Det viser litteraturen om kognitive funktionsnedsættelser

På denne side kan du læse om, hvad litteraturen om inkluderende idræt viser om personer med kognitive funktionsnedsættelser.

Idrættens Analyseinstitut har samlet denne viden samt viden om en række andre målgrupper og temaer inden for inkluderende idræt i vores vidensplatform for idrættens inkluderende fællesskaber.

Litteraturen med fokus på personer med kognitive funktionsnedsættelser rummer studier om personer med ADHD, autisme, erhvervet hjerneskade og andre neurodivergente eller kognitive vanskeligheder. Litteraturen handler primært om børn og unge, men enkelte studier omfatter også voksne. Samlet set er forskningsfeltet mere optaget af deltagelse, inklusion og sociale fællesskaber end af fysisk aktivitet i sig selv. Mange studier undersøger, hvilke organisatoriske, pædagogiske og relationelle forhold der gør det muligt for målgruppen at deltage i idræts- og fritidsfællesskaber.​‌

Centrale temaer i litteraturen om kognitive funktionsnedsættelser

Syv temaer træder særligt tydeligt frem på tværs af litteraturen:

1. Lavere deltagelse skyldes ofte sociale og organisatoriske barrierer

2. Individuel tilpasning og forudsigelighed er afgørende

3. Sociale relationer og tilhørsforhold driver deltagelse

4. Forældre, trænere og støttepersoner spiller en nøglerolle

5. Deltagelse er vigtigere end fysisk aktivitet som mål i sig selv

6. Digitale løsninger har potentiale, men kan ikke stå alene

7. Inklusion kræver samarbejde på tværs af sektorer og arenaer

1. Lavere deltagelse skyldes ofte sociale og organisatoriske barrierer

Flere studier beskriver, hvordan børn og unge med autisme, ADHD og lignende vanskeligheder deltager mindre i organiseret idræt og fritidsliv end jævnaldrende. Barriererne handler dog sjældent om manglende motivation for bevægelse, men snarere om sociale situationer, komplekse regler, høje krav til selvorganisering, uforudsigelighed og oplevelsen af ikke at passe ind i eksisterende fællesskaber (Arnell et al. 2018; Nørgaard et al., 2025).

Studier af unge med autisme peger på, at deltagelse er betinget af bestemte forhold som oplevet tryghed, mulighed for indflydelse, passende udfordringer og social accept (Arnell et al., 2018).

2. Individuel tilpasning og forudsigelighed er afgørende

Et af de mest konsistente fund i litteraturen er betydningen af struktur, forudsigelighed og individuel tilpasning. Deltagelsen øges, når aktiviteter organiseres i mindre grupper, når instruktionerne er tydelige, og når den enkelte oplever mulighed for at deltage på egne præmisser (Adair et al., 2015;Bentholm & Nielsen, 2024;  Willis et al., 2018).

Flere studier argumenterer desuden for, at deltagelse opstår i samspillet mellem person, aktivitet og omgivelser frem for gennem træning alene (Arnell et al., 2018; Adair et al., 2015).

3. Sociale relationer og tilhørsforhold driver deltagelse

På tværs af litteraturen fremstår sociale relationer som en af de vigtigste mekanismer bag deltagelse. Deltagerne fremhæver:

• betydningen af venskaber

• social tryghed

• oplevelsen af at høre til i fællesskabet.

Flere studier finder, at sociale gevinster ofte fylder mere for deltagerne end de fysiske sundhedsgevinster, og at fællesskabet i mange tilfælde er den væsentligste grund til at fortsætte deltagelsen (King et al., 2023;Shields et al., 2019;Willis et al., 2018;Willis et al., 2019)

4. Forældre, trænere og støttepersoner spiller en nøglerolle

Betydningen af støttepersoner er et af de stærkeste fund i litteraturen. Forældre fungerer som centrale facilitatorer for børns deltagelse, mens lærere, trænere, pædagoger og mentorer ofte er afgørende for fastholdelsen (Lydell et al., 2022; Shields et al., 2019; Willis et al., 2019).

Flere studier peger på, at kompetenceudvikling blandt voksne omkring målgruppen kan være lige så vigtig som selve aktivitetstilbuddet (Bentholm & Nielsen, 2024; Willis et al., 2019).

5. Deltagelse er vigtigere end fysisk aktivitet som mål i sig selv

En markant tendens i litteraturen er, at den skelner mellem at have fokus på fysisk aktivitet som mål og deltagelse, inklusion og oplevet tilhørsforhold som mål (Adair et al., 2015). Et studie argumenterer direkte for, at deltagelse bør betragtes som et selvstændigt udbytte (ibid.), mens flere andre studier har fokuseret på at udvikle måleredskaber, der kan indfange oplevelser af social inklusion og deltagelse (Adair et al., 2015; Asunta et al., 2021; Dalen et al., 2021; Ullenhag et al., 2025). 

6. Digitale løsninger har potentiale, men kan ikke stå alene

En række nyere studier undersøger, om man kan bruge digitale redskaber, apps og onlineplatforme til at understøtte fysisk aktivitet og deltagelse blandt personer med kognitive funktionsnedsættelser. Disse redskaber er beskrevet nærmere i teksten om personer med udviklingshandicap (ID), da løsningerne ofte er henvendt både til mennesker med ID (intellectual disabilities) og autisme, som i denne sammenhæng er kategoriseret som kognitiv funktionsnedsættelse.

Digitale løsninger kan styrke motivation, struktur og målsætning, men effekterne er generelt begrænsede, hvis ikke redskaberne kombineres med menneskelig støtte (Dalen et al., 2021; Downs et al., 2023; Van Biesen et al., 2024). Resultaterne peger samlet på, at teknologi fungerer bedst som supplement til eksisterende relationer, men det kan ikke være en erstatning for dem.

7. Inklusion kræver samarbejde på tværs af sektorer og arenaer

Flere studier dokumenterer, at der er behov for samarbejde mellem familier, skoler, kommuner, sundhedsaktører og foreninger. Tværgående partnerskaber fremhæves især som en forudsætning for at skabe sammenhæng mellem skoleliv, fritidsliv og hverdagsliv i arbejdet med børn og unge med ADHD og autisme (Lydell et al., 2022).