Idan

Det viser litteraturen om udviklingshandicap

På denne side kan du læse om, hvad litteraturen om inkluderende idræt viser om personer med udviklingshandicap.

Idrættens Analyseinstitut har samlet denne viden samt viden om en række andre målgrupper og temaer inden for inkluderende idræt i vores vidensplatform for idrættens inkluderende fællesskaber.

Denne tekst kigger på tværs af den litteratur, der har fokus på mennesker med udviklingshandicap. Litteraturen refererer til disse mennesker som personer med ID, der står for intellectual disabilities.

Opsummering

Litteraturen med fokus på inkluderende idræt for mennesker med udviklingshandicap viser, at målgruppen deltager markant mindre i idræt og fritidsaktiviteter end andre mennesker. Uligheden gælder dog ikke kun i forhold til at deltage i fysiske aktiviteter, men også i forhold til sundhed og sociale fællesskaber generelt.

Flere studier påpeger, at målgruppen oftere kæmper med overvægt og livsstilssygdomme som diabetes, og derfor har litteraturen ikke blot fokus på metoder og effekter, men argumenterer også for, at det er vigtigt at sikre god adgang til aktive fællesskaber blandt målgruppen. Derudover kredser litteraturen om både centrale barrierer og potentialer for at skabe mere fysisk aktivitet og deltagelse i aktive fællesskaber for målgruppen.

Støttepersoner fremstår som ekstra afgørende for at sikre deltagelse blandt personer med ID. Gatekeepere forstået som de mennesker eller institutioner, som er i berøring med personer med ID til daglig, er nærmest altafgørende for tilbøjeligheden til at deltage i hverdagen. Det er altså sjældent manglende vilje, men mangel på at blive præsenteret for passende tilbud, der står i vejen. På den måde virker personer med udviklingshandicap som én af de målgrupper, som har størst potentiale for at blive mere aktive og deltagende.

Dertil er det lidt særligt for målgruppen med ID, at der er relativt mange studier, der forsøger sig med digitale løsninger for dels at motivere til aktivitet, dels at aktivere målgruppen gennem et digitalt redskab. Andre studier arbejder med at udvikle særligt tilrettelagte spørgeskemaer, som henvender sig til personer med ID.

Litteraturen viser samlet, at inkluderende idræt for mennesker med udviklingshandicap kræver helhedsorienterede og relationsbårne indsatser, hvor sociale fællesskaber, støttepersoner og meningsfuld deltagelse er vigtigere end selve aktiviteten.

Centrale temaer i litteraturen om mennesker med udviklingshandicap

Litteraturen kredser om centrale barrierer og potentialer, men seks temaer træder frem:

  1. Lavt aktivitetsniveau og sundhedsmæssige konsekvenser

  2. Interventioner påviser effekter af øget fysisk aktivitet

  3. Barrierer og facilitatorer for fysisk aktivitet

  4. Betydningen af pårørende, personale og trænere

  5. Digitale redskaber som understøtter en aktiv hverdag

  6. Særligt designede spørgeskemaer til målgruppen med ID

1. Lavt aktivitetsniveau og sundhedsmæssige konsekvenser

Den samlede litteratur peger entydigt på, at personer med ID har et lavere fysisk aktivitetsniveau end den øvrige befolkning. Det gælder både børn, unge og voksne og er dokumenteret gennem både accelerometerdata og spørgeskemaundersøgelser (f.eks. Einarsson et al., 2015/2016; Wouters et al., 2019; Vancampfort et al., 2022).

Selv blandt personer, der deltager i organiseret idræt, er aktivitetsniveauet ofte under anbefalingerne, fordi målgruppen også i andre facetter af hverdagslivet rører sig mindre end almenbefolkningen (Querido et al., 2023).

Konsekvenserne er også veldokumenterede i form af højere forekomst af overvægt, lavere fysisk formåen og generelt dårligere helbred (Wouters et al., 2020). Samtidig er der indikationer på bredere negative konsekvenser af de relativt lave niveauer af fysisk aktivitet, herunder lavere livskvalitet og ringere funktionsevne. Samlet set fremstår fysisk inaktivitet som en central sundhedsudfordring for personer med ID.

2. Interventioner påviser effekter af øget fysisk aktivitet

En række interventionsstudier, hvor en udvalgt målgruppe (herunder personer med ID) har deltaget i fysisk træning ugentligt i et tidsbegrænset antal uger, viser forskellige tegn på positive effekter som f.eks.:

  • forbedret fysisk sundhed som forbedret kredsløb og kropssammensætning (fedt vs. muskelmasse) (Fjellström et al., 2022; Højbjerg et al., 2022)

  • forbedringer i styrke, mobilitet, balance og livskvalitet (Hassett et al. 2024; Shields et al., 2019)

  • øget social deltagelse, trivsel og generelt øget mental sundhed (King et al., 2023; Leahy et al., 2025;Rossing et al., 2023).

