Det viser litteraturen om brobygning og tværgående samarbejde

På denne side kan du læse om, hvad litteraturen om inkluderende idræt viser om brobygning og tværgående samarbejde.

Idrættens Analyseinstitut har samlet denne viden samt viden om en række andre målgrupper og temaer inden for inkluderende idræt i vores vidensplatform for idrættens inkluderende fællesskaber.

Litteraturen med fokus på brobygning, partnerskaber og tværgående samarbejder mellem aktører, der arbejder med idræt, fysisk aktivitet og social inklusion. Studierne omhandler blandt andet samarbejder mellem kommuner, sundhedsaktører, skoler, socialområdet, civilsamfundsorganisationer og idrætsforeninger. Fælles for litteraturen er interessen for, hvordan forskellige aktører kan samarbejde om at skabe adgang til deltagelse for grupper, som ellers har begrænsede muligheder for at indgå i idræts- og fritidsfællesskaber.

Centrale temaer i litteraturen om brobygning og tværgående samarbejde

Litteraturen giver anledning til særligt at fokusere på fire temaer:

• Brobyggere og relationelle forbindelser skaber adgang til deltagelse

• Tillid og fælles forståelser er afgørende for samarbejde

• Tværgående samarbejder kræver koordinering mellem forskellige logikker

• Samarbejder kan styrke deltagelse, men løser ikke strukturel ulighed

1. Brobyggere og relationelle forbindelser skaber adgang til deltagelse

Et gennemgående fund i litteraturen er, at mange mennesker i sårbare positioner ikke mangler motivation til at deltage, men at de savner adgang til relevante fællesskaber. Brobygning fungerer derfor som forbindelsen mellem målgruppen og de aktiviteter, fællesskaber eller tilbud, der allerede eksisterer.

Flere studier fremhæver betydningen af personer, som kan bevæge sig på tværs af organisatoriske grænser og skabe kontakt mellem systemer og mennesker. Det kan være personer som sundhedskoordinatorer, kommunale konsulenter, mentorer og såkaldte ’boundary spanners’, som på dansk nok mest er kendt som en brobygger/fritidsvejleder, der oversætter mellem forskellige fagligheder og hjælper deltagere ind i fællesskaber (Farias, Hellenius, Nyberg, et al., 2025; Hermens et al., 2017; Lydell et al., 2022).

Studier blandt børn med ADHD og autisme, flygtninge, familier i udsatte boligområder og socialt udsatte unge peger tilsvarende på, at samarbejde mellem forskellige aktører kan skabe de forbindelser, som gør det muligt at deltage (Andermo et al., 2020; Simonsen & Ryom, 2023).

2. Tillid og fælles forståelser er afgørende for samarbejde

På tværs af litteraturen fremstår tillid som et vigtigt fundament for succesfulde samarbejder.

Samarbejder lykkes sjældent alene gennem formelle aftaler eller organisatoriske strukturer. Tværtimod peger flere studier på, at personlige relationer, gensidig respekt og fælles forståelser af målgruppen er langt vigtigere for samarbejdets kvalitet og holdbarhed (Hermens et al., 2017; Marlier et al., 2015).

Tillid, gensidighed og længerevarende samarbejdsrelationer er altså centrale for at opbygge lokal kapacitet, hvilket kan være skrøbeligt, hvis brobygningsfunktionen samtidig ofte er en midlertidig position. Litteraturen peger således på, at samarbejde i høj grad er en relationel praksis frem for en organisatorisk konstruktion.

3. Tværgående samarbejder kræver koordinering mellem forskellige logikker

Selvom samarbejde fremhæves som nødvendigt, beskriver litteraturen også betydelige udfordringer. Kommuner, sundhedsaktører, idrætsforeninger, sociale organisationer og skoler arbejder ofte ud fra forskellige målsætninger, succeskriterier og faglige traditioner. Disse forskelle kan skabe usikkerhed om rollefordeling, ansvar og ressourcer.

De mest gennemgående udfordringer er:

• uklare roller og ansvarsområder

• forskellige faglige tilgange til målgruppen

• begrænsede ressourcer og tid

• usikkerhed om forankring og langsigtet finansiering.

I litteraturen er der forskellige bud på, hvordan man styrker samarbejdet. Det kræver blandt andet en fælles forståelse af indsatsens formål, gensidig tillid og en forståelse af, at forskellige parter bringer forskellige kompetencer. Derudover er det vigtigt at arbejde på gode relationer mellem samarbejdende parter og at arbejde med koordinerende brobyggere (Hermens et al., 2017; Lydell et al., 2022; Marlier et al., 2015; Præst & Skovgaard, 2022).

4. Samarbejder kan styrke deltagelse, men løser ikke strukturel ulighed

En række studier anlægger et mere kritisk perspektiv på samarbejder og brobygning. De peger på, at samarbejder ikke er neutrale, men ofte organiseres omkring bestemte forståelser af, hvad problemet er, hvem der har ansvaret for at skabe forandring, og hvilke løsninger der anses som legitime (Ekholm, 2017, 2018; Ekholm & Dahlstedt, 2021, 2022).

For eksempel bygger sportsbaserede samarbejder om social inklusion ofte på en forestilling om, at social forandring primært skal ske ved at udvikle individers normer, værdier og adfærd. Samarbejderne fokuserer derfor ofte på at hjælpe mennesker ind i eksisterende fællesskaber frem for at ændre de strukturelle forhold, som producerer marginalisering og ulighed.

Studierne rejser dermed spørgsmålet om, hvorvidt samarbejder primært fungerer som brobygning til eksisterende systemer, eller om de også bidrager til at udfordre de strukturer, der skaber eksklusion.