Idan

Centrale aktører

I Danmark er der en række centrale aktører, som arbejder målrettet med at skabe inkluderende idrætsfællesskaber for alle. Selvom aktørerne hver især fungerer meget forskelligt og har forskellige målgrupper i fokus, er de karakteriseret ved, at de laver noget for nogen, som ingen andre gør.

Samtidig har aktørerne det til fælles, at de hver især opererer under et specifikt navn eller ’brand’, og at de arbejder på tværs af lokalområder eller kommuner, ofte i samarbejde med kommunerne eller andre lokale aktører som f.eks. specialskoler og botilbud.

Tabel 1: Kort beskrivelse af de nationale aktører

Aktør

Beskrivelse

BROEN Danmark

BROEN Danmark er en landsorganisation for de lokale BROEN-afdelinger, som baseret på frivillig arbejdskraft og lokale donationer hjælper udsatte børn til at finde vej til lokale fritidsfællesskaber. Hjælpen kan bestå af fritidsvejledning og økonomisk støtte til kontingent og udstyr og fungerer nogle steder som supplement til det kommunale fritidspas.

Brug Bolden

Brug Bolden benytter fodbold til at støtte socialt udsatte unge, som har svært ved at finde vej til det etablerede foreningsliv. Brug Bolden arbejder for at sikre positive fællesskaber og skabe nye muligheder og forebygge kriminalitet blandt unge på kanten gennem fokus på fire elementer: fremtid, fællesskab, medansvar og trivsel.

DIF Soldaterprojekt

DIF Soldaterprojekt er en indsats henvendt til veteraner med fysiske og psykiske mén. Indsatsen tilbyder idrætsaktiviteter via lokale ’Safe Zone-’træninger og arbejder med brobygning til almene idrætsforeninger med henblik på, at veteranerne kan fortsætte i den lokale idrætsstruktur.  

FitforKids

FitforKids er en landsdækkende frivillig forening, der etablerer lokale træningsfællesskaber med gratis deltagelse. Initiativet startede oprindeligt med fokus på et aktivt fællesskab for børn med overvægt, men har siden udvidet fokus til generelt at appellere til sårbare børn, der har vanskeligt ved at finde sig til rette i almene idrætstilbud.

GAME

GAME arbejder på at skabe varige sociale forandringer gennem ungeledet gadeidræt og kultur. Med udgangspunkt i gadeidræt og gadekultur udvikler de målrettede indsatser, som er særligt tilrettelagt for specifikke målgrupper af børn og unge i udsatte positioner – herunder børn og unge der vokser op i fattigdom, børn og unge i udsatte boligområder og børn og unge med psykosociale vanskeligheder.

Get2sport (DIF)

Get2sport arbejder med at etablere og understøtte almene idrætsforeninger i udsatte boligområder. Get2sport indgår i kommunale samarbejder om fælles finansiering af medarbejdere, der understøtter og udvikler det frivillige arbejde i foreningerne, som typisk er placeret i belastede områder. 

Idræt for Sindet

Idræt for Sindet hører under Dansk Arbejder Idræt, som hører under
Danmarks Idrætsforbund (DIF). De har siden 1990’erne lavet aktiviteter 
for mennesker i psykisk sårbarhed og arbejder med idrætscertificering af jobcentre samt botilbud for mennesker med psykiske lidelser, udbyder idrætskurser til frivillige og støtter op om etablering af lokale, folkeoplysende Idræt for Sindet-foreninger, som – så vidt muligt – er drevet af frivillige, der selv er en del af målgruppen.

Jump4fun (DGI)

Jump4fun er et initiativ, der startede i DGI Nordsjælland og siden er udrullet som et landsdækkende fokus i DGI. Jump4fun startede ligesom FitforKids med fokus på overvægtige børn og har ligesom FitforKids siden udvidet fokus til at handle om at sikre et trygt og tilpasset idrætsfællesskab for børn, der har svært ved at finde sig til rette i almene foreningstilbud. 