Studierne peger dog også på en række udfordringer som f.eks.:

  • manglende blik for langtidseffekter (Castro et al., 2018)

  • små samples og svage eller ikke-signifikante effekter (Castro et al., 2018;Downs et al., 2023;Hassett et al., 2024)

  • vanskeligheder ved at gennemføre fysiske aktiviteter i praksis.

I forhold til langtidseffekter påpeger et metastudie, at få studier følger op på, hvad der sker i tiden efter endt intervention, og reflekterer over, hvorvidt det kan skyldes, at der ingen langtidseffekter er, hvorfor der ikke er nogen studier at publicere (Castro et al., 2018). Et relativt kort forløb med øget fysisk aktivitet er altså ikke nødvendigvis løsningen, hvis man vil øge fysisk aktivitet blandt målgrupper med ID. Der er i stedet behov for at se på, hvordan rammerne i hverdagen kan sikre kontinuerlig træning, da det ikke nødvendigvis er noget, målgruppen kommer til at videreføre af sig selv.

3. Barrierer og facilitatorer for fysisk aktivitet

Et gennemgående tema i litteraturen er, at den identificerer både barrierer og facilitatorer i forhold til at øge den daglige fysiske aktivitet og deltagelse i aktive fællesskaber blandt personer med ID.

Barrierer beskrives på flere niveauer:

  • Individniveau: dårligere helbred, lavere mobilitet og graden af fysisk og kognitiv funktionsnedsættelse (Michaelsen et al., 2024; Vancampfort et al., 2022).

  • Socialt niveau: manglende støtte og opfordring fra familie, mentorer eller personale (Shields et al., 2019).

  • Strukturelt niveau: manglende hjælp til transport, økonomi og manglende egnede tilbud for målgruppen (Bossink et al., 2017).

Et studie hæfter sig ved en interessant pointe, nemlig at de personer, som er tæt på målgruppen til daglig (pårørende, personale, ledelse på botilbud mv.), især fremhæver de barrierer, som de ikke selv er ansvarlige for i det daglige. Der kan altså være en central forhindring i, at de personer, som er meget centrale for at skabe adgang til fysisk aktivitet i hverdagen, ikke har nok øje for den rolle, de selv kan spille, men har forventninger til, at andre tager affære (Bossink et al., 2017).  

Facilitatorer kan på den anden side være elementer som:

  • sociale fællesskaber og relationer (Bossink et al., 2017; King et al., 2023; Torrado et al., 2020/2022)

  • sjov, motivation og oplevelse af mestring (Michaelsen et al., 2020)

  • anerkendelse og støtte

  • tilgængelige og tilpassede aktiviteter.

Et centralt fund er, at social interaktion er en særlig stærk motivationsfaktor (Torrado et al., 2020/2022), og især ét studie fremhæver meget positive resultater af et mentorbaseret træningsprogram på 12 uger for unge med både fysiske handicaps og ID (Shields et al., 2019). Her fik alle deltagerne tilknyttet en mentor, som deltog i træning med dem to gange om ugen.

4. Betydningen af pårørende, personale og trænere

En af de mest konsistente konklusioner er, at personer omkring målgruppen spiller en afgørende rolle, hvor både forældre, støttepersonale, mentorer og trænere fungerer som nøgleaktører for deltagelse i fysisk aktivitet.

Forældre fremhæves som særligt centrale facilitatorer for børn ((Boman & Bernhardsson, 2023); Willis et al., 2019), mens støttepersonale er afgørende for målgrupper, der bor på botilbud (Fjellström et al., 2024; Westrop et al., 2024). Trænernes tilgang har også betydning for oplevelsen af inklusion, motivation og deraf vedvarende deltagelse (McConkey et al., 2021).

Et studie af Special Olympics, som er et internationalt sportsevent for mennesker med udviklingshandicap, viser også, at der kan være en effekt på livskvalitet for hele familien, når man skaber tilbud, der er målrettet mennesker med ID (Bowers et al., 2016).

Flere studier viser, at personalets egne kompetencer, motivation og rammevilkår direkte påvirker aktivitetsniveauet blandt de tilknyttede personer (Bossink et al., 2020; Sundblom et al., 2015).

Derfor fremhæver litteraturen også, at der er behov for kompetenceudvikling, organisatorisk opbakning og redskaber til at støtte personalets adfærd. Dette understreges især af et studie, der undersøger effekten af at udvikle et redskab i form af et monitoreringsværktøj/notesystem, hvor personalet noterer og dermed identificerer centrale områder i deres arbejde, hvor det viser sig særligt vigtigt at have fokus på arbejdet med at øge deltagelse og fysisk aktivitet for mennesker med ID (Bossink et al., 2019).

