Det viser litteraturen om børn og unge

På denne side kan du læse om, hvad litteraturen om inkluderende idræt viser om børn og unge.

Idrættens Analyseinstitut har samlet denne viden samt viden om en række andre målgrupper og temaer inden for inkluderende idræt i vores vidensplatform for idrættens inkluderende fællesskaber.

Litteraturen med fokus på børn og unge indeholder referencer med fokus på meget forskellige temaer lige fra fysiske funktionsnedsættelser og kroniske sygdomme til kognitive og psykiske lidelser samt etniske minoritetsgrupper og fattige/udsatte børn og unge. I denne tekst er der derfor fokus på tværgående metodiske og indholdsmæssige tendenser om børn og unge.

Centrale temaer i litteraturen om børn og unge

Seks temaer står centrale i studierne med fokus på børn og unge:

1. Betydelig dokumentation for lavere fysisk aktivitet blandt sårbare børn og unge

2. Individuelt tilpassede indsatser er mest effektive

3. Træneren og de sociale rammer er afgørende – sjældent aktiviteten i sig selv

4. Peers, familier og samarbejde på tværs er afgørende for deltagelse

5. Effekter af fysiske aktiviteter er ofte svære at dokumentere

6. Kritiske sociologiske perspektiver på idræt som socialpolitik

1. Betydelig dokumentation for lavere fysisk aktivitet blandt sårbare børn og unge

Børn med sårbarheder, især udviklingshandicap, er markant mindre fysisk aktive end andre børn. Det gælder især efter skoletid og i forhold til hverdagsaktiviteter. Flere studier finder stor skævhed i forhold til at leve op til anbefalingerne om tilstrækkelig fysisk aktivitet i hverdagen (Einarsson et al., 2015, 2016; Hou et al., 2023, Iguacel et al., 2018; Wouters 2019, 2020).

Etniske minoritetspiger bliver i flere studier fremhævet som en strukturel udfordring, hvor deltagelse er langt mindre sandsynlig, hvis man både er pige og har en ikke-vestlig baggrund. Derfor fremhæver litteraturen kønsspecifikke aktiviteter og kvindelige rollemodeller som mulige greb til at øge deltagelsen (Ekholm 2019; Wirzén & Ekholm 2024 ).

2. Individuelt tilpassede indsatser er mest effektive

En bred vifte af studier fremhæver, at personligt tilpassede, kontekstnære og behovsorienterede indsatser øger deltagelse blandt børn og unge med funktionsnedsættelser og andre sårbarheder.

Gruppebaserede tilgange med fokus på individer styrker deltagelse i fællesskaber (Adair 2015), især når de har fokus på reel social interaktion og ikke bare aktiviteten (King, 2023).

Nøglebegreber i litteraturen:

•  lokal forankring

• uformelle miljøer

• gratis/billige tilbud

• relationsbaserede fritidsaktiviteter (Collins & Haudenhuyse, 2015; Elsborg et al., 2019). 

Modeller som ’The Conditional Participation Model’ (betinget deltagelse eller at deltagelse afhænger af bestemte vilkår) og ’PAD-modellen’ (Physical Activity for people with Disability) bliver brugt i flere studier til at illustrere, hvor meget det betyder, at rammerne fremstår meningsfulde, og at der er forudsigelighed, en oplevelse af valgfrihed, individuel tilpasning og fokus på muligheder frem for barrierer (Arnell et al., 2018; Bloemen et al., 2015).

3. Træneren og de sociale rammer er afgørende – ikke aktiviteten i sig selv

En gennemgående pointe i litteratur for børn og unge er, at idræt ikke automatisk udvikler deltagerne, men at det kan ske, hvis de sociale rammer aktivt understøttes.

Trænerne har en vigtig rolle i litteraturen om børn og unge, hvor de fremhæves som en central succesfaktor (Appelqvist-Schmidlechner et al., 2023; Super et al., 2017). Et andet afgørende greb i arbejdet med sårbare børn og unge er, at fokus skal være på fællesskab frem for konkurrence.

4. Peers, familier og samarbejde på tværs er afgørende for deltagelse

Forældre er væsentlige facilitatorer for børns deltagelse i aktivt fritidsliv, og et ’peer-perspektiv’ gælder også på familieniveau (Boman & Bernhardsson, 2023), hvor der er fokus på familie til familie og ikke bare barn til barn eller ung til ung.

