Pointer fra litteraturen baseret på kvantitative metoder

På denne side kan du finde en række overordnede pointer fra litteraturen om inkluderende idræt baseret på kvantitative metoder.

Idrættens Analyseinstitut har samlet denne viden samt viden om en række andre målgrupper og temaer inden for inkluderende idræt i vores vidensplatform for idrættens inkluderende fællesskaber.

Den litteratur, der indeholder kvantitative metoder, spænder vidt og indeholder referencer med fokus på meget forskellige temaer lige fra fysiske funktionsnedsættelser og kroniske sygdomme til kognitive og psykiske lidelser samt etniske minoritetsgrupper og fattige/udsatte. Denne tekst har derfor fokus på tværgående metodiske og indholdsmæssige tendenser i litteraturen, der er baseret på kvantitative metoder.

Centrale temaer i den kvantitative litteratur

På tværs af målgrupper peger litteraturen på fem centrale temaer:

1. Konsistent evidens for lavere fysisk aktivitet

2. Stærkt fokus på måling og effekt

3. Indre motivation, glæde ved bevægelse og støtte fremmer deltagelse

4. Helhedsorienterede interventioner virker bedst

5. Svag evidens for overførsel til bredere livseffekter.

1. Konsistent evidens for lavere fysisk aktivitet

Den kvantitative forskning dokumenterer meget enstemmigt et lavere aktivitetsniveau blandt forskellige målgrupper med fysiske, kroniske, mentale eller kognitive lidelser. Ifølge spørgeskemaundersøgelser og objektive mål som for eksempel accelerometermålinger er de undersøgte målgrupper:

• markant mindre aktive

• mere stillesiddende

• langt fra WHO’s anbefalinger om fysisk aktivitet i hverdagen

• mindre aktive i både organiseret idræt og uden for formelle rammer.

Her er altså tale om et af de mest robuste fund på tværs af hele litteraturen baseret på kvantitative metoder (Einarsson et al., 2015; Iguacel et al., 2018; Michalsen et al., 2024; Wouters et al., 2019, 2020).

2. Stærkt fokus på måling og effekt – men udfordret i praksis

Den kvantitative litteratur er meget forskellig, og mens en del studier fra den ikke-videnskabelige litteratur er baseret på små stikprøver og simple spørgeskemaundersøgelser blandt deltagende udøvere, er studierne i den videnskabelige litteratur kendetegnet ved mere ambitiøse designs (randomiserede kontrol- og testgrupper (RCT), kohortestudier og tværsnitsundersøgelser). Alligevel står mange af studierne tilbage med de samme udfordringer og forbehold i forhold til at have data nok til at kunne påvise robuste sammenhænge.

Nogle overordnede betragtninger om den kvantitative litteratur:

• Generelt beskriver studierne udfordringer med små stikprøver og selektionsbias , som er systematisk skævhed i, hvem der deltager og ikke deltager i f.eks. en opfølgende spørgeskemaundersøgelse

• Højt frafald i forløbsstudier eller fra baseline til opfølgning

• Usikker og kontekstafhængig evidens

• Kortvarige eller inkonsistente effekter på fysisk aktivitetsniveau og øvrige mål som livskvalitet og trivsel

• Objektive målinger (accelerometer) viser ofte andre resultater end spørgeskemaer. Der registreres dog usikkerheder ved begge målemetoder

• Mange måleinstrumenter er ikke tilpasset målgruppen, men designet til brug i den almene befolkning

• Sjældent muligt at sammenligne resultater på tværs af studier

Derfor har nogle studier også fokus på at udvikle nye måleredskaber som f.eks. selvrapporteret oplevelse af inklusion i et idrætsfællesskab blandt personer med udviklingshæmning (Asunta et al., 2021).

Selv med relativt stærke designs er det altså svært at dokumentere stabile og robuste effekter, og her er stadig et felt med stort udviklingspotentiale, når det kommer til videnskabelig måling og dokumentation af indsatser af inkluderende idræt for alle (Se bl.a. Asunta et al., 2021; Berglind et al., 2020; Einarsson et al., 2016); Luten et al., 2016; McConkey et al., 2019; Nyberg et al., 2016; Slaman et al., 2015; Ullenhag et al., 2025; Wijtzes et al., 2017).

3.  Indre motivation, glæde ved bevægelse og støtte fremmer deltagelse

Flere kvantitative analyser identificerer dog konsistente elementer, som fremmer deltagelse og fysisk aktivitet.

• Indre motivation og intention om gerne at ville være mere fysisk aktiv (Ng et al., 2016).

• Glæde ved bevægelse og oplevet kompetence hænger tæt sammen med deltagelse (Herens et al., 2016; Ng et al., 2016).

• Social/håndholdt støtte og relationer er afgørende for deltagelse og fastholdelse (Shields et al., 2019).

Den kvantitative forskning understøtter altså virksomme elementer som indre motivation, sociale relationer og social støtte.

4. Helhedsorienterede interventioner virker bedst

Studierne peger også på, at simple interventioner sjældent virker på sigt, men at indsatser har større sandsynlighed for at skabe varig forandring, hvis de kombinerer fokus på idræt og bevægelse med f.eks.:

• kost

• inddragelse af forældre

• teknikker til at ændre adfærd

• individuelt tilpassede indsatser

• community-baserede indsatser (Højbjerg et al. 2022; Nyberg et al., 2020; Shields et al., 2019; Wijtzes et al., 2017).

Dertil er der studier, som peger på omgivelsernes betydning, som f.eks.:

• kvaliteten og udformningen af lokalsamfundet (nabolagskvalitet) (Jagroep et al., 2022)

Fysiske faciliteter alene ændrer dog ikke adfærd. Der er behov for særlige relationelle indsatser, hvis man skal lykkes med rekruttering og deltagelse (Collombon et al., 2024; Mölenberg et al., 2019)

Strukturelle tiltag virker altså kun i samspil med sociale og individuelle faktorer, men som allerede nævnt tager studierne særlige forbehold for små effekter, og generelt kan studierne ikke sige noget om effekter på lang sigt. Studier med længerevarende tidsperspektiver er ganske enkelt en mangelvare.

5. Svag evidens for overførsel til bredere livseffekter

Selvom mange studier måler på flere udbytter, ses effekter oftest på fysiologiske mål (kondition, sammensætningen af fedt vs. muskelmasse ) (Guerra et al., 2022; Højbjerg et al., 2022). Det er vanskeligere at dokumentere effekter på mål som livskvalitet, trivsel og evne til at indgå i sociale sammenhænge (Bossink et al., 2017; West et al., 2025).

Interventioner med fokus på idræt og deltagelse i aktive fællesskaber forbedrer altså ikke automatisk den enkeltes livskvalitet og trivsel, selv når der ses fysiske forbedringer (Asunta et al., 2021; McConkey et al., 2019). Det er vanskeligt at afgøre, hvorvidt disse manglende effektmål skyldes utilstrækkelige metoder, måleredskaber og manglende tidsperspektiv i studierne, eller om det afspejler reelt fravær af bredere effekter af denne slags interventioner.