Lykkeliga

Lykkeliga tilbyder håndboldtræning for børn og unge med udviklingshæmning. Aktiviteterne foregår i samarbejde med lokale håndboldforeninger, som etablerer Lykkeligahold, hvor fokus er på deltagelse, mens barriererne er sænket gennem tilpassede rammer og regler.

Ombold

OMBOLD understøtter fodboldaktivitet for mennesker i udsatte positioner, herunder mennesker ramt af hjemløshed, misbrug og psykisk sårbarhed. Det sker primært gennem lokale samarbejder med kommuner, fodboldklubber og sociale aktører. OMBOLD har de senere år udvidet fokus og paletten af aktiviteter – dels i forhold til at appellere mere til udsatte kvinder, dels i forhold til at indgå samarbejder med specialforbund som DBU Bredde, Badminton Danmark og Floorball Danmark.

Parasport Danmark

Parasport Danmark arbejder for, at alle mennesker med handicap eller særlige behov skal have mulighed for at dyrke idræt. Det sker bl.a. ved at initiere, støtte og kvalificere nye idrætsaktiviteter og tilbud i foreninger og kommuner landet over, og Parasport Danmark organiserer ligeledes selv en bred vifte af projekter, der både hjælper børn, unge og voksne til at få en god og tryg start i foreningsidrætten og sigter mod at fostre eliteatleter og rollemodeller i verdensklasse.

Recovery Bulls

Recovery Bulls er en landsdækkende forening, der arbejder på at udbrede lokale fællesskaber for familier, som typisk har udsathed tæt inde på livet som f.eks. hjemløshed, fattigdom, misbrug eller psykisk sårbarhed. Til forskel fra OMBOLD er det ikke tilladt at have en funktionspromille, når man deltager i aktiviteter under Recovery Bulls. 

Sammen om fritid

Sammen om fritid er en hjemmeside, oprettet af Videncenter om Handicap, der samler konkrete værktøjer, der gør det lettere at skabe et aktivt fritidsliv for børn, unge og voksne med usynlige handicap og særlige behov. Siden henvender sig både til personer og familier, der kan finde inspiration og konkrete aktiviteter via et landkort med søgefunktion, og til aktivitets- og fritidstilbud, som ønsker viden og værktøjer til at skabe tryggere og inkluderende fritidsfællesskaber.

Specialsport

Specialsport.dk startede som et initiativ, der søgte at skabe overblik over lokale tilbud til børn og unge med fysiske, kognitive og psykiske lidelser. I samarbejde med kommuner udgiver Specialsport.dk et katalog over aktuelle lokale tilbud. Dertil samarbejder Specialsport.dk med specialskoler om at introducere idræt for eleverne gennem sportspraktik, ligesom der bliver arbejdet på at udvikle flere tilbud lokalt, som henvender sig til børn og unge, der har særlige behov. 

Sport for livet (Landsforeningen af Væresteder)

Sport for Livet er et initiativ opstartet af Landsforeningen af Væresteder, som har til formål at sikre idrætsaktiviteter for mennesker, der benytter værestederne i Danmark. Med afsæt i de lokale væresteder etableres forskellige aktiviteter og samarbejder, f.eks. med lokale dart- og billardforeninger. Kendetegnende for aktiviteterne er klare rammer samt lav indgangsbarriere, så alle kan være med. Sport for Livet har også arbejdet med rekruttering og uddannelse af rollemodeller blandt værestedernes brugere i arbejdet for at gøre de lokale tilbud selvdrevne.

Startblokken

Startblokken dækker over tre indsatser, der alle har til formål at gøre en forskel med udgangspunkt i idrættens arenaer og i samarbejde mellem idrætsklubber, erhvervsliv og kommuner. Mens indsatsen Sportucation er en uddannelsesindsats for unge mellem 15 og 24 år, er indsatsen Idrætten Skaber Livsbaner en kommunal indsats opdelt i to, dels med fokus på målgruppen 18-29 år og dels med fokus på målgruppen 30 år+.

Idrættens inkluderende fællesskaber
Idrættens inkluderende fællesskaber

Tilbage til databasen

Glade børn
Idan Tema

Vidensplatform for idrættens inkluderende fællesskaber