5. Digitale redskaber som understøtter en aktiv hverdag

I søgestrengen til dette litteraturstudie har der ikke været specifikt fokus på digitale, teknologiske eller online redskaber til at understøtte deltagelse i fysiske aktiviteter og aktive fællesskaber. Alligevel har en række studier fokus på dette element og har undersøgt en række konkrete digitale redskaber:

  • ActiveYou I, (Dalen et al. 2021): Et webbaseret instrument til at kortlægge aktivitetspræferencer hos børn og unge med fysiske og kognitive funktionsnedsættelser.

  • eHealth (Berg et al. 2020): Et spilbaseret online univers, der understøtter træning via guidet indendørs cykling, guidet udendørs træning og guidet mild workout.

  • Webbaseret træning (Fjellström et al., 2024): Forfatterne giver ikke denne løsning et specifikt navn, men undersøger webbaseret træning i 50 minutter tre gange om ugen i 12 uger for voksne med ID.

  • HikePal (Torrado et al., 2022): En spil-inspireret app udviklet til at motivere til udendørs motion for personer med ID.

  • Move it, Move ID! (Maenhout et al., 2024): En app-baseret intervention, der skal hjælpe med at sætte mål, planlægge aktiviteter, overvåge adfærd og give støtte til at være aktiv. Fokus i den konkrete intervention var at matche personer med ID med personer uden ID.

  • Plan&Do (Eriksson et al. 2018): Et visualiseringsværktøj, som viser, hvordan forskellige aktiviteter foregår. De kan bruges til at forberede børn med ID på, hvad der skal ske, når de selv skal deltage i en aktivitet. Udviklet som hjælp til motiverende samtaler med børn med ID.  

  • Telehealth (Downs et al., 2023): Information om træning og vejledning via digital kommunikation

De digitale løsninger er udviklet dels for at understøtte motivation og dels for at hjælpe det støtte- eller plejepersonale, som skal understøtte personer med ID til en mere fysisk aktiv hverdag.

Resultaterne viser, at teknologi fungerer bedst som supplement til sociale relationer og ikke som en erstatning (Maenhout et al., 2024). Desuden har redskaberne udelukkende en virkning, hvis voksne eller personale omkring den enkelte med ID selv er motiverede, ser et formål med det og har tid til at bruge redskaberne i praksis. Især ét af studierne, som har fokus på telehealth, peger på, at omsorgspersonerne finder det krævende at motivere og støtte til at bruge programmet, men vurderer ellers programmet positivt (Downs et al., 2023).

Studiet af HikePal konkluderer, at den spil-baserede app godt kan motivere, men også her finder forfatterne, at det især er det at være sammen med andre om spillet, der motiverer, mens belønninger i selve app’en er mindre vigtige (Torrado et al., 2022).

Litteraturen kan ikke påpege konkrete effekter af de forskellige redskaber på målgruppens fysiske eller mentale sundhed, og det digitale lag fungerer tilsyneladende primært som supplement i hverdagen frem for at blive set som en løsning i sig selv.

6. Særligt designede spørgeskemaer til målgruppen med ID

Et særligt tema i litteraturen med blik for målgrupper med ID er, at der bliver arbejdet på at udvikle og validere spørgeskemaer, som specifikt henvender sig til målgruppen eller til personer, der arbejder med målgruppen.

Her er en liste med studier, som har fokus på dette tema:

  • POMONA-15 (P15) (Michalsen et al., 2024): Studiet udvikler ikke sit eget spørgeskema, men benytter et særligt spørgeskema, der er udviklet i et samarbejde mellem 13 lande i EU, som har fokus på at måle ulighed i sundhed og fysisk aktivitet blandt personer med ID sammenholdt med personer uden ID.

  • ActiveYou II(Ullenhag et al., 2025): Et webbaseret spørgeskema udviklet specifikt til personer, som har milde til moderate kognitive funktionsnedsættelser. Spørgeskemaet er målrettet til at spørge ind til oplevelser med at deltage i aktiviteter.

  • DIHASID Tool(Vlot-van Anrooij et al., 2020): Et spørgeskema til personer med ID på bosteder. Formålet er at identificere styrker og potentialer for øget fysisk aktivitet og sund livsstil gennem input fra både slutbrugere (personer med ID) og personale på et bosted. Det skal i sidste ende understøtte personalet i bedre at mobilisere egne ressourcer og styrke evnen til at understøtte en sund livsstil.    

  • Assessment tool/vurderingsværktøj til trænere(McConkey et al., 2021): Et valideret spørgeskema målrettet trænere, som guider dem i at vurdere, om deres indsatser for at sikre inklusion af personer med ID i aktiviteterne og på holdet lykkes i praksis.

  • Selvrapporteringsskema til udøvere med ID (Asunta et al., 2021): Et valideret spørgeskema målrettet udøvere med ID, som gør det muligt for dem at vurdere deres oplevelse af inklusion på et hold.

Idrættens inkluderende fællesskaber
Idrættens inkluderende fællesskaber

Tilbage til databasen

Glade børn
Idan Tema

Vidensplatform for idrættens inkluderende fællesskaber