdimensionelle og opdeles typisk i:
kropslige og helbredsmæssige forhold (energi, smerte, sygdom)
strukturelle forhold som mangel på egnede tilbud og økonomiske barrierer
sociale barrierer som oplevelsen af ikke at passe ind og mangel på fællesskaber.
Barriererne beskrives ikke kun som individuelle, men i høj grad som systemiske, fordi eksisterende strukturer er designet til personer uden handicap (abled bodies). Derudover er der kun få specialiserede aktører og begrænset finansiering til drift af tidsbegrænsede projekter.
3. Helhedsorienterede indsatser og brobygning som kerneelementer i succesfulde indsatser
Et kernefund i litteraturen er, at deltagelse afhænger af et samspil mellem individ og omgivelser (Bloemen et al., 2015; Jagroep et al., 2022; Lange et al., 2025). Nogle studier(Bloemen, Backx, et al., 2015; Bloemen, Verschuren, et al., 2015)anvender den såkaldte PAD-model (Physical Activity for People with a Disability), som viser, at fysisk aktivitet påvirkes af mange forskellige forhold. Barrierer opstår derfor sjældent ét sted, men på tværs af flere områder såsom:
individuelle forhold (f.eks. medicinske, kropslige, mentale behov og vilkår)
miljømæssige forhold (f.eks. tilgængelighed, støtte, tilbud, lokalsamfund)
fysiske rammer som f.eks. nabolag og faciliteter
sociale og strukturelle determinanter som socioøkonomi og social støtte.
Samme studier finder i forlængelse heraf, at succesfulde tilbud typisk har fokus på følgende elementer i et forsøg på at imødekomme de komplekse barrierer og finde helhedsorienterede løsninger:
kompetente og inkluderende trænere
økonomisk støtte
tværsektorielt samarbejde (kommune + civilsamfund)
Derudover peger flere på, at det er vigtigt at have fokus på indflydelse og medejerskab hos den enkelte, da præferencer er centrale for deltagelse (Dalen et al., 2021). Indre motivation er især nødvendig for fastholdelse (Elsborg et al.), og derfor er det utilstrækkeligt, hvis sundhedspersonale kun sætter fokus på ydre motivationer som f.eks. sundhedsmæssige gevinster, når de opfordrer den enkelte til at motionere mere. Der er altså en vis opmærksomhed på balancen mellem idræt og fysisk aktivitet som instrument og som noget, der skaber glæde og indhold i hverdagen i sig selv.
4. Effekter og evidensproblemer
Litteraturen er grundig med forbehold for måling af effekter. Fysisk aktivitet kan give forbedret mobilitet og balance, livskvalitet, fysisk trivsel, psykisk trivsel, social trivsel og øget empowerment.
Men effekterne er typisk vurderet til at være små til moderate, ligesom der generelt peges på svag evidens (Hasset et al., 2024). Udfordringerne med evidens fokuserer på:
at der er stor variation i målemetoder
at mange instrumenter er ikke tilpasset personer med funktionsnedsættelser eller kroniske lidelser
at der er en risiko for upræcise målinger og svag evidens (Brandenbarg et al., 2023).
Derudover er de fleste studier baseret på korte interventioner, mens der mangler både studier og dokumentation for langtidseffekter (Castro et al., 2018).
- Børn og unge
- Voksne
- Ældre
- Familier
- Interventionsstudier
- Kvalitativ litteratur
- Kvantitativ litteratur
- Fattigdom
- Fysiske funktionsnedsættelser
- Kognitive funktionsnedsættelser
- Kroniske lidelser
- Personer i sårbare situationer, udsatte boligområder og etniske minoriteter
- Psykiske lidelser
- Udviklingshandicap
- Brobygning og tværgående samarbejde
- Centrale aktører
- Ny viden
- Metode