Peers er med til at skabe inkluderende miljøer, men et studie af unge peers, hvor unge får en rolle som guide eller hjælper for andre unge eller yngre børn, viser, at det også er vigtigt, at de unge peer-personer får støtte fra voksne omkring aktiviteten. Studiet fremhæver erfaringer, hvor nogle unge videregav uhensigtsmæssige måder at være sammen på til andre unge i form af uhensigtsmæssigt sprog eller adfærd, der ikke var inkluderende (Christensen et al., 2024).

Andre studier påpeger, at mange foreninger gerne vil inkludere børn med funktionsnedsættelser, men mangler viden og kompetencer. Det kan altså opfattes som et potentiale, som endnu er uforløst, fordi der mangler ressourcer til at understøtte foreningerne med socialfaglige kompetencer. Derudover er der en dybt forankret orientering mod konkurrence i mange foreninger, som fører til uklarhed om, hvad deres primære formål er, og denne uklarhed bliver en barriere for at række åbent ud til særlige målgrupper (Jeanes et al., 2019).

Nogle studier undersøger også potentialet i midlertidige ophold som rehab og julemærkehjem og finder, at det både kan styrke sundhed, trivsel og sociale og fysiske kompetencer (Møller et al., 2024; Nyquist et al., 2020). Her er evidensen for de langsigtede effekter dog usikker, særligt hvis der ikke er fokus på brobygning og samarbejde, som hjælper deltagerne videre i mere varige fritidsfællesskaber lokalt.

Litteraturen understreger også, at kvaliteten og ikke nødvendigvis mængden af fysisk aktivitet er afgørende for at skabe læring og deltagelse over tid (O’Callaghan et al., 2024).  Her er deltagerinddragelse (autonomi) et centralt greb for motivation og ejerskab (Huus et al., 2021; Norman et al., 2016; Willis et al., 2019).

Der er altså behov for tværgående indsatser, hvor både familier, peer-aktører, lokalt foreningsliv og inddragelse af barnet eller den unge er afgørende for succes.

5. Effekter af fysiske aktiviteter er ofte svære at dokumentere

Flere reviews konkluderer, at der er begrænset eller meget svag evidens for fysiske effekter af interventioner med fokus på øget fysisk aktivitet. Træning giver f.eks. ikke tydelige fysiske effekter i studier af børn med funktionsnedsættelser (Bloemen et al., 2017).

Et konkret studie undersøger en indsats med udbygning af legepladser, der skal understøtte fysisk aktiv adfærd i et boligsocialt område, og finder, at det ikke førte til et højere aktivitetsniveau (Mölenberg et al., 2019).

Andre studier viser svag eller manglende evidens for effekter på sundhed og livskvalitet i flere målgrupper (Stahlhut et al., 2025; Vancampfort et al., 2022; West et al., 2025; Wijtzes et al., 2017), ligesom studier med fokus på sportens indflydelse på at udvikle ’life-skills’ og sociale kompetencer også har usikre konklusioner. Studierne begrunder det især med metodiske svagheder (Hermens et al., 2017).

Det er altså en væsentlig konklusion, at effektmål og metodiske designs ofte er utilstrækkelige til at give sikker evidens. Litteraturen henviser dog typisk til, at det er selve effektmålingerne og designet af evalueringerne, der er utilstrækkelige – ikke nødvendigvis at de konkrete indsatser er uden effekt.

6. Kritiske sociologiske perspektiver på idræt som socialpolitik

En mindre del af litteraturen peger på, at mange idrætsindsatser for udsatte grupper bygger på en forestilling om, at deltagerne skal forandre sig for at blive inkluderet. Fokus bliver dermed ofte rettet mod at ændre individets adfærd og værdier, mens der er mindre opmærksomhed på, om fællesskaberne og de samfundsmæssige rammer også burde ændres for at skabe bedre muligheder for deltagelse (Ekholm et al., 2017; 2018; Ekholm & Dahlstedt, 2017).

Kritikken går altså på, at der ofte i projekter er fokus på at individualisere problemet, og at den enkelte skal ’hjælpes i gang’ frem for strukturel støtte og udvikling.

Et andet studie fremhæver, at idræt ikke løser social ulighed, men at social ulighed er afgørende for sandsynligheden for at dyrke idræt. Trivsel og socioøkonomisk status påvirker altså primært, om unge deltager, og det er ikke sådan, at deltagelse i sig selv skaber inklusion og trivsel (Persson & Eriksen, 2025).

Skal idræt spille en rolle, peger studierne på, at konteksten og pædagogikken er afgørende, og at denne tilgang er vanskelig at gøre til en strukturel løsning.